Kun med raseri – og kærlighed – kan verden reddes

Det er ikke for børn.

Sociologen Rasmus Willig og filosoffen Arne Johan Vetlesen er begge fædre, og de har sammen skrevet bogen Hvad skal vi svare?, der handler om den uheldsvangre tilstand for den verden, deres børn skal arve.

»I en nær fremtid vil vores og jeres børn spørge: Hvad har I gjort? Hvad vil I gøre? Og hvad synes I, vi skal gøre?« skriver de to forfattere, der er henholdsvis lektor på RUC og professor på Universitetet i Oslo.

»Her vil det ikke være nok at sige, at mor og far jo ikke kan gøre den store forskel. De vil nemlig bede os om at aflægge et særligt regnskab for vores handlinger og etiske overvejelser. Og det vil være uhyggeligt svært at svare, når vi lever falske liv, mens vores verden er på vej ud over kanten.«

»Vi føler os ramt, for vi har ikke gjort andet end at ødelægge den verden, vores børn skal overtage. Vores levevis er blevet skydeskive for kritik fra dem, vi holder mest af, og som vi ønsker det bedste. Vi har ikke gjort det godt nok. Det er et faktum,« fastslås det i bogen, der udkommer i dag.

Teksten handler altså om, hvordan den moderne, vækst- og konkurrencefikserede civilisation målrettet bevæger sig mod et sammenbrud. Forfatterne kalder bogen »et desperat opråb«. De håber, at deres kompromisløse kritik af tingenes tilstand kan være med til at udløse den reaktion – det raseri – der kan bane vej for et kursskifte og dermed give børnene et svar. For kun raseriet – kombineret med kærligheden til børnene, naturen, det levende – kan redde os. Men det er en bog skrevet til de voksne, forældrene. Det er ved gud ikke læsning for børn.

»Arne Johan har sagt, at hver gang han taler om det her, så vender han sig om for at se, om der er børn til stede. Så voldsomt er det,« siger Rasmus Willig.

De ideologiske glidemidler

Det er så voldsomt, at forfatterne er forberedt på blandede reaktioner.

»Nogle vil sikkert mene, det er så barskt og ubehageligt, at de vender ryggen til budskabet eller bliver vrede på budbringerne. Den risiko løber vi ved en så brutal fremstilling af et presserende problem,« siger Arne Johan Vetlesen.

De to forskere oplever en form for selvcensur i og uden for den videnskabelige verden, når man imod bedre vidende og for ikke at støde eller skræmme nogen dæmper budskabet om civilisationens kurs mod afgrunden.

»Der hersker en forestilling om, at hvis vi skal ændre adfærd, så skal vi hjælpes på vej af en lille smule nudging eller positiv psykologi. Det skal føles godt. Men på den måde suspenderer vi vores alarmberedskab og evne til at reagere på kriser,« mener Rasmus Willig.

Han påpeger, at store kriser gennem historien har udløst så voldsom kritik, at det har banet vej for omstilling til nye paradigmer, der har gjort det muligt at fortsætte menneskehedens udvikling.

»Det er ikke tilfældet denne gang. Det paradigme, vi lever i nu, har konsekvent benyttet sig af stort set alle de ideologiske glidemidler, der findes.«

Så kritikken er – endnu – ikke til stede i en form og et omfang, der baner vej for opbrud eller opgør med det, forfatterne omtaler som en konkurrencestat baseret på grænseløs vækst. Snarere hersker der en forestilling om, at nye typer forbrug, nye teknologier automatisk vil dukke op og gøre paradigmeskiftet til en behagelig, friktionsløs affære.

»Sådan vil det ikke gå, men det betyder, at når nogen trykker på alarmknappen, vil den umiddelbare reaktion være, at det føles ubehageligt,« siger Willig.

Fælderne

Sociologen og filosoffen har bygget deres bog op over billedet af den såkaldte fuglekøje, en fælde brugt i gamle dage på bl.a. Fanø til at fange vildænder. Fuglekøjen er en dam med et antal kanaler udgående i stjerneform fra centrum og afsluttet i en slags ruser, som ænderne kunne lokkes ind i uden chance for at slippe ud igen.

»I dag er der ikke længere fuglekøjer i vores lande med henblik på fangst, men fuglekøjens brutalitet og særlige konstruktion kan desværre anvendes på det, som er overgået fuglene og senere vores egen menneskehed,« skriver de i bogen.

Vetlesen og Willig ser således konkurrencestaten som en slags menneskekøje eller -fælde, hvor vi er blevet lokket ind i en række ruser, der nu truer civilisationen og naturen, og som det er meget vanskeligt at undslippe.

Én af ruserne er den rovdrift der foregår samtidigt på både den ydre og indre natur, og som synes at betinge og forstærke hinanden. Om presset på den ydre natur skriver de:

»Når vi bruger ordet ’rovdrift’, er det dét, vi hentyder til: den systematiske overudnyttelse af naturen sat i system og rendyrket i en kapitalistisk markedsøkonomi af global rækkevidde, hvor målet om konstant øget vækst og profit vejer tungere end hensynet til naturens tolerancetærskel.«

Denne rovdrift er i dag kendt af enhver i form af bl.a. klimakrisen og udryddelsen af levende arter på kloden. Det er ikke mindst klimakrisen, der alarmerer de to forskere. Men denne rovdrift suppleres og understøttes af den rovdrift på menneskenaturen, der i den dominerende, neoliberale ideologis optik udlægges som en historisk triumf for den individuelle frihed.

I virkeligheden er denne frihed for mange identisk med tvang i form af krav om at søge evig optimering af sig selv, altid være tilgængelig, altid på arbejde, altid i bevægelse, altid aktiv deltager i konkurrencen, altid klar til de forandringer, markedet ustandseligt kalder på; »forandringer, der er ligegyldige, fordi de intet har at gøre med den opgave, vi står over for,« som der står i bogen.

»Begge former for rovdrift fører til patologier, som er kraftigt tiltaget de seneste ti år: udryddelse af arter og tab af biodiversitet i den ydre natur og udbrændthed, angst og depression hos os mennesker,« skriver forfatterne.

Produktgjort

En anden af ruserne i menneskekøjen er den, der indfanger mennesker i intetsigende forbrug.

Den moderne forbrugskultur indebærer ifølge Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen, at vi definerer os som individer via vores forbrug.

»Produktet får en sådan karakter, at det, vi ønsker at opleve – eller slet og ret den, vi ønsker at være – bliver mangelfuldt, ja, ligefrem utænkeligt uden produktet,« skriver de. »Ikke nok med at jeg er mangelfuld uden produktet, jeg er faktisk nøgen i eksistentiel forstand: Jeg er ingen.«

Selve vores krop bliver et produkt i og med, at det at ’anskaffe sig’ den optimale krop i dag synes at have forrang for en sjæl i balance.

Vetlesen og Willig ser også de sociale medier som en ruse. Et domæne, der nok i teorien rummer potentialer for demokratisering, mobilisering og bevidstgørelse, men som i praksis udgør en parallelverden, der stjæler vores tid og ifølge mange undersøgelser er domineret af social statusjagt og befordrer social angst.

Fanget af det fossile

På et konkret niveau skaber konkurrencemotivet og forbrugsfokuseringen – begge drevet af væksttvangen i økonomien – den fælde, i hvilken vi er fanget af de fossile brændstoffer.

Arne Johan Vetlesens hjemland er et illustrativt eksempel. Han taler om Norge som et land, der er splittet mellem klimabevidstheden og vækstøkonomiens afhængighed af olien. Den ene dag fejrer den norske regering med champagne åbningen af nye oliefelter i Barentshavet, den næste hylder man klimaaftalen fra Paris.

»De etablerede partier og olieindustrien vil fastholde business as usual og f.eks. åbne nye oliefelter i Arktis. Konfronteret med klimaudfordringen siger de, at norsk olie og gas er med til at redde verdens klima, fordi det er renere end kul. De sammenligner altid med de dårligste alternativer,« siger den norske filosof og fortsætter:

»Men de er begyndt at blive bekymrede, fordi stadig færre unge vil studere med henblik på job i oliebranchen. Der er opstået et rekrutteringsproblem, og derfor lægger de nu pres på den unge generation ved at sige, at fortsat norsk olieproduktion er betingelsen for at bevare velfærdsstaten. Vil man sikre velfærdsstaten, må de unge gå ind i olieindustrien. Ren afpresning.«

Vetlesen kalder forsøgene på at overtale de unge for »rekruttering ind i selvbedrag«.

Ingen grund til optimisme

En anden ruse, der indfanger os, er ifølge forfatterne den falske optimisme, der fastholder en urealistisk forestilling om stedse øget velstand. Den udgør en løgn i forhold til vore børn, der reelt har udsigt til en verden med et indskrænket råderum som følge af presset på planeten. Myten er forræderisk, fordi den lader vores børn gå de nye realiteter i møde ganske uforberedte.

»Ingen generation er blevet forberedt på den opgave, der er tale om. Ingen er blevet forberedt af deres forældre og foresatte på at lægge deres livsstil om, ændre deres vaner, værdier og forestillinger om, hvad man er ’berettiget’ til som moderne forbruger, det vil sige som aktiv deltager i netop den livsform, som har forårsaget og forværret kriserne i forholdet mellem menneskesamfundet og naturen,« skriver de i bogen.

Sociologen og filosoffen beskriver yderligere en række mekanismer, der blokerer vores evne til at handle i fremtidens interesse. Det er hård kost for læseren.

»Der er ingen grund til optimisme,« skriver de, og taler i stedet om ’betinget håb’. Et håb, der knytter sig til kærlighed og raseri som kraftkilder. Kærlighed til livet og raseri over overgrebene på både den ydre og den indre natur.

»Foreløbig har raseriet ladet vente på sig,« siger Arne Johan Vetlesen.

»Men jeg tror, det blot er et spørgsmål om tid, hvornår de, som skal overtage kloden efter deres forældre, vil føle raseriet og begynde at anklage de generationer, der trods vældig megen viden i årtier blot er fortsat med at øge forbruget, tage flere lange flyrejser osv. Der er jo en åbenbar uretfærdighed i det, de ældre har gjort mod de yngre.«

De svære samtaler

Forfatterne tror, at handling snarere end viden bliver det, der ændrer holdninger og opbygger håb. Derfor betoner de vigtigheden af at praktisere det bæredygtige – spis mindre kød, flyv mindre, brug den kollektive trafik, køb lokalt.

Deres egen adfærd er blevet ændret under den erkendelsesproces, arbejdet med bogen har været.

»Det er første gang, jeg har skrevet noget, hvor der reelt har været en kropslig påvirkning i den forstand, at der er handlinger, jeg ikke længere kan foretage eller har svært ved at foretage. Fordi de ikke sikrer mine børns fremtid,« siger Rasmus Willig.

Han er begyndt at tage toget frem for flyet, når han skal til Oslo, hvor Vetlesen bor. Willig har droppet kødet, mens Vetlesen har skruet forbruget ned.

At tale om disse ting med andre er imidlertid vanskeligt.

»Hvis jeg siger til min kollega, en ven eller et familiemedlem: ’Du lever forkert, din livsstil vil sætte vore børns liv over styr. Er du sød at lade være med det,’ ja, så kolliderer det med frihedsforestillingen om den individuelle autonomi, der følger med liberalismen. Den frihedsforestilling er blevet en hindring for, at vi kan tage den slags samtaler og træffe andre valg om fremtiden – derfor må vi prikke hul i forestillingen, og det forsøger vi så med bogen,« siger Rasmus Willig.

Arne Johan Vetlesen håber, at bogens klarsprog kan virke som en befrielse.

»Ved at synliggøre, at man kan tale om situationen på denne måde, kan vi måske inspirere nogle til at tage chancen eller løbe risikoen, selv om det umiddelbart vækker ubehag. Forhåbentlig er der nogle, der tænker: ’Endelig er der personer, der gør det, jeg egentlig selv ønsker at gøre, men hidtil ikke har vovet at gøre’.«

Vetlesen kalder bogen »et ukonventionelt forsøg i forhold til de mange, mere moderate, forsigtige og nuancerede fremstillinger, som man må konstatere ikke har ført til de ændringer, der er nødvendige.«

Intet at miste

Han og Rasmus Willig er på det rene med, at de blotter sig og både udstiller eget hykleri – fordi de ikke formår at leve helt efter bogen – og udfordrer den vante selvforståelse blandt forskerkolleger, f.eks. når de betegner bogen som ’et kampskrift’.

»Vi har gjort os klart, at når man præsenterer en så voldsom kritik, så er der mulighed for et reelt statustab. Man spiller ikke efter spillereglerne mere,« siger Rasmus Willig.

Hans eget forskningsfelt er kritik, og for ham er det både logisk og nødvendigt – om end for en forsker usædvanligt – at bogens meget skarpe kritik i et spørgsmål, der handler om vores overlevelse, må føre til en overskridelse af forskerens vante rolle som nøgtern, deskriptiv iagttager.

»Hvis vi ikke forholder os til vore egne kritiske konklusioner, så er vi intellektuelle proletarer,« siger han.

Eller som det formuleres i bogen:

»Vi tilhører den kategori af kritikere, der ikke har mere at miste og derfor lige så godt kan sige, hvad de mener.«

Rasmus Willig og Arne Johan Vetlesen: ’Hvad skal vi svare?’. Hans Reitzels Forlag, 212 s., 182 kr., udkommer i dag