Læsetid: 6 min.

Regeringsførelsen i Europa bliver mindre demokratisk, skriver Jan-Werner Müller i den hidtil bedste bog om moderne europæisk politisk idehistorie

Den hidtil bedste bog om moderne europæisk politisk idehistorie er udkommet på dansk. Jan-Werner Müller viser her, hvor prekært Europas forhold til demokrati har været og åbner for at diskutere, hvor prekær og tynd vores forpligtelse på demokrati måske også er i dag
Siden Berlinsmurens fald og afslutningen på Den Kolde Krig har den demokratiske styreform stået fast og sikkert i Europa, men i Jan-Werner Müllers nye bog skriver han, at det i stigende grad bliver tydeligt, at selve regeringsførelsen i Europa bliver mindre demokratisk.

Siden Berlinsmurens fald og afslutningen på Den Kolde Krig har den demokratiske styreform stået fast og sikkert i Europa, men i Jan-Werner Müllers nye bog skriver han, at det i stigende grad bliver tydeligt, at selve regeringsførelsen i Europa bliver mindre demokratisk.

Ritzau Scanpix

30. april 2018

Europa er i dag demokratisk i styreform, men tiltagende ikke-demokratisk i regeringsform.

Under Den Kolde Krig gik konflikten på, hvilken styreform der var bedst. Der skete en lukning af det politiske spørgsmål omkring dikotomien demokrati eller ej.

I dag, hvor den demokratiske styreform står fast og sikkert i Europa støttet af nær alle, bliver det i stigende grad tydeligt, at det væsentlige politiske spørgsmål angår regeringsformen, det vil sige hvorledes, der regeres. Og her skjuler begrebet demokrati mere, end det belyser.

Emblemet demokrati som styreform dækker over en mangfoldighed af regeringspraksisser, hvoraf en del er tiltagende ikke-demokratiske. Lad os nøjes med at nævne to tunge udviklinger, der begge bevæger sig væk fra den demokratiske deliberative og repræsentative praksis.

For det første teknokrati, der sætter markedsløsninger og ikke-valgte fageksperter til at træffe en stigende række af beslutninger med gyldighed for samfundet. Disse ikke-deliberative beslutninger skaber, hvad politologen Susan George har kaldt for skygge-suveræner, der udhuler det repræsentative demokratis beslutningsdygtighed som regeringsform og dets suverænitet som styreform.

For det andet hierarkisme, hvor centraliseret regeringsautoritet trumfer retsstatslige og menneskeretslige magtbegrænsninger, mest kendt i de såkaldt illiberale demokratier som Polen, Ungarn, Tyrkiet og Rusland m.fl., men som også er tydelige i de sidste 15 års antiterror-lovgivning.

Genfremsættelse af autoritet, hierarki og hårde værdimarkeringer udfordrer demokratiets konstante undersøgelse af sit eget grundlag og udhuler demokratiet med argumentet om, at demokratiet er farligt for sig selv, mens teknokrati-argumentet er, at demokratiet er for dyrt for sig selv. Begge tilbyder en ikke-demokratisk regeringsproces, mens styreformsbetegnelsen demokrati beholdes og dyrkes desto mere indædt.

Mellem tænkning og handling

Disse udviklinger er løbende blevet diskuteret af den tyske idehistoriker og professor i politisk teori ved Princeton Universitet, Jan-Werner Müllers, i hans nye bog Kampen om demokratiet. Herhjemme er Müller mest kendt for sin lille bog Hvad er populisme? og for sine mange interventioner i bl.a. denne avis. Særligt i forhold til Ungarns problematiske udvikling.

Det seneste skud på stammen, Kampen om demokratiet, handler om, hvordan Europa blev demokratisk, om udvikling af demokratiet i det tyvende århundrede og om, hvor meget radikalt eller reaktionært der kan lægges ind under betegnelsen demokrati.

