Læsetid 7 min.

Vi har ikke fået en fælles verdensmoral – men alle ved, de har ret til deres mening

Den canadiske forfatter, politiker og forsker Michael Ignatieff har foretaget en fantastisk opdagelsesrejse, hvor han over hele verden undersøger, om menneskerettighederne er blevet til en moralsk verdensorden. Svaret er både ja og nej
Politikeren Michael Ignatieff sender et kys ud mod sine tilhørere. Canadieren er også både forsker og forfatter, og i sin nye bog har han været rundt i verden for at undersøge, om de menneskerettigheder, der blev oprettet som bolværk mod autoritære tendenser, også er blevet til en fælles global moral.

Politikeren Michael Ignatieff sender et kys ud mod sine tilhørere. Canadieren er også både forsker og forfatter, og i sin nye bog har han været rundt i verden for at undersøge, om de menneskerettigheder, der blev oprettet som bolværk mod autoritære tendenser, også er blevet til en fælles global moral.

Andrew Vaughan

2. november 2017

Borgere i alle lande er blevet forenet af det, vi kalder globaliseringen. Vi ved, at vi har fået pengenes globalisering, fordi kapitalen for længst er blevet grænseoverskridende, store virksomheder handler over hele verden, og arbejdere i lande med lave lønninger producerer til borgere i lande med høje indtægter. 

Demokratierne er stadig nationale, men vi har også gennem internationale aftaler, institutioner og forpligtelser, som rækker ud over de enkelte landes grænser, fået en politisk globalisering. Og så er der efterhånden etableret en global offentlighed, hvor Trumps tweets fra Amerika, Assads angreb i Syrien og klimaproblemer bliver til fælles samtaler over hele verden.

Men det er ikke givet, at vi har fået en moralsk globalisering, hvor borgere i Brasilien, USA og Japan har gjort de internationale opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, til deres personlige overbevisning.

Vi har også oplevet reaktionen mod den økonomiske og politiske globalisering. Pludselig er den amerikanske præsident modstander af de gamle såkaldte ’frihandelsaftaler’ og promenerer med sloganet ’Amerika først’ et verdensbillede, hvor hvert enkelt land først og sidst er forpligtet på sit eget lands interesser, og hvor internationale forpligtelser opleves som undertrykkende og urimelige.

Hvis vi virkelig har skabt en moralsk verdensorden, som er forankret i hver enkelt verdensborgers daglige opfattelse af rigtigt og forkert, er det politiske opgør med den liberale verdensorden en politisk reaktion, som civilsamfundet kan mobiliseres imod. Men hvis vi ikke har, vil ’Amerika først’-doktrinen og den politiske reaktion kunne ødelægge hele det system af rettigheder og forpligtelser, som er blevet skabt siden Anden Verdenskrig.

Det er således et for denne verden afgørende spørgsmål, den canadiske forfatter Michael Ignatieff søger at besvare i sin nye bog Ordinary Virtues – Moral Order in a Divided World.

En ny global etik

Ignatieffs stærkt interessante bog er en moralsk opdagelsesrejse i hele verden finansieret af the Carnegie Council for Ethics in International Affairs. Andrew Carnegie var for omtrent 100 år siden den rigeste mand i verden, og han havde en forestilling om en verdensfred frembragt af dialog mellem de store religioner.

Det er ikke længere verdensreligioner, som skulle kunne skabe en fælles forståelse af rigtigt og forkert i verden. Det er derimod menneskerettighederne, som efter Anden Verdenskrig blev etableret som dels en fælles global beskyttelse mod det værste i mennesket og dels en appel til det højeste i mennesket.

Michael Ignatieff fik i 2013 den opgave af fonden efter Andrew Carnegie at rejse jorden rundt og undersøge, om menneskerettighederne var et politisk sprog for de højtuddannede, eller om de skulle være blevet en global etik forankret i hver enkelt verdensborger.

Fonden ansatte et lille hold af oversættere, forskere og en projektleder, som ledsagede Ignatieff på rejser i Brasilien, Bosnien, Japan, Sydafrika, USA og Myanmar. De holdt møder med lokale forskere, som introducerede dem for studier og resultater fra forskningsrapporter om de byer, de besøgte.

Efterfølgende organiserede lokale fiksere samtaler med almindelige borgere og ture gennem ofte udsatte storbyområder. Holdet skulle både teoretisk og empirisk undersøge, hvilke dyder som var fundamentet for det, Ignatieff kalder ’moralsk operative systemer’.

Det er de overbevisninger, som man ikke tænker over, men tænker med. Den opfattelse af rigtigt og forkert, som ligger til grund for borgernes forventninger til andres adfærd og bedømmelse af deres egne og andres handlinger.

»Der var en overbevisning – om menneskerettigheder – som for os var en mulig kandidat for en ny global etik, men vi spurgte os selv: Hvor langt rækker den, og hvor dybt stikker den?,« skriver Ignatieff.

Menneskerettighederne i verden

Efter chokket over, at den høje vestlige civilisation på tre årtier med to verdenskrige kunne bringe sig selv på randen af selvudslettelse, blev menneskerettighederne tiltrådt på FN's generalforsamling i 1948.

De var først formuleret i Vesten, men de blev i de næste årtier brugt af lande, som havde været koloniseret af de vestlige stormagter til at gøre sig uafhængige. Menneskerettighederne blev således både brugt til et vestligt selvopgør og til et opgør med den vestlige imperialisme.

»Menneskerettighederne blev globalt anerkendt, fordi sproget blev samlet op af de koloniserede, som de ord man retfærdiggjorde sin kamp for national uafhængighed mod de europæiske imperier,« anfører Ignatieff.

Og menneskerettighederne er ifølge Ignatieff på ét punkt blevet til en global etik:

»I de tre år vi rejste gennem fire kontinenter, mødte vi aldrig nogen, som ikke kiggede os i øjnene, som slog blikket ned eller kiggede væk i skam over deres egen moralske status,« skriver han:

»Alle tog det for givet, at de havde ret til at gå ind i samtalen med os, være uenig med os, joke med os – vi mærkelige fremmede fra et land langt væk.«

Medieteknologien har formindsket den moralske distance i verden, og vi er så tæt på Aleppo, at vi næsten kan mærke bomberne falde. Alligevel er den moralske nærhed blevet fulgt op af en kølig distance, siger Michael Ignatieff. På billedet søger syriske mænd efter deres familiemedlemmer blandt civile ofre i Aleppo.
Læs også

Alle, de mødte og talte med, var overbevist om, at de havde ret til deres holdning. Til at udtrykke sig og give sig tilkende: 

»Ligheden i holdninger og moralske valg som et individuelt ansvar var de to nye forventninger, vi observerede overalt,« skriver Ignatieff.

De fattige, som de mødte i Sydafrika, Brasilien og Myanmar henviste ikke til menneskerettighederne, men de førte sig frem med en bevidsthed om, at de var borgere med en stemme, selv om de havde langt færre penge, mindre magt og anseelse end overklasserne.

Samuraier

Men Ignatieff så også hurtigt menneskerettighedernes grænse som fælles moral. I de brasilianske slumkvarterer, hvor man ikke kan stole på, at politiet behandler borgerne lige, tænker man ikke i rettigheder, når man skal forsvare sig selv og overleve. Så laver man alliancer med dem, man kan stole på imod dem, man ikke kan stole på. Man orienterer sig ikke efter de regler, som må gælde for alle, men de venner, man er loyal over for, og de ­fjender, man betragter som trusler.

En ordensmagt, som behandler alle ens, bliver ifølge Ignatieff en forudsætning for menneskerettigheder som moralsk operativt system. Og de steder, hvor alle ikke kan forlade sig på ordensmagten, bliver rettighedssproget tomt.

Han oplevede noget andet i Japan, hvor han besøgte Fukushima, som i 2011 fik deres liv truet af en katastrofe på et atomkraftværk. De stolede ikke på myndighederne, fordi de have svigtet dem.

De henviste i stedet til traditionelle dyder som familiens historie, når de skulle redegøre, hvorfor de var blevet boende: De ville ikke forlade sig på de politiske institutioner, men når deres familie havde klaret sig i århundreder på samme sted, ville de ikke lade sig slå ud af et enkelt nedbrud på et atomkraft. Og de brugte samuraierne som forbillede for at kæmpe imod skæbnen.

Det havde ikke noget med menneskerettighederne at gøre. Ignatieffs hold erfarede en anden reaktion i Sydafrika, hvor uligheden mellem de rige og fattige er så alarmerende, at de lever i hver deres sociale virkelighed. Der havde borgerne heller ikke meget tillid til, at deres sikkerhed og personlige frihed blev garanteret af fælles rettigheder.

Den fremmede

Endelig oplevede Ignatieffs hold mange steder en modsætning mellem demokrati og menneskerettigheder, der underminerer menneskerettighederne som etik: Man siger, man har ret til at bestemme selv.

Og man vil bestemme, at det her sted tilhører dem, som altid har boet her og ikke de fremmede, som flygter hertil på grund af ulykker andre steder i verden eller kommer for at søge lykken. Man bruger retten til selvbestemmelse til at gøre forskel mellem dem, som man tilstår rettigheder i sit samfund og dem, som man vil ikke give rettigheder, fordi de ikke hører til.

Menneskerettighedernes etik siger, at den fremmede, du møder, skal anerkendes som et menneske med samme værdighed som dig selv:

»I menneskerettighedstænkningen er der ikke nogen ’anden’«, skriver Ignatieff: »Der er kun os.«

Men traditionelle moralforestillinger har det modsatte udgangspunkt: Der er de fremmede først og fremmest de andre, som adskiller sig fra ’os’.

Problemet er, at når man bruger menneskerettighedernes etik til at sige, at jeg har ret til den holdning, at de andre ikke er som mig, og ingen skal tvinge mig til at gøre alle mennesker lige.

Denne principielle spænding er alarmerende for den liberale drøm om en verden med fælles anerkendelse af alle menneskers lige værdi, fordi den viser, hvordan de traditionelle dyder ikke nødvendigvis bliver kultiveret til anerkendelse af alle menneskers ligeværd, når de bliver allieret med retten til selvbestemmelse. Det kan også gå den anden vej. 

Den globale grænse

Ignatieffs moralske opdagelsesrejse er metodisk problematisk, fordi han ikke lægger resultaterne af sine undersøgelser frem og ikke redegør for, hvem hans hold har interviewet, og hvordan de har spurgt. Vi får kun hans korte referater og refleksioner.

Og når man tænker på, hvordan kampen om den liberale verdensorden også er en konfrontation mellem storbyerne og landområderne, er det ubegribeligt, at hans hold kun har undersøgt overbevisningerne i verdens større byer. Det begrænser undersøgelsens område og relevans.

Men når det er sagt, er Ordinary Virtues en fantastisk moralsk opdagelsesrejse. Der er markante grænser for udbredelsen af menneskerettighederne som etik. Og der er en fundamental erkendelse af, at de liberale rettigheder kun kan realiseres som moral i samfund med velfungerende retsstater, pålidelige institutioner og en vis økonomisk lighed.

Det liberale kan ikke stå alene, det kræver omfordeling og politiske reformer, hvis det skal blive til en virkelig fælles overbevisning. Men der er, som Ignatieff registrerer, faktisk også en vis fælles bevidsthed over hele verden om, hvad man ikke bør finde sig i.

Som han selv konkluderer:

»Det er tvivlsomt, om den liberale frihed har forbedret de ordinære dyder. Det meste, vi kan sige, er, at den liberale frihed har etableret nogle barrierer mod menneskets evige tendens til at misbruge magt og undertrykke grænser.«

Der er ikke en global positiv moral. Men der er en global forståelse af, at der er noget, som ingen må gøre. Og at det kræver progressiv politik at realisere de liberales idealer i verden. 

Michael Ignatieff: Ordinary Virtues – Moral Order in a Divided World. Harvard University Press. 272 s., 27,95 US dollar

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
  • Brugerbillede for Viggo Okholm
    Viggo Okholm
  • Brugerbillede for Bjørn Pedersen
    Bjørn Pedersen
  • Brugerbillede for Espen Bøgh
    Espen Bøgh
  • Brugerbillede for Mikael Velschow-Rasmussen
    Mikael Velschow-Rasmussen
  • Brugerbillede for Stig Bøg
    Stig Bøg
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Frede Jørgensen
    Frede Jørgensen
Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Bjørn Pedersen, Espen Bøgh, Mikael Velschow-Rasmussen, Stig Bøg, David Zennaro, Niels Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Niels Nielsen

Jeg ville nok kunne støtte op om den liberale internationalisme og R2P, hvis tankegangen var forankret i FN, og ikke blot noget, forskellige magthavere kan udnytte i egen interesse. Som Christian Bennike skrev i 2016:

"Princippet [r2p] også berygtet. Kritikere som Ruslands præsident Vladimir Putin ser det som Vestens belejlige undskyldning for at omstyrte de regeringer, Vesten ikke bryder sig om. Og Ignatieff har selv erkendt, at pligten til at beskytte i flere tilfælde er blevet anvendt for løst – blandt andet til offensive interventioner i Irak og Libyen, som ikke begrænsede sig til at beskytte civile, men også var med til at vælte regimerne."

Foghregeringen har sammen med Bush jr. gjort os en bjørnetjeneste. R2P er en smuk tanke, men knap var den tænkt, før skruppelløse politikere misbrugte den. Invasionen af Irak er netop blevet den kliche, som gør, at ingen vil rodes ind i flere imperialistiske krige, for selv om det blev fremstillet som et demokratisk projekt, viste det sig hurtigt, at det mere var et spørgsmål om en fjendtlig overtagelse af et andet lands økonomi end det handlede om at befri verden for en diktator, som vi "vidste" havde masseødelæggelsesvåben.

De liberale har ikke været gode nok til at holde orden i eget hus. Ligesom socialister stadig lider under arven fra Stalin, lider de liberale stadig under arven fra Fogh, Blair og Bush. Den liberale ideologi er simpelthen ikke troværdig mere. Ikke fordi den som sådan er værre end socialismen, begge ideologier har både fordele og mangler, men fordi den ligesom socialismen har fået for mange skeletter i skabet.

Ikke desto mindre ønsker jeg Ignatieff god vind fremover, det er vigtigt, at der er mennesker, der kæmper mod overmagten, selv når det virker nyttesløst. Ellers rammes vi jo bare alle af politikerlede og begynder at tænke populistisk, og så ved vi godt, hvordan det ender.

Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Morten Hillgaard, Espen Bøgh, Stig Bøg og Kim Bang Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Borgvardt
Marianne Borgvardt

Når man sætter frihandelsaftaler på linie med moral hos borgere - så kan resten næsten kun ende galt - og det gør det så!
"..den liberale drøm om en verden med fælles anerkendelse af alle menneskers lige værdi" - hvor er det smukt - og hvor er det kun en drøm, hvis man lukker sine øjne op og ser verden, som den ser ud - lige her - lige nu - hvor det liberale kører på højtryk - og drømmen bestemt ikke ser ud til at få ben at gå på. Tværtimod.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, John Andersen, Michael Kongstad Nielsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

"Det liberale kan ikke stå alene, det kræver omfordeling og politiske reformer, hvis det skal blive til en virkelig fælles overbevisning. Men der er, som Ignatieff registrerer, faktisk også en vis fælles bevidsthed over hele verden om, hvad man ikke bør finde sig i."
Ja, og det første må bygge på det sidste.

Brugerbillede for Niels Nielsen

Uretfærdighed kan vi hurtigt blive enige om, hvad er, det er straks sværere at blive enige om, hvad der er retfærdigt!

;-)

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Sven Elming og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Sandelig: krav om omfordeling og politiske reformer udspringer af uretfærdige forhold.

ulla enevoldsen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Espen Bøgh

"En fælles moral(?)" eller "en fælles dobbeltmoral", sådan som vesten ellers plejer at arbejde med overalt, og ikke mindst i de liberale kredse, som man også benævner dobbeltstandarder!

Borgerskabet har ingen som helst interesse for "én og kun én moral", det passer ikke ind i deres selvforståelse at skulle ligge under for, så er dobbeltmoralen og dobbeltstandarderne langt bedre og mere fleksible for deres egne opfattelser, både af dem selv, men ikke mindst overfor masserne så de kan holdes på deres plads i samfundets hierarki, hvor de hører til.

Det afslører også den manglende fællesfølelse for samfundet som en helhed, som de selv er en del af, - men som de overhovedet ikke vil være en del af, for ellers kan de ikke opfylde det der betyder noget for dem - kun at være en del af dem selv øverst - og lidt meget udenfor samfundet.

De opfatter sig selv som gode samfundsstøtter og -borgere, men på deres egne betingelser, ikke de samme betingelser som de opererer med for masserne, for klasseforskellen må gerne være tydeligt i deres optik, og ikke mindst fordi det er godt for samfundet, - en helt enestående forståelse af deres egen uegennyttighed for samfundet.

Eva Schwanenflügel, Niels Nielsen, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bjørn Pedersen
Bjørn Pedersen

Lyder som et glimrende argument for at vi bør holde op med at tro, og blive ved at tro på, at der findes en objektiv og universel verdensorden, som den forestillet ukultiverede pøbel og de fremmede "primitive" bare ikke er blevet nok civiliseret endnu til at acceptere. Et ideal om en "moralsk eller kulturel" globalisering, er samtidig et ideal og romantisering af den gradvise underminering af kulturelle, etniske og religiøse forskelligheder. Det er troen på at forskellighed i sig selv er årsagen til konflikt og intolerance.

En verdensborger er som Diogenes selv: En mand, der frit rejste blandt og til alle de græske bystater, og uden ironi erklærede at det gjorde ham til en borger af "verden". Den moderne "verdensborger" er ligeså meget en borger af "verden" som Diogenes, eller de unge mænd af overklassen og det højere borgerskab, der i oplysningstidens Europa tog på dannelsesrejse til de kulturelle højborge, der eksisterede i Europa. En navlebeskuer, der ser folks hævdede ret til forskellighed, som en trussel mod fred, stabilitet og hans egen sindsro og som ser det, der truer hans fred, stabilitet og sindsro som en trussel mod "verden".

Brugerbillede for Peder Bahne

Jeg tror ikke på en statisk global lov. Lad os ikke gentage religionernes fejltrin ved at tro på, at det der står skrevet, er evig lov. Udviklingen vil altid komme på tværs af enhver lov, skrevet af Gud eller mennesker. Ortodoksi er stagnation.

Brugerbillede for Torben K L  Jensen
Torben K L Jensen

Verden har ikke råd til pladderhumanismens dobbeltmoral - vi kan og skal ikke modtage ofrene fra den umådeholdne u-regulerede kapitalisme der har hærget verden siden murens fald - Det eneste rigtige er at hjælpe med infrastruktur,den lokale produktion af fødevarer,daglige fornødenheder og sidst men ikke mindst - uddannelser der gør dem uafhængige af andre. Det de trænger til er socialisme der virker.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror nu, der findes en fælles antaget moral blandt alle mennesker i hele verden. Den findes fordi den er nødvendig, den udvikler sig naturligt, den er en del af livet, den findes i praksis, i litteraturen, i filosofien, i religionerne og i pædagogikken såsom Kongfutse eller Rousseau.
Mennesker har brug for et socialt fællesskab, hvor de end lever, i Kina eller USA, Arabien eller Europa, og dette samliv kræver moral, som gør livet egnet og bedst muligt. Det er med andre ord Darwin, der beskriver det stærke ved moralfællesskabet.

Kurt Nielsen, Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg, Torben K L Jensen og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen

Peter Bahne, selvfølgelig skal moral ikke forstås som en evig lov, der ikke må ændres på. Blot skal vi vente med at droppe forældede moralforestillinger til efter at vi har haft en grundig diskussion om, hvad vi så sætter i stedet. På dette punkt er jeg konservativ, alle regler tjente et formål, da de blev indført, så det er dumt at fjerne reglerne før man har sikret sig, at det, som de regulerer, ikke behøver regulering mere.

Selvfølgelig kræver det en anden moral, når man bor sammen med millioner af andre mennesker i en moderne storby, end når man vandrer rundt sammen med halvtreds andre ude på savannen. Men principperne bag sædeligheden er de samme universelle moralske grundlove, som MKN - med rette - kalder nødvendige og naturlige. Mennesker er flokdyr, som ikke kan overleve uden hinanden, men da vi også har bevidsthed, som uvilkårligt gør os til individualister, der ikke altid er enige med resten af flokken, har vi så indstiftet nogle spilleregler, som regulerer modsætningerne mellem individet og kollektivet.

Og disse regler er ikke luftige, ideale størrelser, som svæver over vandene jeg-ved-ikke-hvor, men derimod det sproglige udtryk for den materielle, genetisk bestemte organisering af vore hjernevindinger, som evolutionen har afstedkommet, og som opdragelsen efterfølgende sætter i system, så vi kan tale om dem.

Den liberale internationalisme er en glimrende ide, ligesom den socialistiske internationalisme er det. Men historien har vist, at de hver for sig er utilstrækkelige.

Derfor: Kombiner de to - ophæv dem mod hinanden, som Hegel ville have sagt - og vi finder måske en ny ideologi, en syntese, som kan bringe os videre. Håbet er lysegrønt!

Socialdemokratismen var en sådan syntese, og den virkede faktisk ret godt, selvom jeg som forbenet (forstokket?) socialist hader at måtte indrømme det.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Niels : "Uretfærdighed kan vi hurtigt blive enige om, hvad er, det er straks sværere at blive enige om, hvad der er retfærdigt!"

Det gode, sande, skønne og retfærdige - den græske firkant. Det ene ikke uden de andre. Altså -prøvestenen for, hvornår noget er retfærdigt, er, om det også er godt, sandt og skønt.
For sidstnævnte begreb forholder det sig ydermere således, at vi har phi (det gyldne snit, 1,618 - alt vokser i phi) til at vise os, hvornår noget er skønt. Konsekvenserne af uretfærdighed er yderst uskønne og - selvom fornægtelsen trives - svære at afvise tilstedeværelsen af. Og derfor har vi en altid gangbar målestok for det retfærdige. Naturens iboende lovmæssigheder anviser ganske enkelt og logisk, hvordan vi bør opføre os, hvis vi ønsker det gode liv.

Retfærdighedsbegrebet er dermed afklaret for mit vedkommende og har egentlig altid været det, fordi jeg altid har oplevet livet som meget kostbart, og derfor tidligt forstod vigtigheden af det essentielle valg mellem 'det gode' og 'det onde'. Valget er ikke svært i teorien men til tider i praksis. Som endnu en hjælp, når vi skal skelne mellem det gode og det onde, har vi vores samvittighed. Men den kan jo overdøves.

Brugerbillede for Stig Bøg

Mikkel Wold Information 29.12. 2005
De spontane livsytringer
Et andet centralt forhold hos Løgstrup er talen om de suveræne og spontane livsytringer. Begrebet dukker første gang op i Opgør med Kierkegaard fra 1967. Løgstrup hævder, at Kierkegaard og eksistentialismen ignorerer betydningen af det godes magt i tilværelsen, som det kommer til udtryk i forhold som tillid, barmhjertighed, talens åbenhed, håbet, medfølelsen, kærligheden, oprigtigheden og indignationen. Fælles for disse ytringer er, at de lige netop er spontane, fordi de kommer af sig selv inden refleksionen måske har godtgjort deres berettigelse i en given situation. Mod Kierkegaard hævder Løgstrup, at den mellemmenneskelige kærlighed ikke blot er "forkærlighed", det vil sige en slags udvidet selvkærlighed. Kierkegaard ignorerer, siger Løgstrup, at der også er en godhed i spontaniteten.

Dermed kan man imidlertid ikke konkludere, at Løgstrup med talen om de suveræne livsytringer antager en tanke om menneskets godhed. Det er nok en af de hyppigste misforståelser af Løgstrup, at han skulle mene, at man gennem påvisningen af de suveræne livsytringer kan hævde, at mennesket grundlæggende er godt. Livsytringerne kommer netop på tværs af menneskets vilje, og de er skrøbelige og kortvarige, i modsætning til hvad Løgstrup kalder de kredsende livsytringer, som f.eks. misundelse, skadefryd og løgnagtighed.

Brugerbillede for Niels Nielsen

I princippet er vi enige, Randi, dog har jeg mine forbehold, når det kommer til den konkrete formulering af, hvad der er skønt, sandt og godt. Alle vil jo det gode, i princippet i hvert fald, alligevel gør vi hele tiden det onde. Måske fordi vi er dumme? Det mente Sokrates ihvertfald, og jeg tenderer mod at give ham ret. Der går i hvert fald sjældent en dag, uden at jeg konfronteres med min egen uvidenhed.

Brugerbillede for Randi Christiansen
Randi Christiansen

Vær opmærksom på åndedrættet niels, så kommer du tættere på indsigten om livets lovmæssigheder. Og man kan med fordel studere de oplyste mestre.