Læsetid: 7 min.

Vi har ikke fået en fælles verdensmoral – men alle ved, de har ret til deres mening

Den canadiske forfatter, politiker og forsker Michael Ignatieff har foretaget en fantastisk opdagelsesrejse, hvor han over hele verden undersøger, om menneskerettighederne er blevet til en moralsk verdensorden. Svaret er både ja og nej
Politikeren Michael Ignatieff sender et kys ud mod sine tilhørere. Canadieren er også både forsker og forfatter, og i sin nye bog har han været rundt i verden for at undersøge, om de menneskerettigheder, der blev oprettet som bolværk mod autoritære tendenser, også er blevet til en fælles global moral.

Politikeren Michael Ignatieff sender et kys ud mod sine tilhørere. Canadieren er også både forsker og forfatter, og i sin nye bog har han været rundt i verden for at undersøge, om de menneskerettigheder, der blev oprettet som bolværk mod autoritære tendenser, også er blevet til en fælles global moral.

Andrew Vaughan

2. november 2017

Borgere i alle lande er blevet forenet af det, vi kalder globaliseringen. Vi ved, at vi har fået pengenes globalisering, fordi kapitalen for længst er blevet grænseoverskridende, store virksomheder handler over hele verden, og arbejdere i lande med lave lønninger producerer til borgere i lande med høje indtægter. 

Demokratierne er stadig nationale, men vi har også gennem internationale aftaler, institutioner og forpligtelser, som rækker ud over de enkelte landes grænser, fået en politisk globalisering. Og så er der efterhånden etableret en global offentlighed, hvor Trumps tweets fra Amerika, Assads angreb i Syrien og klimaproblemer bliver til fælles samtaler over hele verden.

Men det er ikke givet, at vi har fået en moralsk globalisering, hvor borgere i Brasilien, USA og Japan har gjort de internationale opfattelser af, hvad der er rigtigt og forkert, til deres personlige overbevisning.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Bjørn Pedersen
  • Espen Bøgh
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Stig Bøg
  • David Zennaro
  • Niels Nielsen
  • Frede Jørgensen
Kurt Nielsen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Bjørn Pedersen, Espen Bøgh, Mikael Velschow-Rasmussen, Stig Bøg, David Zennaro, Niels Nielsen og Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg ville nok kunne støtte op om den liberale internationalisme og R2P, hvis tankegangen var forankret i FN, og ikke blot noget, forskellige magthavere kan udnytte i egen interesse. Som Christian Bennike skrev i 2016:

"Princippet [r2p] også berygtet. Kritikere som Ruslands præsident Vladimir Putin ser det som Vestens belejlige undskyldning for at omstyrte de regeringer, Vesten ikke bryder sig om. Og Ignatieff har selv erkendt, at pligten til at beskytte i flere tilfælde er blevet anvendt for løst – blandt andet til offensive interventioner i Irak og Libyen, som ikke begrænsede sig til at beskytte civile, men også var med til at vælte regimerne."

Foghregeringen har sammen med Bush jr. gjort os en bjørnetjeneste. R2P er en smuk tanke, men knap var den tænkt, før skruppelløse politikere misbrugte den. Invasionen af Irak er netop blevet den kliche, som gør, at ingen vil rodes ind i flere imperialistiske krige, for selv om det blev fremstillet som et demokratisk projekt, viste det sig hurtigt, at det mere var et spørgsmål om en fjendtlig overtagelse af et andet lands økonomi end det handlede om at befri verden for en diktator, som vi "vidste" havde masseødelæggelsesvåben.

De liberale har ikke været gode nok til at holde orden i eget hus. Ligesom socialister stadig lider under arven fra Stalin, lider de liberale stadig under arven fra Fogh, Blair og Bush. Den liberale ideologi er simpelthen ikke troværdig mere. Ikke fordi den som sådan er værre end socialismen, begge ideologier har både fordele og mangler, men fordi den ligesom socialismen har fået for mange skeletter i skabet.

Ikke desto mindre ønsker jeg Ignatieff god vind fremover, det er vigtigt, at der er mennesker, der kæmper mod overmagten, selv når det virker nyttesløst. Ellers rammes vi jo bare alle af politikerlede og begynder at tænke populistisk, og så ved vi godt, hvordan det ender.

Kurt Nielsen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Morten Hillgaard, Espen Bøgh, Stig Bøg og Kim Bang Sørensen anbefalede denne kommentar
Marianne Borgvardt

Når man sætter frihandelsaftaler på linie med moral hos borgere - så kan resten næsten kun ende galt - og det gør det så!
"..den liberale drøm om en verden med fælles anerkendelse af alle menneskers lige værdi" - hvor er det smukt - og hvor er det kun en drøm, hvis man lukker sine øjne op og ser verden, som den ser ud - lige her - lige nu - hvor det liberale kører på højtryk - og drømmen bestemt ikke ser ud til at få ben at gå på. Tværtimod.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Kristen Carsten Munk, Bjarne Bisgaard Jensen, John Andersen, Michael Kongstad Nielsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

"Det liberale kan ikke stå alene, det kræver omfordeling og politiske reformer, hvis det skal blive til en virkelig fælles overbevisning. Men der er, som Ignatieff registrerer, faktisk også en vis fælles bevidsthed over hele verden om, hvad man ikke bør finde sig i."
Ja, og det første må bygge på det sidste.

