Philip Rucker og Carol Leonnigs nye bog stiller skarpt på Trumps grænsesøgende adfærd

I januar 2018 skabte Michael Wolffs bog Fire and Fury overskrifter med sine skildringer af en præsident, der var helt ude af kontrol, og et hvidt hus, der slingrede fra krise til krise. Hvad Donald Trump selv angår, truede han med at gribe til retlige skridt imod forfatter og forlægger og udtalte ved den lejlighed følgende selvrosende bemærkning (med reference til sin valgsejr i 2016):

»Jeg vil sige, at den beviste, at jeg ikke bare er klog, men et geni … og tilmed et meget stabilt geni«.

Trumps udbrud bekræftede de værste anelser hos flere.

Efter Trumps fyring af FBI-chef James Comey i 2017 kom det også frem, at den daværende vicejustitsminister Rod Rosenstein havde igangsat hemmelige lydoptagelser af præsidenten med henblik på at fremskaffe belastende materiale, der eventuelt ville kunne begrunde, hvorfor Trump måtte afsættes i henhold til forfatningens 25. tillæg (der gør det muligt at afsætte en præsident, hvis et flertal af regeringens medlemmer og vicepræsidenten er enige om at, at han ikke er i stand til at bestride sit embede forsvarligt, red.).

Nu har Philip Rucker og Carol Leonnig, begge undersøgende journalister ved avisen The Washington Post, udgivet bogen A Very Stable Genius, og som man kunne forvente af skribenter, der er tidligere Pullitzer-prisvindere, er der tale om et velskrevet værk, som trækker på rigeligt med kilder og omfattende research.

Bogen kaster nyt lys over, hvordan USA’s 45. præsident gang på gang afsøger grænserne for sine magtbeføjelser og samtidig sætter sine medarbejderes tålmodighed og deres selvrespekt og værdighed på hårde prøver.

Trump har også været hurtig til at fordømme bogen. Han kalder forfatterne for »tredjerangs« og skrev lørdag på Twitter, at deres ærinde ikke var spor andet end at »nedgøre en præsident, der udretter store ting for landet i rekordfart«.

Interne kampe

Rucker og Leonnig giver indblik i de interne regeringsslagsmål om indvandring og om det fejlslagne forsøg på at erstatte John Kelly med Chris Christie som stabschef for Det Hvide Hus.

Trumps hof i Det Hvide Hus glider ofte i ét med hans familie og familievirksomhed. Jared Kushner og Ivanka Trump fik sikkerhedsgodkendelser, fordi de er familie. Det fremgår, at Trump betragter alle procedurer og protokoller, der skal beskytte den nationale sikkerhed, som irritationsmomenter: »Jeg vil ønske, vi bare kunne droppe alt det her,« skal han have udtalt til Kelly.

Da Trump senere skiller sig af med Kelly, søger både Kushner og Ivanka Trump at bringe sig i stilling til at overtage jobbet. Ingen af dem får ambitionen indfriet, men i Trumps inderkreds lurer de konstant i baggrunden.

Varskoet af Rudy Giuliani (Trumps personlige advokat, red.) om, at Trump ønskede ham som ny stabschef, spurgte Chris Christie, hvordan det kunne falde Trump ind at tro, at han ville have jobbet, når også Kushner var i Det Hvide Hus. Som offentlig anklager sendte Christie i sin tid Kushners far i fængsel »for en af de mest modbydelige forbrydelser på min vagt«. (Byggespekulanten Charles Kushner blev dømt for skattesnyd og for at true vidner og kom fængsel i 2005, red.).

»Hvorfor i helvede skulle jeg sige ja til det job og arbejde for tosser,« citeres den tidligere New Jersey-guvernør for at have sagt.

Slag i ansigtet

A Very Stable Genius skildrer også spillet mellem Trumps advokater og justitsminister William Barr på den ene side og særundersøger Robert Mueller på den anden. Barr var juridisk rådgiver under præsident George H.W. Bush, og Mueller hans kollega i justitsministeriet. Dengang var de to venner.

Men da Barr som justitsminister under Trump gav sin helt egen opsummering af konklusionerne i Muellers rapport om russisk indblanding i præsidentvalgkampen og kontakterne mellem Trump og Moskva, skriver Leonnig og Rucker, at den særlige undersøger »lignede en mand, der havde fået et slag i ansigtet«.

Da Mueller sendte et brev, hvori han gik i rette med det, han oplevede som justitsministerens misvisende sammenfatning, blev Barr »ude af sig selv af raseri«, kaldte brevet for »ondskabsfuldt« og følte sig »personligt forrådt«.

Under et møde i et sikret rum i Pentagon, der kendes som The Tank, skal Trump ifølge bogen have kaldt Amerikas ledende generaler for »fjolser og pattebørn« og have tilføjet: »Jeg vil aldrig gå krig med sådan en flok som jer.«

Da den tidligere sikkerhedsminister Kirstjen Nielsen og en af stabschef Kellys medarbejdere kom op at toppes om at skille migrantfamilier ved den sydlige grænse, hånede Trump Nielsen for hendes udseende og højde. For en god ordens skyld, hævder forfatteren, beordrede Trump hende også til at møde kl. 5 om morgenen som ren og skær chikane.

Da James Mattis meddelte Trump, at han agtede at trække sig som forsvarsminister på et senere tidspunkt, rykkede Trump hans afgang to måneder frem og pralede på et efterfølgende kabinetsmøde af, at han netop havde fyret en firestjernet general.

Tilsvarende hånede præsidenten H. R. McMaster, Michael Flynns afløser som national sikkerhedsrådgiver, for dennes udseende og tøjstil. Den akademiske McMaster sad altid på lånt tid, fremgår det. I bogen citeres en af hans medarbejdere for følgende: »Trump fyrer ikke folk … han piner dem, indtil de selv tager deres afsked.«

Tabene i Trumps inderkreds kan opgøres i adskillige faldne. Paul Manafort, Trumps kampagneleder, og Michael Cohen, hans advokat, sidder i dag i fængsel, mens Flynn og Roger Stone, en mangeårig nær fortrolig, afventer deres domme.

Leonnig og Rucker citerer også Bill Galston fra tænketanken Brookings for, at »Trump ser ud til at udfordre resten af det politiske system til at stoppe ham – og gør de det ikke, går han bare endnu længere. Loven har ingen kraft, hvis der ikke er folk til at håndhæve den«.

Philip Rucker og Carol Leonnig: ’A Very Stable Genius, Donald J. Trumps Testing of America’. 465 sider. Udkom tirsdag på forlaget Penguin.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen