John Bolton er ingen stor forfatter, men hans bog giver et usædvanligt indblik i Trump

Ved et møde beskrevet tidligt i John Boltons bog The Room Where It Happened: A White House Memoir, bliver han spurgt af Donald Trumps svigersøn Jared Kushner, hvordan han håndterer at være så kontroversiel en skikkelse, at folk enten hader ham eller elsker ham.

Det er uden tvivl et mere overskueligt problem nu, hvor Boltons længe ventede bog om hans erfaringer som præsident Trumps nationale sikkerhedsrådgiver er udkommet, for nu hader stort set alle ham, om end af vidt forskellige grunde.

Udenrigsminister Mike Pompeo har kaldt ham »landsforræder«, mens Trump selv har suppleret med »idiot« og »sick puppy«. Præsidentens politiske modstandere har for deres del ikke glemt, at Bolton fik et forskud på omkring 14 millioner kroner for sit bogmanuskript, men nægtede at møde op og delagtiggøre Repræsentanternes Hus i sin viden i forbindelse med Ukraine-skandalen.

Han havde trods alt været tilstede i the room where it happened, og formodningen var, at hans motiv til ikke at vidne var ønsket om at sælge flere eksemplarer af sin bog.

Det har heller ikke gjort demokraterne venligere stemt, at Bolton efterfølgende har kritiseret dem for i deres anklageskrift mod præsident Trump at have fokuseret alt for snævert på hans forsøg på at opnå et quid pro quo (noget for noget, red.) ved at afpresse Ukraines præsident Volodymyr Zelenskij.

At tilbageholde penge bevilget af Kongressen til Ukraine for at forfølge personlige mål – i dette tilfælde at få ’snavs’ på Joe Biden – var ifølge Bolton helt i tråd med Trumps sædvanlige adfærdsmønster.

John Bolton har siden 1980’erne været en fremtrædende udenrigspolitisk høg, blandt andet som leder af den neokonservative tænketank Project for the New American Century og som kommentator på Fox News. Præsident George W. Bush valgte i sin tid at udnævne ham til en midlertidig post som FN-ambassadør, fordi han var for kontroversiel en skikkelse til at vinde godkendelse i Senatet.

Mange drog da også et lettelsens suk, da Bolton ikke var på Trump-regeringens oprindelige liste over ministre og rådgivere, men efter at Trump havde sagt farvel til to andre nationale sikkerhedsrådgivere, kom turen i marts 2018 til Bolton – angiveligt fordi præsidenten nød hans konfrontatoriske facon på Fox News.

Chokerende uvidende

Bolton var ved sin ansættelse fortsat en varm fortaler for ’shock & awe’. Han støttede helhjertet Trumps beslutninger om at trække USA ud af Parisaftalen og atomaftalen med Iran, men så også gerne præsidenten gå skridtet videre med præventive bombninger i både Iran og Nordkorea.

De udenrigspolitiske anbefalinger, som Bolton præsenterede Trump for i sine 17 måneder som rådgiver, vil næppe vinde ham mange nye støtter, men uanset hvor ofte man under læsningen priser sig lykkelig over, at hans egne råd ikke blev fulgt, så efterlader hans beretning på den anden side heller ingen tvivl om, at Donald Trump ikke besidder de nødvendige kvalifikationer til at beklæde præsidentembedet.

Trump forbliver med Boltons udsagn »chokerende uvidende« om, hvordan Det Hvide Hus og den føderale regering skal ledes, og er samtidig aktivt uinteresseret i at tilegne sig viden, fordi han føler sig overbevist om, at hans instinkter og forhandlingsevner nærmest overflødiggør den.

Folk, der forestiller sig, at præsidenten spiller en bestemt rolle over for sine tilhængere, og at der bag facaden er en anderledes tænksom person, der også er i stand til at tænke langsigtet, bliver formentlig berøvet den illusion ved at læse denne bog.

Nok er Boltons fremstilling af begivenhederne temmelig selvfed, men han er kendt for at tage omhyggelige noter, hvilket man heller ikke er i tvivl om, når man eksempelvis læser de detaljerede beskrivelser af forberedelserne op til internationale forhandlinger, statsbesøg, NATO-møder og lignende. Der er med andre ord ingen grund til at mistænke disse for blot at være en bitter fyret medarbejders forvrængede udlægning.

