Hvis blot halvdelen af Trump-bogen ‘Fire and Fury’ er sand, er USA og verden på spanden

BOSTON – Man skal ikke længere end nogle få sider ind i den amerikanske journalist Michael Wolffs bjergtagende bog Fire and Fury: Inside the Trump White House, inden tvivlen om Donald Trumps egnethed til at besidde præsidentembedet bliver luftet af hans nærmeste rådgivere og familiemedlemmer.

»I den lille gruppe af rådgivere, der udgjorde hans valgkampagne, var man så realistisk om fremtiden, som man kan være i politik. Alle var enige om, at Donald Trump ikke ville vinde præsidentvalget, og at han ikke burde blive præsident. Det betød, at ingen følte sig forpligtet til at planlægge længere end til valgdagen,« skriver Wolff.

Så er scenen sat for den mest ekstraordinære insiderskildring af en præsidents første år i Det Hvide Hus nogensinde.

Wolffs metode har ganske givet været at indsmigre sig som en loyal Trump-fan, og i bogen fortæller han alt, hvad han har hørt i Det Hvide Hus, hvor han har kunnet komme og gå, som han ønskede. Forventningen var måske en servil beretning om Trumps storhed.

Eller var det nu også det? Man kunne mistænke nogle rådgivere – især de faldne og forsmåede – for at nære et hemmeligt ønske om at advare verden om, hvor utilregnelig og farlig denne præsident er.

Michael Wolff: Fire and Fury - Inside the Trump White House

Ingen empati

Forfatterens kilder i og udenfor Det Hvide Hus (Trumps venner og forretningsforbindelser) frygter i begyndelsen det værste, men sætter deres lid til, at klart tænkende og rationelle rådgivere vil kunne styre en enerådig idiot savant, hvis unikke talent synes at være at kunne holde hele verden hen i åndeløs spænding over hans næste tweet og træk.

Udover Trumps evne til at tryllebinde medier og offentlighed med en usammenhængende ordstrøm og uhyrlige udtalelser om fjender og venner er han ifølge Wolffs kilder alarmerende berøvet for andre alment menneskelige karaktertræk.

Han kan ikke mobilisere den mindste empati for andre mennesker. Han følger ingen etikette. Han er ude af stand til at føre en samtale, der indebærer udveksling af meninger og oplysninger.

»Trump lyttede egentlig ikke til, hvad der blev sagt, og tænkte ikke videre over, hvad han svarede … Hvis han var ude efter noget, fokuserede han skarpt på personen og overøste ham med ros. Hvis han derimod skulle gøre noget for andre, blev han let irriteret og mistede interessen,« hedder det i bogen.

Beslutningsprocessen i Det Ovale Kontor minder om et absurdteater, hvor ingen ved, hvem der laver hvad, og ingen har en præcis defineret rolle. Resultatet, skriver Wollf, er, »at virkeligheden ganske enkelt ikke eksisterer, medmindre Trump er til stede og ytrer sin mening. Det betød, at hvis et eller andet skete, mens han var væk, var han ligeglad eller ignorerede det«.

’Halv analfabet’

En af de få tidligere rådgivere, der står frem og taler åbent ud om Trump, er Katie Walsh. Hun tjente i de første tre måneder som vicestabschef og omgikkes derfor dagligt præsidenten. Walsh fortæller, at det var næsten umuligt at udarbejde og fremlægge en plan for Trump.

»Han bearbejdede ikke informationer i en konventionel forstand – på en måde bearbejdede han dem faktisk slet ikke,« skriver Wolff uden at citere Walsh direkte.

»Trump læste ikke. Han skimmede endda ikke. Han læste bare overskrifter og rubrikker. Nogle var overbevist om, at han var halvanalfabetisk. Andre mente, han var ordblind. I alle tilfælde var hans fatteevne begrænset.«

Udfordringen for Trumps rådgivere var indlysende: Præsidenten har overbevist sig selv om, at hans intuitive intelligens har gjort ham berømt, rig og til præsident. Han har ikke behov for ekspertviden, som i alle tilfælde er et mantra, det bedrevidende »liberale establishment« bruger som et magtmiddel mod outsidere som Donald Trump.

Men hvad så, når præsidentens instinkt, hans mavefornemmelse, ikke holdt stik?

