Læsetid: 8 min.

Comey i ny bog: Jeg kan ikke finde belæg for, at Trump føler ubehag ved at lyve

Trump synes allestedsnærværende i den fyrede FBI-chefs erindringer – lige fra mobningen af den unge James Comey i skolegården til, at han som statsadvokat i New York går til kamp imod mafiaen og til sidst støder sammen med den nye præsident
At Trump aldrig griner, er en af de ting, tidligere FBI-chef James Comey bemærker i sine nyudgivne erindringer

At Trump aldrig griner, er en af de ting, tidligere FBI-chef James Comey bemærker i sine nyudgivne erindringer

Joshua Roberts

20. april 2018

Det første, der slår læseren af den tidligere FBI-chef James Comeys erindringer, ’A Higher Loyalty’, er hans hæderlighed og vilje til at ransage sin sjæl og sine personlige brister. Hans bedsteforældre var irske immigranter, og han voksede op i et irsk nabokvarter i Yonkers, New York.

Comey nævner aldrig, at han er katolik. Og dog virker han som et produkt af USA’s protestantiske kultur, der traditionelt lægger stor vægt på dyder som moralsk integritet, et etisk kodeks samt en (lutheransk) tilbøjelighed til konstant sjælelig selvransagelse, som af og til er på grænsen til det selvpinende.

Den i et og alt grænseoverskridende Trump er kontrasten til den retskafne og til tider moraliserende Comey. Hver for sig repræsenterer de to vidt forskellige Amerika’er. Det er næppe en overdrivelse at se i disse to personligheder et billede af et Amerika, der engang eksisterede, og et Amerika, der er på nippet til at bliver virkeliggjort under Trump.

Amerikansk presse har flittigt citeret de mest opsigtsvækkende passager i bogen. Endnu har jeg ikke set nedenstående afsnit, hvor Comey beskriver Trump som et hjerteløst menneske.

»Jeg kan ikke finde belæg for noget sted, at Trump føler ubehag ved at lyve, eller at han føler modvilje mod at smerte andre, hvilket er sørgeligt og skræmmende. Uden venlighed til at formilde hårdhed, uden en balance mellem selvsikkerhed og ydmyghed, uden empati og respekt for sandheden er der kun en lille chance for, at præsident Trump kan tiltrække og holde på medarbejdere, som alle præsidenter har brug for til at træffe visse beslutninger. Det er synd for ham og bekymrende for vort lands fremtid.«

I denne passage synes mennesket Comey at træde frem i sin helhed. Der er også mange andre steder i denne fascinerende bog, hvor man mærker hans oprigtighed, værdighed og sanddruelighed.

Kompromisløs retskaffenhed

Bogen er Comeys erindringer, hvorfor han først kommer til sin omgang med Trump i de sidste tre af 14 kapitler. Men præsidenten er åndeligt til stede i hele værket. Det er han f.eks., da Comey fik lejlighed til at sætte sig ind i mafiaens uskrevne adfærdsregler og loyalitet over for bossen gennem samtaler med pentiti (mafiaafhoppere) eller vendekåber.

Trump er også til stede mellem linjerne, da Comey i et andet kapitel beskriver, hvorledes han blev mobbet af bøller i skolegården, eller dengang en voldtægtsforbryder brød ind i hans familiehjem i New Jersey, og hans søster heldigvis var på college. Han og broren fik en pistol for tindingen og blev truet til at tie.

I et andet kapitel fortæller Comey en fascinerende historie, jeg hørte om for første gang i slutningen af Bush-æraen, der belyser hans respekt for USA’s forfatning og alle de uskrevne demokratiske normer, der bliver trådt under fode i disse år.

James Comey; A Higher Loyalty

Foto fra bogen

I 2004 blev justitsminister John Ashcroft hasteindlagt, og vicejustitsminister James Comey overtog midlertidigt hans hverv. Det skete på et tidspunkt, hvor Justitsministeriets eksperter havde påvist, at to af præsident George W. Bushs hemmelige dekreter i krigen mod terror var grundlovsstridige.

Det ene lod NSA overvåge statsborgeres kommunikation, det andet tillod tortur under forhør. Da de to dekreter skulle fornyes, afviste Comey at underskrive som fungerende justitsminister. Det Hvide Hus forsøgte at snigløbe ham ved at sende stabschef Andrew Card og juridisk rådgiver Alberto Gonzales til Ashcrofts hospitalsseng, men Comey fik nys om det og ankom først til hospitalet.