I det danske forord til bogen, der oprindelig udkom i 2011, udlægger han de to ovennævnte udviklinger, teknokrati og hierarkisme, der er noget underspillede i bogens hovedkapitler.

Müller fremlægger i sin bog en tilgang, der fokuserer på ’mellemfigurer’.

De er ikke nødvendigvis store tænkere, men de opererer i mellemrummet mellem tænkning og handling, eller snarere: Deres tænkning såvel som handling er historisk situerede problemløsninger. Vi er derfor med på de store diplomatiske konferencer, i skyttegravene, på barrikaderne, i tænketankene, hos dissidenterne og bureaukraterne, politikerne og terroristerne. Opmærksomheden på problemløsning fører direkte til et bredere udvalg af tænkere eller »intellektuelle«. Dem, der formulerer tanker, mens de handler, og om det, at de handler.

Man kan spørge om den analytiske ambition fuldt indfris, eller om de store tænkere, der mere tænkte end handlede eller regerede, ikke trods alt kommer til at fylde det meste, men retningen er rigtig – nemlig at se politiske ideer og politiske ideologier som stadige tilpasningsforsøg til en omskiftelig og usikker verden.

Uegnet til demokrati

Bogens bærende tema er, hvorledes demokratibegrebet i det 20. århundrede bliver en afgørende prisme og ressource for den stadige forholden sig til den tumultariske politiske udvikling i århundredet. Det vil sige, hvorledes demokrati bliver et grundbegreb, hvorigennem en mængde andre diskussioner og kampe tages.

Müller viser bl.a., hvordan mange langt op i årtierne efter Anden Verdenskrig mente, at katolicismen og dermed hele Sydeuropa var uegnet til demokrati. En påpegning, der er fin at huske, når man hører nogle mene, at islam eller Mellemøsten er konstitutivt uegnede til demokrati. Også sandhederne om demokrati er historiske.

En af bogens absolutte styrker er, at den virkelig handler om europæisk politisk tænkning, og at det ikke lige pludselig viser sig reelt at være udelukkende om Frankrig, Tyskland eller England. Vi er med i alle Europas hjørner, også i Østeuropa under Den Kolde Krig og den demokrati-diskussion samt brug af demokratibegrebet, der var på spil der.

Til gengæld er der et meget klart skifte i bogens tone og analytiske styrke mellem tiden før og efter 1960’erne.

Bogen er opdelt i seks kapitler, der er såvel kronologisk som tematisk ordnede. Og hvor de fire første om tiden fra cirka 1900-1960 er analytisk skarpe, så er de to sidste om de tre-fire årtier op til århundredeskiftet væsentligt mere løse, sarkastiske i tonen flere steder og med et overdrevent fokus på 1968’ernes såkaldt ’vilde teori’ og deres angivelige påvirkning af alt mellem himmel og jord, der kritiseres for at afkoble politisk teori og praksis.

Men hvad Müller synes at misse er de omfattende måder, hvorpå betingelserne for det politiske og det ideologiske ændrer sig i de årtier, og at den ’vilde teori’ på linje med neoliberalisme og andre fænomener skal læses som både symptomer på og refleksioner af en udvikling og ikke kun som faktorer i den.

Her kløjs Müller i sin egen idé om politisk tænkning som den teoretiske udgave af praksis, idet han for krampagtigt holder fast i et politikbegreb, der afgørende forskydes i sidste del af det 20. århundrede.

Måske bør vi forstå afkoblingen af politisk teori og politisk praksis – ikke som anledning til ironisering over ’elfenbenstårne’, ’siloer’ og ’verdensfjern teori’, men som et resultat af den politiske praksis’ løsrivelse fra politisk ideologi. Præcis den teknokratisering væk fra det deliberative, jeg nævnte ovenfor.

Når politikken ikke længere har samme behov for den politiske tænkning for at legitimere sin styreform eller indholdsbestemme sin regeringspraksis, så kommer den politiske tænkning til at se løsrevet ud.

Hvad betyder demokrati?

Hvor de første fire kapitler er noget af det absolut bedste, der er skrevet om moderne europæisk politisk idehistorie, så viser sidste tredjedel af bogen, hvor svært det er at skrive idehistorie om sin egen samtid eller nære fortid. Og det er også her, Müllers egen centrum-liberale position skinner igennem læsningerne, hvilket også ses i hans populisme-analyser.

De sidste to kapitler er næsten uden de mellemrumsfigurer, resten af bogen fint befolker sin fortælling med til fordel for ’rene’ teoretikere, der så kritiseres for at være ren teori.

Men Müller forfølger ikke rigtig demokrati-diskussionen i sidste tredjedel af det 20. århundrede blandt embedsmænd, EU-bureaukrater, højesteretsdommere, rettighedsaktivister, økonomer, konsulenter og andre af dem, der mere praktisk har omdannet, hvad demokrati som regeringsform er og indeholder. De siger ikke demokrati, kritiserer det sjældent, men i praksis tømmer de det for meningsindhold, og derfor fanges de ikke af Müllers måde at skrive demokratiets idehistorie på.

Kapitlerne om tiden lige efter Anden Verdenskrig demonstrerer på fornem vis, hvorledes der skete en elitekonsensus til fordel for demokratiet ved på drastisk vis at reducere dets implikationer.

Læren af Anden Verdenskrig blandt ledende lag var, at totalitarismerne skyldtes overdrevent demokrati og en mislykket integration af masserne i samfundet. Midlet blev velfærd og begrænset demokrati; et kompromis, hvis fejl og mangler vi måske står midt i resultaterne af i dag, hvor velfærden indskrænkes, og det faktisk eksisterende demokratis praksis skaber dårlig regeringskunst. Og hvor demokratiets aktuelle krise skyldes, at folk føler sig både dårligt repræsenteret og dårligt regeret.

Müllers bog kan læses såvel historisk som aktuelt. Historisk som beskrivelsen af, hvad en række vigtige tænkere og politikere havde gang i og tænkte i det 20. århundrede. Aktuelt som en analyse af, hvorledes vi er havnet, hvor vi er med et stadigt mere tomt begreb om demokrati, som kun holdes sammen af, at ingen virkelig spørger til, hvad det betyder.

Jan-Werner Müller: ’Kampen om demokratiet’. Oversat af Jakob Rosendal og Bjarke Skærslund Risager. Informations Forlag. 427 sider, 350 kroner

»Demokratier er delikate blandinger af konflikt og samarbejde,« skriver Jan-Werner Müller.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
  • Espen Bøgh
  • Peter Knap
  • Poul Erik Riis
Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Espen Bøgh, Peter Knap og Poul Erik Riis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spændende og tiltrængt. Vores demokrati blev skabt i en tid hvor et menneske var en hvid mand, mand ikke kvinde, med økonomiske midler.
Det skal nu stå sin prøve i et samfund, hvor ledende personligheder er karismatiske tv-egnede mennesker. Det kommer der mange fine politiker ud af. Desvære er vennesæle, overbevisende og behagelig fremtoning også svindlernes og bedragernes væsen, så de gør sig også godt på TV.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Espen Bøgh og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
jan henrik wegener

Kan der være noget om dette: Måske er det et stort problem for dem vi kan kalde modstanderne af de "konservative" eller meget udtrykkeligt "nationale" (måske ikke gode udtryk, men bedre end "populisterne", som i for høj grad er blevet et skældsord for mange) at de oftest distancerer sig helt fra det historiske. I stedet fremhæves det "tolerante", "humane", "oplyste" o.s.v. nær sagt som noget udenfor tiden og dermed udenfor virkeligheden.Her har konservative da for mig at se en god pointe. At de så til gengæld nok har en tendens til at glorificere dele af fortiden ud over hvad den fortjener er måske så det de bør kritiseres for.

