Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Ansér den russiske efterretningstjeneste præsident Donald Trump for at være et ’aktiv’?

Affæren om Donald Trumps forbindelser til Kreml blev oprindeligt indledt af en tidligere britisk efterretningsagent, der arbejdede i Moskva i årene efter Den Kolde Krig. The Guardian-journalisten Luke Harding placerer i sin nye bog om Russiagate eksagenten i en hovedrolle
Indicierne på, at russerne har kompromitterende materiale på Trump, er store, forsøger journalist Luke Harding at dokumentere i ny bog. Hvordan kan det ellers forklares, at Trump f.eks. i valgkampen var besat af ideen om, at USA skulle søge forsoning med Rusland og ophæve de økonomiske sanktioner, spørger han.

Indicierne på, at russerne har kompromitterende materiale på Trump, er store, forsøger journalist Luke Harding at dokumentere i ny bog. Hvordan kan det ellers forklares, at Trump f.eks. i valgkampen var besat af ideen om, at USA skulle søge forsoning med Rusland og ophæve de økonomiske sanktioner, spørger han.

Jorge Silva

Udland
22. december 2017

Ansér den russiske efterretningstjeneste præsident Donald Trump for at være et »aktiv«? Er den amerikanske præsident klar over det? Sidder Rusland inde med »kompromat« (kompromitterende materiale) om Trumps besøg i Moskva i 1987 og 2013?

De spørgsmål stiller den britiske journalist Luke Harding i sin nye bog Collusion.

Harding er ikke i tvivl. I den 350 sider lange bog fremlægger han en mængde indicier, der antyder, at svarene på alle tre spørgsmål må være »JA«.

Ikke fordi han i sin research har fundet en rygende pistol. Det ville nok være for meget at forlange. Men indicierne taler for sig selv, når de bliver lagt frem på rad og række i en sammenhængende fremstilling.

Luke Hardings bog er foruroligende læsning for dem, der ikke har haft mulighed for eller tid til at følge med i det seneste års afsløringer i amerikansk presse og i kongresudvalgenes offentlige høringer, samt i alt det Trump har ytret om affæren, døbt »Russiagate«.

Interessen har været overvældende. Bogen solgte hurtigt ud i bogladerne efter at være udkommet i slutningen af november. Harding synes at være den rigtige journalist til at håndtere en så vanskelig udfordring. Han arbejder for The Guardian og var avisens korrespondent i Moskva fra 2007 til 2011.

I 2011 udkom han og David Leigh med en bog om Wikileaks, i 2014 med »The Snowden Files« og i 2016 med en bog om giftmordet i London på den russiske whistleblower Alexander Litvinenko.

Det var i forbindelse med research om mordet på Litvinenko – angiveligt beordret af Putin – at Harding fik anledning til at møde den tidligere britiske efterretningsagent Christopher Steele til en kop te i London. I sin egenskab som MI6-agent i Moskva i 1990’erne havde Steele efterforsket mordet på Litvinenko.

I december 2016 genoptog Harding kontakten med Steele. Han ville tjekke, om den tidligere agent – der nu havde oprettet sit eget efterretningsfirma i London – havde hørt rygter om Ruslands finansiering af Trump-kampagnen (det viste sig at være en and, red.).

Harding og en kollega fra The Guardian anede ikke, at Steele sad på en guldmine af efterretninger om Trump og hans valgkampagnes forbindelser til oligarker og andre skikkelser nær præsident Putin. En måned senere – i januar d.å. – offentliggjorde BuzzFeed i USA et dossier udarbejdet af Steele i anden halvdel af 2016 på vegne af konsulentfirmaet Fusion GPS i Washington, D.C.

Troværdig kilde

I begyndelsen af 2016 havde republikanske rivaler til Trump betalt Fusions GPS for at opsøge snavs om Trump. Da Trump i april sikrede sig republikanernes nominering, overtog det demokratiske partis landsudvalg kontoen og finansierede Steeles og hans firma Orbis’ videre research.

Steeles dossier havde cirkuleret blandt journalister i efteråret. Intet medie var i stand til at bekræfte indholdet. Dokumentet var kommet FBI i hænde i løbet af sommeren. Det var der en god grund til, fortæller Harding. Den tidligere efterretningsagent havde et forrygende renommé som en troværdig kilde.

Det var f.eks. Steele, der oprullede affæren om Putin-styrets bestikkelse af medlemslande i FIFA, som endte med at sikre Rusland værtskabet for VM i fodbold i 2018. Og hele skandalen om den udbredte korruption inden for FIFA ville aldrig være kommet for dagens lys uden Steeles netværk af kilder.

I sin nye bog opsøger Luke Harding kilder i og uden for FBI. De bekræfter, at Steeles dossier blev taget yderst alvorligt af FBI-chef James Comey og CIA-chef John Brennan. Begge havde allerede hørt fra britiske MI6, Bundesnachtrichtendienst og østeuropæiske efterretningstjenester, at der blev hvisket i Kreml om kontakter til medarbejdere i Trumps valgkampagne og i Trump Organization.

Nu havde Brennan og Comey i Steeles dossier en detaljeret beskrivelse af, hvad der blev snakket om. Det var ikke så lidt. Allerede i 1987 var Trump blevet inviteret af den daværende russiske ambassadør i USA, Alexander Dubinin, på besøg i Moskva. Værten var Intourist, en dækorganisation for KGB. Her var Trump blevet beværtet; alt betalt. Hans hotelværelse var naturligvis aflyttet.

KGB havde i forvejen oprettet en journal om den amerikanske ejendomsmagnat. Det skulle allerede være sket, da Trump besøgte sin kone Ivanas hjemland, Tjekkoslovakiet, i 1977. KGB’s beslutning viste sig at have været forudseende. I 1987 ytrede Trump ønske om at stille op til præsidentvalget i 1988. Men planen løb ud i sandet.

Harding fortæller i detaljer, hvorledes lederen af KGB’s udenlandske afdeling i de år satte en offensiv i gang for at rekruttere informanter, agenter og aktiver.

Det fremgår ikke præcist i bogen, hvad et KGB-aktiv er. Umiddelbart synes det at være en person af betydning inden for politik og erhvervsliv, som russiske informanter – kamufleret som oligarker, bankdirektører og diplomater – dyrker.

Personen er ikke nødvendigvis klar over, at han anses for at være et KGB-aktiv. Det kan afhænge af, om »ofret« bliver udsat for direkte afpresning. Trump havde en god grund til at være interesseret i Rusland. Gennem mange år havde det været hans drøm at opføre et Trump-tårn midt i Moskva. I 2013 arrangerede han Miss Universe i Moskva og håbede i den forbindelse at få sin ambition opfyldt.

Miss Universe

Det var under besøget i Moskva i 2013, at KGB’s efterfølger, FSB, skulle have optaget en video af Trump under et sexorgie i Ritz Carlton-hotellet. En slibrig historie fortalt af Steeles kilder. Hvis historien er ægte, er russerne i besiddelse af, hvad de kalder kompromat – kompromitterende materiale. Putin behøvede ikke at nævne det under deres private middagssamtale i Hamborg i juli, hvor hans tolk oversatte, mens ingen amerikansk embedsmand var til stede. Trump vidste, hvad Putin havde på ham.

Indicierne på, at et eller andet stikker under, er temmelig overbevisende. Hvordan kan det ellers forklares, at Trump i valgkampen var besat af ideen om, at USA skulle søge forsoning med Rusland og ophæve de økonomiske sanktioner, spørger Harding.

Hvordan ellers forstå, at Trump har opblødt republikanernes afstandtagen fra Ruslands rolle i Ukraine-krigen? Gør Trump ikke Putins arbejde, når han åbent kritiserer NATO og medlemslandenes gebyrer?

Det foruroligende er, at Steeles kilder i dokumentet forudsiger Trumps indrømmelser. Det skulle på forhånd være blevet aftalt mellem hans medarbejdere og repræsentanter for den russiske regering. Til gengæld håbede Trump, fortæller Steeles kilder, at russerne ville hjælpe ham med at besejre Hillary Clinton i valgkampen.

Der er mange andre tråde i bogen, der giver et vink om Trumps lyssky forbindelser til Kreml. Harding forsøger ihærdigt at dokumentere, at Deutsche Banks lån på 300 mio. dollar til Trump delvist består af hvidvaskede indtægter fra oligarker og kriminelle organisationer i Rusland. Det lykkes ham ikke, men særanklager Robert Mueller følger det spor.

Hele fortællingen står eller falder med, om Christopher Steeles kilder i og omkring Kreml afgiver en sand beretning. Her er det interessant, at kun én af disse mange kilder faktisk ved, at deres oplysninger går videre til en tidligere britisk efterretningsagent. Alle de andre taler med personer, de regner med vil kunne holde på en hemmelighed.

Selv Steele ved formentlig ikke, hvem kilderne inden for Kreml er. Han stoler på sine informanter – kilder, han dyrkede som agent i Moskva i 1990’erne. Lidt af en John Carré-krimi.

Luke Harding: 'Collusion – Secret meetings, dirty money and how Russia helped Donald Trump win'. 350 s. Vintage Books, New York 2017

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Halfdan Muurholm

Virkeligheden overgår altid enhver fiktion. Hvis John Le Carré havde indbygget et sexorgie med en efterfølgende amerikansk præsident, som var blevet optaget af skjulte cameraer og senere fik betydning for hele forholdet imellem Rusland og USA ville mange læsere tænke: Nu er han for langt ude i hampen.... Selv tror jeg ikke vi har fantasi til at forestille os hvad der foregår bag Trumps og Putins facader.

Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen, Anne Eriksen, Anders Graae, Niels Duus Nielsen og Gert Romme anbefalede denne kommentar

Det kan vel ikke præcist siges om det er en fordel eller en bagdel for den russiske efterretningstjeneste, for lige så ustyrlig som han er er han vel også upålidelig, og hvad han siger den ene dag modsiger han selv den næste dag.

Man kan derimod med rette spørge om Amerika overhovedet behøver fjenden udefra, når man har
båden den liberale ideologi og garde samt Trump som præsident?!

- Og jo, selvfølgelig behøver man fjender udefra, for det er en del af den amerikanske kultur og selvforståelse - altid spejde udad efter fjender man kan mistænke for enten dit eller dat, og skræppe op overalt om herom.

At se indad ligger ikke i den amerikanske kultur og liberale ideologi, som egentlig på mange områder minder den maget om den elitekultur vi har set tidligere i England tilbage i 50 og 60erne i efterretningstjenesten og dens fine universitetsuddannede elite, med ordene; "old chap"(gamle ven/dreng) som betegnelse for den ypperste loyalitet for "Riget og dets beståen og imod dets fjender".

Desværre viste det sig ikke at være nogen sandhed, da Oxford ringen blev afsløret for dens samarbejde med Rusland.

I Amerika hviler de helt samme tosserier på troen på den samme liberale ideologi, nationalisme, patriotisme som adgangsbillet til de inderste cirkler såvel politisk som efterretningsmæssigt, og ordene; "he is af damn good man, - a fucking good guy", men stemningen og forståelsen er helt den samme i disse kredse, - for det kan da slet ikke være usandt, og slet ikke i Amerika, at der skulle være falske ind imellem, og når så selve præsidenten har sagt god for dem - så er det den højeste magt i verden der godkendt dem, - også selv om præsidenten bærer smuds ind som alle kan se.

Bjarne Bisgaard Jensen, Alvin Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Pedersen

Nu er en ydre fjende et ganske universelt begreb startende fra to gruppers rivalisering i en organisation til verdens største lande.

Halfdan Muurholm - Det kan vel næppe være værre end hvad Caligula og Nero foretog sig?
Men ellers - Ja, den russiske efterretningstjeneste anser Trump for et vigtigt aktiv. Han og Putin har en fælles interesse i at ødelægge EU, og gøre Europa svag på enhver måde. Ganske som de også er ude på at svække Kinas indflydelse kloden rundt. Det er vist en variant af Orwells 1984 hvor verden bestod af tre blokke, der skiftede alliancer i ét væk (jvfr. Molotov-Rippentrop-pagten). Den ene dag er Rusland og Kina pyt og pande, den næste dag er det Rusland og USA, og i morgen er det måske EU og Kina. Ikke noget at sige til, at nogen blive rundtossede af den form for realpolitik.

"Han og Putin har en fælles interesse i at ødelægge EU, og gøre Europa svag på enhver måde. "

Jeps.

"Selv tror jeg ikke vi har fantasi til at forestille os hvad der foregår bag Trumps og Putins facader."

Til det formål har vi en god "liberal" presse der kan fortælle dig det :-D