Han tilkaldte endda daværende FBI-chef Robert Mueller, der gav sine agenter besked om at gøre modstand, hvis Card og Gonzales skulle beordre Comey fjernet af Secret Service-agenter. Dette på mange måder heltemodige indgreb medførte, at den syge Ashcroft afviste at skrive under. Siden truede Comey og Mueller med at træde tilbage, medmindre Bush reviderede de to dekreter. Det gjorde præsidenten så.

Episoden illustrerer Comeys kompromisløse loyalitet over for retsstatslige principper samt hans humanistiske indstilling. I bogen beskriver han i detaljer de brutale forhørsmetoder, der i hans og eksperternes øjne var ren og skær tortur. Han nævner det ikke, men man erindrer, at Trump har erklæret sig tilhænger af tortur mod terrormistænkte.

Uophørlig ordstrøm

I et andet vigtigt kapitel søger Comey at forklare sin håndtering af FBI’s undersøgelse af tidligere udenrigsminister Hillary Clintons korrespondence på en privat e-mailkonto, der i flere tilfælde omfattede klassificeret og tophemmeligt materiale. Han fremlægger flere nye forhold og sætter sin beslutning om at undlade at rejse sigtelse i juni 2016 og genåbningen af sagen efter fundet af nye e-mails i oktober ind i en større kontekst.

Det er svært at se, hvordan Comey kunne have håndteret denne svære sag bedre. Ikke desto mindre er hans adfærd blevet lagt for had af både højre- og venstrefløjen i USA’s nådesløse politiske heksekeddel.

I kapitlerne om Trump er mange af episoderne og beskrivelserne kendte fra Comeys vidnesbyrd i Kongressen sidste år. Han føjer dog nogle interessante iagttagelser til. FBI-chefen bemærker, hvor besat præsidenten er af at forsvare sig mod beskyldninger fra seksuelt forulempede kvinder og især af historien om hans formodede omgang med russiske prostituerede. Han nævner det i næsten hver samtale med Comey.

Og så er der Trumps uendelige og usammenhængende ordstrøm. Formålet, mener Comey, er at opnå samtykke til Trumps version af sandheden gennem de andres tavshed, idet han aldrig lader dem komme til orde. I sidste instans overbeviser Trump sig selv om, at han har ret, fordi ingen tør modsige ham.

Det er højst sandsynligt, at Comeys skæbne blev beseglet i det øjeblik, han blev spurgt af Trump, om han ikke havde ret i, at Putin ikke er værre end USA, når det gælder bestillingsmord. Da FBI-chefen protesterede og indvendte, at »vi er ikke den type morder, som Putin er«, kunne Comey se »en skygge lægge sig over præsidentens ansigt ... Noget ændrede sig i hans øjenudtryk – en hårdhed, en formørkelse«.

Præsidenten var uvant med, at medarbejdere modsagde ham. Han ville kun omgås jasigere.

Til sidst bemærker den opmærksomme FBI-chef et karaktertræk hos præsidenten, ingen har nævnt tidligere. Han ler eller griner aldrig. Comey gennemser tonsvis af videofilm på Youtube og finder kun ét eksempel. Det er under et valgmøde i New Hampshire, hvor en hund begynder at gø, og en vælger råber: »Det må være Clinton.«

Trump klukler af den gemene vits.

Angrebet fra pressen

Det er ikke spor overraskende, at Donald Trumps nationalpopulistiske allierede i det republikanske parti og regimevenlige kommentatorer på Fox News straks indledte et stormangreb på James Comey, da den første omtale af hans erindringer A Higher Loyalty dukkede op i amerikanske medier sidste weekend.

Republikanernes landsudvalg lancerede et website om bogen, hvis motto er: »Lying Comey«. Partiet overvåger i et »operationsrum« alt, hvad der bliver sagt om den tidligere FBI-chefs bog, og hvad han selv udtaler i interview og i foredrag rundt i landet. Formålet er at tage øjeblikkeligt genmæle, som var det en præsidentvalgkamp, det handler om.

Formand for partiets landsudvalg forklarer: »Comeys publicity-turné er et selvisk og opportunistisk forsøg på at tjene penge og rehabilitere sit image … Vores opgave er at fortælle amerikanerne, at han kun har sig selv at bebrejde for sin totale mangel på troværdighed.«

Og naturligvis blev Comey genstand for den vanlige overfusning fra præsident Trump, der i et tweet kaldte den retskafne lov-og-orden-mand »en løgnhals, der lækker klassificerede oplysninger« og en »karakterløs og slesk fyr«.