Uretfærdighed kan vi hurtigt blive enige om, hvad er, det er straks sværere at blive enige om, hvad der er retfærdigt!

;-)

Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Sven Elming og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Sandelig: krav om omfordeling og politiske reformer udspringer af uretfærdige forhold.

ulla enevoldsen, Eva Schwanenflügel og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

"En fælles moral(?)" eller "en fælles dobbeltmoral", sådan som vesten ellers plejer at arbejde med overalt, og ikke mindst i de liberale kredse, som man også benævner dobbeltstandarder!

Borgerskabet har ingen som helst interesse for "én og kun én moral", det passer ikke ind i deres selvforståelse at skulle ligge under for, så er dobbeltmoralen og dobbeltstandarderne langt bedre og mere fleksible for deres egne opfattelser, både af dem selv, men ikke mindst overfor masserne så de kan holdes på deres plads i samfundets hierarki, hvor de hører til.

Det afslører også den manglende fællesfølelse for samfundet som en helhed, som de selv er en del af, - men som de overhovedet ikke vil være en del af, for ellers kan de ikke opfylde det der betyder noget for dem - kun at være en del af dem selv øverst - og lidt meget udenfor samfundet.

De opfatter sig selv som gode samfundsstøtter og -borgere, men på deres egne betingelser, ikke de samme betingelser som de opererer med for masserne, for klasseforskellen må gerne være tydeligt i deres optik, og ikke mindst fordi det er godt for samfundet, - en helt enestående forståelse af deres egen uegennyttighed for samfundet.

Eva Schwanenflügel, Niels Nielsen, Torben K L Jensen, Trond Meiring og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Lyder som et glimrende argument for at vi bør holde op med at tro, og blive ved at tro på, at der findes en objektiv og universel verdensorden, som den forestillet ukultiverede pøbel og de fremmede "primitive" bare ikke er blevet nok civiliseret endnu til at acceptere. Et ideal om en "moralsk eller kulturel" globalisering, er samtidig et ideal og romantisering af den gradvise underminering af kulturelle, etniske og religiøse forskelligheder. Det er troen på at forskellighed i sig selv er årsagen til konflikt og intolerance.

En verdensborger er som Diogenes selv: En mand, der frit rejste blandt og til alle de græske bystater, og uden ironi erklærede at det gjorde ham til en borger af "verden". Den moderne "verdensborger" er ligeså meget en borger af "verden" som Diogenes, eller de unge mænd af overklassen og det højere borgerskab, der i oplysningstidens Europa tog på dannelsesrejse til de kulturelle højborge, der eksisterede i Europa. En navlebeskuer, der ser folks hævdede ret til forskellighed, som en trussel mod fred, stabilitet og hans egen sindsro og som ser det, der truer hans fred, stabilitet og sindsro som en trussel mod "verden".

Jeg tror ikke på en statisk global lov. Lad os ikke gentage religionernes fejltrin ved at tro på, at det der står skrevet, er evig lov. Udviklingen vil altid komme på tværs af enhver lov, skrevet af Gud eller mennesker. Ortodoksi er stagnation.

Torben K L Jensen

Verden har ikke råd til pladderhumanismens dobbeltmoral - vi kan og skal ikke modtage ofrene fra den umådeholdne u-regulerede kapitalisme der har hærget verden siden murens fald - Det eneste rigtige er at hjælpe med infrastruktur,den lokale produktion af fødevarer,daglige fornødenheder og sidst men ikke mindst - uddannelser der gør dem uafhængige af andre. Det de trænger til er socialisme der virker.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Jeg tror nu, der findes en fælles antaget moral blandt alle mennesker i hele verden. Den findes fordi den er nødvendig, den udvikler sig naturligt, den er en del af livet, den findes i praksis, i litteraturen, i filosofien, i religionerne og i pædagogikken såsom Kongfutse eller Rousseau.
Mennesker har brug for et socialt fællesskab, hvor de end lever, i Kina eller USA, Arabien eller Europa, og dette samliv kræver moral, som gør livet egnet og bedst muligt. Det er med andre ord Darwin, der beskriver det stærke ved moralfællesskabet.

Kurt Nielsen, Niels Nielsen, Eva Schwanenflügel, Jens Thaarup Nyberg, Torben K L Jensen og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar

Peter Bahne, selvfølgelig skal moral ikke forstås som en evig lov, der ikke må ændres på. Blot skal vi vente med at droppe forældede moralforestillinger til efter at vi har haft en grundig diskussion om, hvad vi så sætter i stedet. På dette punkt er jeg konservativ, alle regler tjente et formål, da de blev indført, så det er dumt at fjerne reglerne før man har sikret sig, at det, som de regulerer, ikke behøver regulering mere.

Selvfølgelig kræver det en anden moral, når man bor sammen med millioner af andre mennesker i en moderne storby, end når man vandrer rundt sammen med halvtreds andre ude på savannen. Men principperne bag sædeligheden er de samme universelle moralske grundlove, som MKN - med rette - kalder nødvendige og naturlige. Mennesker er flokdyr, som ikke kan overleve uden hinanden, men da vi også har bevidsthed, som uvilkårligt gør os til individualister, der ikke altid er enige med resten af flokken, har vi så indstiftet nogle spilleregler, som regulerer modsætningerne mellem individet og kollektivet.

Og disse regler er ikke luftige, ideale størrelser, som svæver over vandene jeg-ved-ikke-hvor, men derimod det sproglige udtryk for den materielle, genetisk bestemte organisering af vore hjernevindinger, som evolutionen har afstedkommet, og som opdragelsen efterfølgende sætter i system, så vi kan tale om dem.

Den liberale internationalisme er en glimrende ide, ligesom den socialistiske internationalisme er det. Men historien har vist, at de hver for sig er utilstrækkelige.

Derfor: Kombiner de to - ophæv dem mod hinanden, som Hegel ville have sagt - og vi finder måske en ny ideologi, en syntese, som kan bringe os videre. Håbet er lysegrønt!

Socialdemokratismen var en sådan syntese, og den virkede faktisk ret godt, selvom jeg som forbenet (forstokket?) socialist hader at måtte indrømme det.

Randi Christiansen

Niels : "Uretfærdighed kan vi hurtigt blive enige om, hvad er, det er straks sværere at blive enige om, hvad der er retfærdigt!"

Det gode, sande, skønne og retfærdige - den græske firkant. Det ene ikke uden de andre. Altså -prøvestenen for, hvornår noget er retfærdigt, er, om det også er godt, sandt og skønt.
For sidstnævnte begreb forholder det sig ydermere således, at vi har phi (det gyldne snit, 1,618 - alt vokser i phi) til at vise os, hvornår noget er skønt. Konsekvenserne af uretfærdighed er yderst uskønne og - selvom fornægtelsen trives - svære at afvise tilstedeværelsen af. Og derfor har vi en altid gangbar målestok for det retfærdige. Naturens iboende lovmæssigheder anviser ganske enkelt og logisk, hvordan vi bør opføre os, hvis vi ønsker det gode liv.

Retfærdighedsbegrebet er dermed afklaret for mit vedkommende og har egentlig altid været det, fordi jeg altid har oplevet livet som meget kostbart, og derfor tidligt forstod vigtigheden af det essentielle valg mellem 'det gode' og 'det onde'. Valget er ikke svært i teorien men til tider i praksis. Som endnu en hjælp, når vi skal skelne mellem det gode og det onde, har vi vores samvittighed. Men den kan jo overdøves.

Mikkel Wold Information 29.12. 2005
De spontane livsytringer
Et andet centralt forhold hos Løgstrup er talen om de suveræne og spontane livsytringer. Begrebet dukker første gang op i Opgør med Kierkegaard fra 1967. Løgstrup hævder, at Kierkegaard og eksistentialismen ignorerer betydningen af det godes magt i tilværelsen, som det kommer til udtryk i forhold som tillid, barmhjertighed, talens åbenhed, håbet, medfølelsen, kærligheden, oprigtigheden og indignationen. Fælles for disse ytringer er, at de lige netop er spontane, fordi de kommer af sig selv inden refleksionen måske har godtgjort deres berettigelse i en given situation. Mod Kierkegaard hævder Løgstrup, at den mellemmenneskelige kærlighed ikke blot er "forkærlighed", det vil sige en slags udvidet selvkærlighed. Kierkegaard ignorerer, siger Løgstrup, at der også er en godhed i spontaniteten.

Dermed kan man imidlertid ikke konkludere, at Løgstrup med talen om de suveræne livsytringer antager en tanke om menneskets godhed. Det er nok en af de hyppigste misforståelser af Løgstrup, at han skulle mene, at man gennem påvisningen af de suveræne livsytringer kan hævde, at mennesket grundlæggende er godt. Livsytringerne kommer netop på tværs af menneskets vilje, og de er skrøbelige og kortvarige, i modsætning til hvad Løgstrup kalder de kredsende livsytringer, som f.eks. misundelse, skadefryd og løgnagtighed.

I princippet er vi enige, Randi, dog har jeg mine forbehold, når det kommer til den konkrete formulering af, hvad der er skønt, sandt og godt. Alle vil jo det gode, i princippet i hvert fald, alligevel gør vi hele tiden det onde. Måske fordi vi er dumme? Det mente Sokrates ihvertfald, og jeg tenderer mod at give ham ret. Der går i hvert fald sjældent en dag, uden at jeg konfronteres med min egen uvidenhed.

Randi Christiansen

Vær opmærksom på åndedrættet niels, så kommer du tættere på indsigten om livets lovmæssigheder. Og man kan med fordel studere de oplyste mestre.