Læsetid: 3 min.

Profetens tårer

Alle de myrdede tegnere medvirker med sprælske tegninger i den seneste udgave af Charlie Hebdo-magasinet, der udkom onsdag
15. januar 2015

»ALT ER TILGIVET«, står der på den smukke grønne baggrund, mens profeten Muhammed — for der er ingen tvivl om, at det skal forestille ham — klædt i de muslimske hvide sørgeklæder fælder en tåre. Han holder et skilt med påskriften »JE SUIS CHARLIE«.

Det er forsiden på det seneste nummer af Charlie Hebdo, der ­udkom i går, det første efter massakren i sidste uge. De første tre millioner eksemplarer blev revet væk onsdag morgen, og i skrivende stund er bladet tilbage i pressen med lovning på yderligere to millioner eksemplarer. Tegningen er signeret Luz, alias Renald Luzier, bladets nok største overlevende profil. Han sov længe og kan derfor stadig tegne.

Forsiden kombinerer det sobre med det provokerende og er, i modsætning til de fleste af bladets tidligere afbildninger af profeten, stilfærdigt insisterende, snarere end balls ­out-provokerende. Charlie fastholder retten til at tegne profeten – og på baggrund af sidste uges rædselsvækkende begivenheder kunne det naturligvis ikke være anderledes. Alt andet ville være kapitulation. Det enorme oplag sikrer sig i øvrigt for, at tegningen vil give Kurt Westergaards ’bombe i turbanen’-tegning rangen stridig som verdens mest sete Muhammed-tegning.

Samtidig er forsidetegningen et forsøg på at tilbageerobre profeten fra morderne – et signal om, at islam ikke tilhører de få mørkemænd, men den brede, fredelige muslimske offentlighed. Men ikke kun dem, også os der ikke følger hans ord. For hvem er det egentlig, alt er tilgivet? Budskabet er flertydigt, men det forekommer i første ende at være henvendt til os, der ser på profeten, os der tolker billedet. Måske bærer vi en del af skylden, måske ikke, men tilgivelsen får vi. Selv terroristerne.

Kirke og stat

Man skulle næsten tro, at ærkeateisterne hos Charlie var ude i et religiøst, medmenneskeligt ærinde her, men på lederplads fastslår chefredaktøren, at det ikke er tilfældet. Han medgiver, at der er mange faktorer, der kan formodes at have bidraget til tragedien sidste onsdag; social ulighed, Israel-Palæstina-konflikten og vestlige interventioner i fortrinsvis muslimske lande. »Heldigvis har vi forskellige redskaber til at forsøge at løse de problemer på, men ingen af dem fungerer, hvis ikke vi har det grundlæggende: la laïcité«, dvs. adskillelsen af kirke og stat, beskrevet med det særlige, dybt forankrede franske ord. »Fordi den er den eneste måde at sikre universelle rettigheder, er det kun den, der i praksis muliggør frihed, lighed og broderskab.«

Både tekst og tegninger er lavet under og med direkte reference til den enorme demonstration i Paris (og med en afstikker til Trafalgar Square i London). Her kvitterer redaktionen for omverdens overvældende respons. Men samtidig gøres det klart, at alle dem, der ønsker at profitere politisk på massakren, herunder Marine le Pen, Nicolas Sarkozy, Benjamin Netanyahu, ikke er velkomne. Som en anden af de overlevende tegnere, Willem, sagde tidligere på ugen: »Jeg brækker mig over vores nye venner.« Resten er bladet er, som det nok kan forventes, når man har med en halveret redaktion at gøre, en blandet landhandel. Men de er der alle sammen, selv de dræbte: Cabu, Wolinski, Tignous, Honoré,
Charb. Den sidste med små, skægge skitser af cartoon-figurer, der gør ondt og godt hen over siderne, de andre med lidt generiske islamkritiske tegninger af ældre dato. Linoleumsskæreren Honoré står nok for den mest uforsonlige: En imam fra Islamisk Stat kommenterer muligheden for at omskære fire millioner kvinder i alderen 11-46 år.

»Til det formål har vi tænkt os at anmode om hjælp fra frivillige fra udlandet …«
Naturligt nok er de bedste ­tegnede bidrag signeret de overlevende tegnere, der jo havde mulighed for at reagere på massakren og dens umiddelbare følger.

Ghettovoltaire

Syrisk-franske Riad Sattouf bidrager med et indslag i sin mangeårige stribe »La vie privée des jeunes«. Konceptet for striben er overhørte samtaler blandt unge. Her står en ung muslimsk knægt i dynejakke og taler i mobiltelefon. Han forsikrer en kammerat om, at man, lige meget hvad, »ikke slår andre ihjel, fordi de siger noget, man ikke bryder sig om«.

Voltaire på en opgang i forstaden, skægt formuleret i ghettosociolekt.

Foolz illustrerer en perspektiverende rubrik, der omtaler andre massemord i ugen der gik, ikke mindst Boko Harams henrettelse af 2.000 mennesker omkring Baga, Nigeria.

»2.000 abonnenter, Charlie aldrig får fingrene i,« siger den ene maskingeværbærende kriger til den anden.

På bagsiden får vi en række tegninger under rubrikken ’Forsider, du blev skånet for’. Nogle af dem er morsomme og ikke mindst grove, men ingen kalder på tårerne på samme måde som Luz’ ulykkelige profet på magasinets forside. Den markerer uforglemmeligt den modning, der nødvendigvis må komme efter en tragedie, samtidig med at den smukt knæsætter det grundlæggende ved magasinet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Vilvig
Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer