Læsetid: 7 min.

Klimakrigeren Al Gore er tilbage, og han er vred

USA’s tidligere vicepræsident Al Gore er tilbage med en opfølger til sin Oscar-vindende klimadokumentar fra 2006. I ’An Inconvenient Sequel’ er Al Gore vred og tydeligvis træt af at skulle trækkes med argumentresistente klimaskeptikere. Men modtagelsen af filmen i USA demonstrerer, at der endnu er lang vej til konsensus om klimaforandringerne
Al Gore optræder ofte i rollen som statsmand i sin nye film, ’An Inconventional Sequel’.

Al Gore optræder ofte i rollen som statsmand i sin nye film, ’An Inconventional Sequel’.

Carolyn Kaster

4. august 2017

Enten stiller Al Gore op til præsidentposten i 2020 mod Trump, eller også er der alt for mange overflødige scener i den tidligere vicepræsidents nye klimafilm, An Inconvenient Sequel, som har premiere i USA fredag.

Scener med statsmanden Al Gore, der holder tale for et fransk tv-hold under terrorangrebene i Paris i 2015, Gore, der tilfældigt støder ind i en rosende canadisk premierminister, og Gore der ringer rundt til sine magtfulde venner og fikser problemer: »Elon (Musk, direktør for Tesla red.) suggested I call«, »I’d like to talk to secretary Kerry (USA’s tidligere udenrigsminister, red.)«.

Men der er også alle scenerne med den tilsyneladende utrættelige klimaaktivist Al Gore. Siden hans første dokumentarfilm, An Inconvenient Truth fra 2006, har han løbende opdateret sit slideshow om de globale klimaforandringer og præsenteret konklusionerne for dem, han håber, bliver den næste generation af internationale klimaledere.

Som i den første film er omdrejningspunktet i opfølgeren også Gores slideshow med fakta om CO2-udslip, temperaturstigninger og voldsomme naturkatastrofer. Den tidligere vicepræsident rejser til Vestgrønland, Filippinerne, Indien, Kina, Paris og Georgetown i Texas for at gøre opmærksom på de smeltende isbjerge, oversvømmelserne og orkanerne, som temperaturstigningerne har ført med sig. Filmens budskab er, at klimakrisen er en politisk krise, som Gore kan løse.

Et fupnummer

Det illustrerer han ved COP21-mødet i Paris i 2015, hvor det tilsyneladende er Gore, der via sit venskab med stifteren af virksomheden SolarCity, Lyndon Rive, får overtalt Indien til at skrive under på klimaaftalen, fordi SolarCity tilbyder inderne en ny solcelleteknologi. (Ifølge avisen The New York Times er der dog stadig ikke blevet indgået en aftale mellem Indien og SolarCity).

I filmen trækkes en hypotetisk linje mellem Gores nederlag til Bush i 2000 og hans indsats ved COP21. Tænk nu, hvis USA’s højesteret ikke havde blandet sig i valget, så Al Gore var endt som præsident? Undervejs er der tre forskellige journalister, der spørger den tidligere vicepræsident, om han stiller op som præsidentkandidat igen. Det virker underligt, at de scener ikke bare er blevet klippet ud, hvis Al Gore ikke reelt overvejer det.

Den nuværende amerikanske præsident, Donald Trump, har gjort temaet i Al Gores film langt mere presserende. Tidligere kunne de 58 procent af amerikanerne, der ifølge en ny undersøgelse fra Yale Program on Climate Communication mener, at klimaforandringerne er menneskeskabte, trøste sig med, at USA som underskriver af klimaaftalen i Paris havde taget et skridt væk fra afgrunden.

Med Trump i Det Hvide Hus ser det anderledes ud. Trump har tidligere kaldt klimaforandringerne for »ikkeeksisterende« og betegnet det om et »fupnummer«, der er »skabt af og for kineserne for at ødelægge konkurrenceevnen for amerikanske arbejdere«.

Nogle af Trumps tætteste rådgivere som chefstrateg Steve Bannon og direktør for miljøagenturet Scott Pruitt har også åbent erkendt, at de ikke tror på menneskeskabte klimaforandringer. Med Trumps regering er det blevet tydeligt, at der ikke længere er konsensus om klimaforandringerne i amerikansk politik. En tendens, der afspejler sig i anmeldelserne af Gores film.

Ros fra de liberale

Der er delte meninger om filmen blandt anmelderne i USA. Mens mange af de liberale medier er positive, forsøger flere anmeldere i en række konservative medier at underminere filmens påstande. I magasinet The Atlantic roser anmelderen filmen for at give »et ærligt og ikke særligt opløftende indblik i den nuværende klimapolitik – og i hvordan globalt diplomati fungerer«.

The New York Times’ anmelder beskriver Al Gore som sommerens suverænt mest overbevisende filmkarakter (sammenlignet med Spiderman og Charlize Theron som sexet superspion), fordi han holder fast i de fakta om klimaforandringerne, som i dag – 11 år efter hans første film – stort set er umulige at affeje.

Tillid. Al Gore synes at have tillid til, at historien vil fortsætte ad de spor, den franske revolution og den amerikanske uafhægighed stak ud. Kineserne kan meget vel læse historien på en anden måde.
Læs også

»Nu gråhåret og til tider mere vred i sine taler tager Gore skikkelse af en Shakespeare-figur, der har mistet sin magt på grund af det, han selv refererer til som højesterets beslutning (ved valget i 2000, red.), men stadig fremsætter de samme argumenter, som har været kendetegnende for hele hans karriere«, skriver The New York Times’ anmelder.

Og Al Gore er mere vred nu, end han var i sin første film. Han er – meget forståeligt – så tydeligt træt af de argumentresistente klimaskeptikere, der forpester og forplumrer den amerikanske debat. Både senatorerne i Kongressen, der nægter at forstå klimaforandringernes alvor, og de klimabenægtere, der konstant får taletid i medierne.

’His Goreness’

Tidligere på måneden gjorde den republikanske senator fra Oklahoma, Jim Inhofe, grin med Al Gore under en debat i Senatet, fordi Gore – mens han var vicepræsident – støttede produktionen af første generations-bioethanol lavet af korn, som bl.a. fik priserne på madvarer til at stige. En politik, som Gore siden har beklaget og betegnet som en klar fejl.

Jim Inhofe – som i årevis har kritiseret Gore og ligesom Donald Trump gentagne gange har kaldt klimaforandringerne for et fupnummer – er blot én ud af i alt 180 republikanske kongresmedlemmer, der ikke anerkender, at klimaforandringerne primært er menneskeskabte og udgør en alvorlig trussel for planeten.

Det viste en undersøgelse, som den liberale tænketank Center for American Progress Action Fund offentliggjorde i april, og som også viste, at de 180 kongresmedlemmer, der udgør ca. en tredjedel af Kongressens i alt 535 medlemmer, tilsammen har modtaget over 500 mio. kroner i donationer fra olie- og kulindustrien. I toppen af listen lå Arizona-senator John McCain efterfulgt af den republikanske leder i Senatet Mitch McConnell.

Donald Trump vil bringe kulindustrien tilbage til ære og værdighed med nye job og har allerede taget skridt via præsidentielle dekreter mod at bane vejen for sektorens opblomstring – blandt andet i februar, hvor han også mødte enkelte arbejdere.
Læs også

Mange højrefløjsmedier i USA er mindst lige så skeptiske over for de menneskeskabte klimaforandringer som de republikanske senatorer og medlemmer af Repræsentanternes Hus.

I det konservative magasin National Review har anmeldelsen af An Inconvenient Sequel fået titlen An Incoherent Sequel, og magasinets journalist mener, at Al Gore – »His Goreness«, »the Goracle« – er en selvoptaget mand, hvis personlige økonomiske interesser i SolarCity og andre teknologivirksomheder burde have været lagt frem i filmen.

»Gore viser os optagelser af storme og kondolerer folk, der har mistet deres elskede i dem. Men illustrerer de scener videnskabelige pointer, eller er det bare anekdoter, der ville være lige så lette at finde, selv hvis vejret pludselig blev koldere? Sagt med andre ord: Har der været flere storme end sædvanligt på det seneste, og er der flere, der dør i dem end tidligere? (Nej, og nej),« skriver National Reviews journalist.

I et interview på Fox News i juni blev Gore konfronteret med, at han tilbage i 2006 påstod, at planeten ville befinde sig i en nødsituation, hvis der ikke blev taget nye drastiske initiativer.

»Ville Gore indrømme, at han havde taget fejl?« skrev det konservative nyhedsmedie The Daily Caller om interviewet. »Selvfølgelig ikke«.

Daily Caller havde også i anledning af tiårsjubilæet for An Inconvenient Truth sidste år gjort sig den ulejlighed at gense filmen og derefter tilbagebevise en række påstande, som avisen mente, at Gore havde taget håbløst fejl i. Det viste sig nemlig, at der stadig var sne på Kilimanjaro og Nordpolen, og at temperaturerne ikke var steget så voldsomt, som Gore havde påstået.