Litterære kvaliteter til at overse

I bogens epilog beskriver Bolton i detaljer det gennemsyn, hans manuskript har været igennem hos det Nationale Sikkerhedsråd inden udgivelsen. Nogle steder har han måttet indsætte »efter min mening«, og andre steder har han måttet fjerne citationstegn, så det ikke fremgår, at der faktisk er tale om direkte citater fra møderne.

Borger det for troværdigheden, så kan det til gengæld godt være en trættende oplevelse at læse de udførlige mødereferater, og bogens litterære kvaliteter er bestemt til at overse. Men kører man ikke død i detaljerne, så får man et usædvanligt og fascinerende indblik i de interne magtkampe omkring præsidenten.

Blandt Boltons egne hovedmodstandere er tydeligvis forsvarsminister Jim Mattis, der gang på gang spænder ben for iværksættelsen af de militære konfrontationer, som han plæderer for. Også udenrigsminister Mike Pompeo og finansminister Steven Mnuchin får en hård medfart i bogen, men ingen mere end FN-ambassadør Nikki Haley, som ifølge Bolton er blottet for kvalifikationer. Det er hans opfattelse, at hun kun har sit job for at kunne sætte flueben ved ’udenrigspolitisk erfaring’ i sine kommende bestræbelser på at blive præsidentkandidat.

Skal man tro Bolton, bruger rådgiverne omkring præsident Trump en betragtelig del af deres tid på at forsøge at holde ham på sporet og forhindre ham i at sige eller gøre noget dumt og uoverlagt. Som eksempelvis at true med at trække USA ud af NATO.

I mange tilfælde viser anstrengelserne sig at være skønne spildte kræfter, som da Trump i et møde med en gruppe japanske diplomater hører en af sine rådgivere sige, at USA ikke har nogen bedre allieret end Japan, og straks giver sig til at bebrejde dem det japanske angreb på Pearl Harbor i december 1941. Ikke ligefrem en icebreaker.

Gang på gang bliver planer kuldkastet og rådgiveres råd overtrumfet af præsidentens egen mavefornemmelse eller af oplysninger, han har opsnappet fra morgen-tv eller fra folk, han har mødt på sin vej.

Trump angler efter ros

I Boltons udlægninger har Trump ingen ideologi og ingen principper. Han angler efter ros og lader sig nemt benove af autoritære ledere som Vladimir Putin, Xi Jinping, Kim Jong-un og Recep Tayyip Erdogan. Modsat disse har han dog ifølge Bolton ingen fornemmelse for, hvad det er for nationale interesser, han har aflagt ed på at ville varetage.

Fornemmer præsident Trump, at den personlige kemi mellem ham og de udenlandske ledere er god – og det fornemmer han, når de smigrer ham – så tror han også, at forhandlingerne går godt for USA.

Trumps ambivalente forhold til Kina er et kapitel for sig: Han jagter sin store handelsaftale som Kaptajn Ahab jagtede den store hvide hval, og undervejs er han parat til at droppe alle andre geostrategiske målsætninger – for slet ikke at tale om humanitære hensyn. Diskussioner om eksempelvis Hongkongs fremtid forstummer hurtigt ved forhandlingsbordet.

Ifølge Bolton gik Trump under en middag ved G20-mødet i Osaka så langt som til at fortælle Xi Jinping, at beslutningen om at placere de muslimske uighurere i genopdragelseslejre i Xinjiang-provinsen var »det rigtige at gøre«. Til gengæld kvitterede Xi Jinping angiveligt med under en telefonsamtale at udtrykke sit håb om, at Trump kunne få ændret den amerikanske forfatning og dermed forblive længere ved magten.

John Bolton beskriver, hvordan han ved sin tiltrædelse som national sikkerhedsrådgiver mente, at det vedvarende kaos og den endeløse række af kriser i Det Hvide Hus måtte tilskrives, at staben ikke vidste, hvordan de bedst kunne hjælpe præsidenten.

»Dette er et stabsproblem, ikke et Trump-problem,« sagde han efter eget udsagn til stabschef John Kelly, der bestemt ikke var enig i den konklusion. Konklusionen i Boltons bog er, at det var Kelly og ikke ham selv, der havde ret: I sidste ende er det præsident Trump, der er årsagen til det kaos, der hersker i Det Hvide Hus, og hovedparten af de kriser, han – og dermed også nationen – befinder sig i, er selvskabte.

John Bolton: 'The Room Where It Happened: A White House Memoir' (New York: Simon & Schuster, 2020).