Kære Jan-Werner, glem du blot alt om demokrati i EU og i Europæiske lande, det er såmænd en saga blot, der ikke længere eksisterer, som andet en "staffage" - et kulørt tæppe vi holder op hvert 4. år og kalder demokratisk valg til parlamenterne, og hvor borgerne "udkommanderes" til at udføre deres borgerpligt i demokratiets navn, at afgive deres stemme i hemmelighed på det parti eller den kandidat de mener er bedst i overensstemmelse med det de ønsker politisk.

- Jeg får næsten tårer i øjnene over at skrive dette, som en erkendelse af tilstanden, men det er ikke alle der gider spilde deres tid med at afgive deres stemme nu om dage, - og det er ikke sofavælgerne jeg her tænker på.

Vores demokratier er i dag blevet stærkt fortrængt af regulære "LOBBYKRATIER", der betaler for at deres dagsorden præger den og de politiske processer og meninger, langt ud over hvad den enkeltes stemme berettiger til, - så behovet for at stemme ved valgene er disse personer er helt og aldeles ligegyldigt.

Man betaler sig til den eller de politiske retninger der tjener ens økonomiske mål bedst muligt, og som professionelle lobbyister bliver betalt for at påvirke politikerne med dagligt.

Borgernes adgang til de politiske fora er til stede, - men i langt mindre omfang end det som lobbyisterne bliver betalt for hele tiden, at påvirke og præge de politiske processor, og i sidste ende den politiske lovgivning i den ønskede retning.

Det er ikke så længe siden vi netop - her til lands, så dette i forbindelse med arveafgifterne, der blev nedsat med de liberale partiers stemmer og hjælp fra DF's stemmer, Der vil kaldes et "arbejderparti", og pensionisternes beskyttere, - men ingen af sidstnævnte fik ingen skattelettelser med DF's stemmer.

Forløbet var såmænd det helt enkle, en gruppe utilfreds entrerede med et lobby bureau for et mio. beløb om opgaven at lobbye for nedsættelsen af arveafgiften, - og gevinsten blev flere mia., - altså langt bedre end en lottokupon ned fra kiosken.

Det forholder sig ikke en tøddel anderledes ned i Bruxelles(EU), her er det også de professionelle lobbyister der hele tiden "bombarderer" politikerne med deres lobbyisme, for de betalende i baggrunden, som helst ikke vil fremstå selv i nogle tilfælde, - og de betaler ikke penge uden at forvente et resultat der er i overensstemmelse med deres egne økonomisk ønsker.

Jo., vi har fået borgerforslag i Danmark, men i forhold til lobbyisterne, forslår det sgu som en "skrædder i helvede", og denne lobbyismen sker ikke for at tjene samfundets interesser bedst for alle, - NÆ NEJ, det er skal mest for deres egne økonomiske interesser, som i første række skal tilgodeses bedst muligt.

Se i almindelig borgersammenhæng, så har deres organisationer slet ikke de samme økonomiske muligheder for ansættelse af faste lobbyister i de forskellige parlamenter til påvirkning af de politiske beslutninger og processer, så der bar var en smule lighed heri, men den er slet ikke til stede i noget parlament i Europa.

Det er altså ikke muligt at tale om demokratiet og dets udviklingshistorie i Europa, når der reelt er tale om afvikling i det slet skjulte, og med politisk medvirken, som næppe kan tilskrives tankeløshed, - for så det da de mest elendige politikere vi står med overalt i Europa.

Oftest tilsidesættes de politiske institutioner som findes, og deres opfattelser og fakta om de reelle forhold i forhold til disse lobbyisters "fortællinger", som godtages med lethed af politikerne, i stedet for med mistænksomhed overfor deres argumenter.