Smeltende poler og tørke

Blandt eksperterne er der ingen tvivl om, at temperaturerne er steget de seneste 11 år. 2016 har slået global temperaturrekord, og halvt inde i 2017 ser det ud til at blive næsten lige så varmt.

Det amerikanske videnskabsmagasin Science News har gjort status over de seneste 10 år med klimaforandringerne og konkluderer bl.a., at antallet af tørkekatastrofer er steget, og at isen ved Arktis kan være helt væk om 50 år – i stedet for om 50-70 år, som blev forudset i 2006.

De varmere temperaturer har fået isen ved Antarktis til at smelte så hastigt, at udviklingen formentlig ikke vil være til at stoppe igen, selv hvis temperaturerne skulle holde op med at stige.

Alle de fakta har Gore selvfølgelig med i sin film. Graferne ser mere faretruende ud nu, og Gore presser på for politiske løsninger, som betyder støtte til grøn teknologi og forpligtende internationale klimaaftaler.

I et interview med Vermont-senator Bernie Sanders i podcastserien ’The Bernie Sanders Show’ for et par uger siden hæftede den tidligere vicepræsident sig især ved de positive forandringer, der er sket, siden hans første film havde premiere.

»Forskellen er, at vi har løsningerne nu. For 10 år siden kunne vi kun skimte løsningerne i horisonten, men vi var afhængige af teknologieksperterne for at kunne være sikre på, at de reelt ville komme. Nu er de her, og i et voksende antal byer og regioner er elektricitet fra solenergi og vand blevet billigere end elektricitet fra fossile brændstoffer.«

Gore gentager de samme pointer igen og igen.

»Er der håb, Al Gore?« spurgte tv-vært Stephen Colbert ham forleden, og ligesom i alle de interview til tv- og radiostationer, aviser og filmvisninger i og uden for USA, som Gore har givet i anledning af filmen, holder han fast i optimismen.

»Ja, vi skal nok vinde den her kamp. Spørgsmålet er bare, hvor lang tid det vil tage,« svarede han.

Da Gores film havde forpremiere på Sundance-festivalen i januar, var Trump kun akkurat tiltrådt. 1. juni bekendtgjorde Donaldt Trump, at han havde besluttet at trække USA ud af Paris-aftalen. En beslutning, som efterfølgende er blevet klippet ind i dokumentaren sammen med en besked fra Al Gore om, at der næppe har været et bedre tidspunkt at engagere sig i klimakampen på end lige nu.

’An Inconvenient Sequel: Truth to Power’ har premiere i USA 4. august og i Danmark den 16. november 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels-Simon Larsen
  • lars søgaard-jensen
Niels-Simon Larsen og lars søgaard-jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er noget meningsløst vrøvl at tale om konsensus bladt politikerne.
Mennesket blev ikke skabt af Gud. Selv om der videnskabsfolk, der påkalder sig intelligent design, er der konsensus om, at mennesket ikke er skabt af Gud.
Menneskeskabte klimaforandringer er en realitet. Selv om der er en lille gruppe videnskabsfolk, der har andre teorier, er der konsensus om, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Klimarforandringerne er mennrskeskabte og de er en realitet.
Der findes politikere, der helst vil forbyde Darwins lære og andre der vil forbyde viden om menneskets indflydelse på klimaet. Fælles for dem er, at de er tåber, og vil de forbyde begge dele, er de dobbelt tåber.

Søren Jacobsen, Niels-Simon Larsen, lars søgaard-jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Og om lidt står vi alle i vand til halsen. Vi kan ikke drikke os ud af problemet, så hvad gør vi så, lille du?

Søren Jacobsen

Nu mangler det bare, at en vulkan beslutter sig for at hoste kraftig. Så er dødens symfoni fuldendt.

Søren Jacobsen

Man kan selvfølgelig holde kødfrie dage, cykle som besat, stoppe med at bruge plastposer i supermarkedet, sorterer alverdens affald, sælge sin tyske diesel. Men det hjælper bare ikke en dyt. Lige meget hvad der gøres vil det aldrig være nok. Behovet eller kravet om konsum af alverdens ting og sager bare stiger hver dag. Alle 7 milliarder vil have det som dig. Selvfølgelig vil de det. Ingen lande vil være fattig. Alle vil være rige som os. Og kan nogen bebrejde dem det? Naturen er bygget på evolution og evolution er bygget på konkurence til døden indtræder til sidste mand og kvinde. Ingen vil stoppe før tid. Ikke mindst fordi "før tid" ikke vil være til at få øje på, før det er for sent.