En forudsigelig reaktion. I Det Hvide Hus og det republikanske parti frygter man forståeligt nok, at medierne vil skildre Comey som et sandhedsvidne – en ærlig og uselvisk tjener af staten. Altså et modbillede til en sygelig narcissistisk præsident, der kun tænker på sig selv, sin familie og koncernens interesser.

Men hvem havde forestillet sig, at den liberale presse og normalt Trump-kritiske kommentatorer ville beskylde den tidligere FBI-chef for i sin kritik af præsidentens manglende etiske og moralske kompas at hoppe ned i sølet med hans ubehøvlede modstander? Det er, hvad der er sket, efter at bogen udkom tirsdag.

Klummeskriver Frank Bruni skriver f.eks. i The New York Times, at »Comey ved at promovere bogen vælger at klatre ned ad stigen«. Hans argument er, at den fyrede FBI-chef ikke bør tjene penge på at slå til lyd for en højere moralsk standard og loyalitet til retsstaten frem for til præsidenten. Det skulle i Brunis øjne kompromittere Comey og hans budskab.

Bruni og andre liberale kommentatorer er især forargede over, at forfatteren i et enkelt afsnit i bogens sidste kapitel vover at beskrive Trumps udseende på følgende måde:

»Hans jakkesæt var åbent og slipset for langt. Ansigtsfarven virkede orange med lysende halvmåner hængende under øjnene, hvilket jeg formodede skyldtes brugen af briller i et solarium. Frisuren var imponerende og bestod af lysblondt hår, der efter nærmere granskning virkede som hans eget … Da han strakte sin hånd frem, huskede jeg at tjekke dens størrelse. Den var mindre end min, men ikke usædvanligt mindre.«

Comey burde have undgået tv-interview og en lang bogturné, fortsætter kritikken. Det er uundgåeligt, han vil blive en »karakter i Trumps melodramatiske skuespil», hævder Bruni.

Trumps hjemmebane

Comey er med andre ord trådt ind på Trumps hjemmebane, hvor han er dømt til at tabe. En lignende kritik kan læses i en anmeldelse i The Washington Post og en leder i Wall Street Journal. Men det er svært at se, hvad andet denne statens tro tjener skulle gøre. Hvordan ellers udbrede sit vigtige budskab?

Det venstredrejede The Nation Magazine klandrer forfatteren for i et interview med ABC News at have frarådet en rigsretssag. Det spørgsmål bør afgøres ved det næste valg i 2020. Det må være op til de amerikanske vælgere at fortryde Trumps valgsejr i 2016, mener Comey.

»Hvordan kan han sige, at Trump er uegnet til at være præsident og samtidig anbefale, at han ikke bliver afsat ved rigsretssag,« spørger John Nichols, Washington-korrespondent for magasinet.

Nichols undlader at nævne, at Comey faktisk er i tvivl om, hvorvidt det kan verificeres, om Trump vitterligt havde til hensigt at lægge hindringer i vejen for rettens gang, da han fyrede ham i maj 2017.

»Det er muligt, at Trump ikke har begået noget ulovligt,« skriver den tidligere FBI-chef.

James Comey – A Higher Loyalty, Truth, Lies, and Leadership. Flatiron Books 2018, 290 s.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Comey har fået god presse her i Danmark. En stout mand med æren i behold. ..Havde det ikke lige været for de ting han gjorde imod Hillary Clinton.

Men Comey har været direktør i FBI. En organisation som til alle tider har prøvet at underminere venstreorienterede organisationer i hele verden og hvis hovedsæde er opkaldt efter J. Edgar Hoover, SuperCrooken...

Arne Lund, Bettina Jensen, Holger Madsen og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Comey er den renskurede spejderdreng, som medierne forsøger at fremstille ham som. Dels kan man ikke være boss for FBI, uden at blive sværtet til at organisationens mange overgreb mod borgerne, og krænkelser af retssikkerheden.
Wikipedia oplyser, at inden Comey blev chef for FBI, da var han bl.a. vicedirektør for våbenfabrikken Lockheed og om Martin Burckhardt kan få det til at hænge sammen med moralsk integritet...ja, kan det det?