Wolff beskriver i detaljer det ene raseriudbrud efter det andet, når et eller andet går galt for Trump – og det sker hver dag. Det er – som Katie Walsh fortæller forfatteren – som at have at gøre med et toårigt barn.

Er der en skrue løs deroppe?

Efterhånden som månederne går, sætter tvivlen om præsidentens mentale stabilitet ind. Stabschef Reince Priebus tænker efter sit første møde med Trump, at det har været »en af de mest besynderlige oplevelser«, han har været ude for. Præsidenten talte nonstop og gentog hele tiden sig selv.

Denne tilbøjelighed til at fortælle de samme historier og gentage dem med korte mellemrum bliver mere og mere markant. Tendensen går igen i Trumps improviserede taler, hvor han altid vender tilbage til det samme tema – at han vandt valget, og at al kritik af ham fra mediernes og demokraternes side bare er sure rønnebær.

I efterordet skriver Wolff: »Hans stab var bekymret over, at de usammenhængende gentagelser (nogle gange blev den samme sætning ytret med nogle få minutters mellemrum) var taget til i hyppighed, og at hans evne til at fokusere over en længere periode, der i forvejen var begrænset, var blevet indskrænket.«

Wolfs troværdighed

Kan man stole på denne udlægning?

Michael Wolffs troværdighed som krønikeskriver er ikke uplettet. Han er ved tidligere lejligheder blevet beskyldt for at have opdigtet citater og scener. Der er derfor god grund til at tage visse ting i denne bog med et gran salt.

Ikke desto mindre er det opsigtsvækkende, at så få af de citerede personer i Fire and Fury har valgt at dementere deres udtalelser. Den eneste, der har gjort det, er Trumps nære ven, handelsminister og rigmand Thomas Barrack. Hverken Steve Bannon, Priebus, Walsh eller Sam Nunberg, der stod Trump yderst nær i valgkampen og i de første måneder efter indsættelsen, har trukket et ord tilbage.

I går hævdede Bannon så, at hans karakteristik af Donald Trump Jr. som »landforræderisk« i virkeligheden var rettet mod kampagnechef Paul Manafort. Beskyldningen faldt i sammenhæng med et møde, Trumps søn arrangerede i Trump Tower i juni 2016, hvor en russisk advokat tilbød smuds om Hillary Clinton. Don Jr. havde indbudt Manafort og svigerbroderen Jared Kushner.

Et partsindlæg

Wolff siger, han har interviewet 200 kilder. Men nogle af de mest interessante episoder i bogen har han efter alt at dømme ikke oplevet på egen hånd. Der er f.eks. en middag i Manhattan, hvor Bannon og Roger Ailes, grundlæggeren af Fox News, er til stede i december 2016. De to herrer citeres ordret.

Hvordan kan det lade sig gøre?

Det fremgår ikke, men konversationens indhold er blevet bekræftet af Janice Min, chefredaktør for The Hollywood Reporter, der var til stede den aften.

En middag hos Bannon i juli 2017 er af endnu større interesse for historikerne. Her skyder han løs på sine fjender, også Trump, og beskrives som den eneste rådgiver i Det Hvide Hus, der forstår, hvor idiotisk det var at fyre FBI-chef James Comey. Hvis justitsminister Jeff Sessions og den særlige anklager Robert Mueller også får marchordrer, forudser Bannon, at det er ovre for Trump og hans familie.

I alle tilfælde giver Bannon ved middagen kun Trump 33 procents chance for at overleve den første embedsperiode og ikke en levende chance for at blive genvalgt i 2020.

Heller ikke til denne middag er Wolff inviteret. Meget tyder på, at Bannons lange monolog til hans gæster efterfølgende er blevet konstrueret i samarbejde med Wolff, medmindre den blev optaget på bånd.

Alt i alt er denne bog et partsindlæg. Wolff hænger for en god ordens skyld Bannon ud for at være uorganiseret. Ellers lægger han stort set bare sider til Bannons sønderlemmende kritik af Ivanka Trump, Jared Kushner, Don Jr. og patriarken selv. 

Det foruroligende: Hvis bare halvdelen af denne udlægning stemmer overens med virkeligheden, er USA og verden virkelig på spanden.

Michael Wolff, Fire and Fury - Inside the Trump White House, Henry Holt and Company, New York, 2018, 321 s.