Vist bliver man godt til mode over at høre ordet demokrati, og troen på vi lever i et sådant, men virkeligheden er desværre en helt anden, - vi lever i et "LOBBYKRATI", der smykker sig med betegnelsen demokrati, så det ikke er så synligt at det i virkeligheden er et "LOBBYKRATI"!

Eva Schwanenflügel, Lars-bo Jensen, Jørgen Wassmann, Egon Stich, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Ebbe Overbye og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar

EU er den væsentligste faktor.
Nationale politikere lægger dovent og uansvarligt "demokratiet" over på EU. De gør det under dække af at Europa skal leve fredeligt med hinanden og stå sammen overfor den øvrige verden - og imod visse andre, også militært.
I den grad bliver det stadig mindre betydningsfuldt for os at stemme til folketinget.
Befolkningen tromles ned med det økonomiske argument - der skal være råd til jeres velfærd, siger de.
Brød og skuespil til befolkningen. Skidt med friheden.

Når så den herskende klasse ikke kan bestemme opad, tromler den nedad istedet. Noget skal de kloge mennesker jo lave for deres løn.

Eva Schwanenflügel, Bettina Jensen, Espen Bøgh og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Læren af Anden Verdenskrig blandt ledende lag var, at totalitarismerne skyldtes overdrevent demokrati og en mislykket integration af masserne i samfundet. Midlet blev velfærd og begrænset demokrati; et kompromis, hvis fejl og mangler vi måske står midt i resultaterne af i dag, hvor velfærden indskrænkes, og det faktisk eksisterende demokratis praksis skaber dårlig regeringskunst. Og hvor demokratiets aktuelle krise skyldes, at folk føler sig både dårligt repræsenteret og dårligt regeret."

Og hvorfor konflikter eskalerer.

Nu, efter Murens Fald, er der ikke længere en lurende trussel fra Øst mod kapitalismen.
Så det er faktisk bare back to business.

Ingen lærdom er draget af århundreders oprør og frygtelige gerninger, næh, de skal opmuntres ved forøget værnepligt og indkøb af nyt isenkram til destruktive handlinger.
Hvorfor vi har flygtninge og migranter.

DOH !!

Jørgen Wassmann, Bettina Jensen, Espen Bøgh, Flemming Berger, Bjarne Bisgaard Jensen, Curt Sørensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jeg opmuntres af adskillige mænd, der opponerer imod krig, voldtægt og modstand mod undertrykkelse.
De kunne ikke drømme om at forlange sex fra en tilfældig kvinde

Bettina Jensen

Ud over at de europæiske demokratier alle er overgået til markedsbaseret demokrati (som Clinton bl.a. talte om global udbredelse af, da han var præsident i USA) og dermed udsættes for massiv lobbyisme og koorporativt pres, som bl.a. Espen Bøgh skriver om ovenfor, så er de europæiske demokratier illoyale mod princippet om magtens tredeling. Overalt ser man lovgivende forsamlinger udpege folk fra egne rækker til udøvende myndighed, hvormed lovudøvelsen ikke sker på et tilstrækkeligt uafhængigt og kritisk grundlag. En tilsvarende problemstilling ses på den dømmende magts område, hvor det bl.a. i Danmark er sådan at den lovgivende forsamling selv udpeger højesteretsdommerne, som i sidste instans kritisk og uafhængigt skal tolke lovgivningen og sanktionere på dennes grundlag. Med andre ord har den lovgivende magt, altså de i konkurrencedemokratiet valgt politikere, om hvem vi ved at sandheder ofte er ilde hørte og truende mod magtbevarelse og karriereudvikling, som har kapret magten i de europæiske demokratier. Et faktum, som desværre passer ganske glimrende med dén 'demokrati'udvikling, som kurssættes og ønskes i den europæiske, politisk-økonomiske elite, hvis guldæg angiveligt er en union med forbillede i de amerikanske forenede stater, hvor det vist kun er magtdistancerne, som er højere end fattigdommen og uligheden.