En af de mest opsigtsvækkende - og derfor også mest citerede - naturviden-skabelige skrifter starter med en undskyldning. Den indledes sådan
"En videnskabsmand må formodes at være i besiddelse af en udtømmende og fuldstændig førstehåndsviden om visse spørgsmål, og det forventes sædvanligvis ikke, at han udtaler sig om forhold, han ikke kender til bunds. Adel forpligter, og denne holdning regnes for en æressag. Men hvad angår denne bog, må jeg bede mig fritaget for adel, om en sådan skulle tilkomme mig, og dermed også for den tilhørende forpligtelse."
Den undskyldende videnskabsmand er den østrigske fysiker og Nobelpris-modtager Erwin Schrödinger, og skriftet, hvori han undskylder, er den lille bog What is life?, som i 1944 blev udgivet af universitetsforlaget i Cambridge. Bogen diskuterer det fysiske grundlag for biologisk liv, og det provokerede mange af den tids - og eftertidens - biologer voldsomt, at en ekspert i elementarpartiklers bølgenatur pludselig tillod sig at sætte det levendes gåde til debat. Schrödingers selvforsvar lød i bogen som følger:
"Den store vækst, både i bredden og dybden, inden for videnskabens mange discipliner i løbet af de seneste hundrede år, har stillet os i et besynderligt dilemma. Vi har en klar fornemmelse af, at vi først nu er ved at komme i besiddelse af et materiale, som er pålideligt nok til, at vi kan sammensvejse vores samlede viden til et hele; men samtidig er det blevet praktisk taget umuligt for en enkelt hjerne at beherske mere end en lille og specialiseret del af denne viden. Jeg ser ingen anden vej ud af dette dilemma (medmindre vi for altid skal opgive at nå målet), end at nogle af os må forsøge at udforme en syntese af resultater og teorier, selv om vores viden på visse punkter skulle være mangelfuld eller anden hånds, og selv om vi bringer os i fare for at fremstå som tåber."
Sammenbrud
Hvis det var svært i 1944 at favne den naturvidenskabelige indsigt og få et sammenhængende verdensbillede ud af det, så forekommer det i dag - 53 år senere - fuldstændig halsløst blot at forsøge.
Den nu afdøde fysiker David Bohm, elev af Albert Einstein, var én af de få, der hele sit videnskabelige liv insisterede på at finde sammenhængen, det store billede, ja, sågar meningen med det hele, og det var et projekt så krævende og umuligt, at det endte med at ødelægge ham mentalt såvel som fysisk, skal man tro forskerkollegaen David Peat, der sidste år udsendte en stor biografi, Infinite Potential, om den kontroversielle fysiker.
I dag vælger - eller tvinges - de fleste forskere og studerende til at gå den modsatte vej: at specialisere sig i hidtil uset grad for dog at kunne få overblik og nå den erkendelsesmæssige front på ét isoleret område.
Den amerikanske videnskabsmand Mott T. Greene, University of Puget Sound i Washington, noterer i tidsskriftet Nature (14. aug. 97), at den videnskabelige uddannelse i dag er så specialiseret, at forskere uden for deres eget snævre speciale er lige så meget "analfabeter" som mennesker uden for det universitære miljø.
"Studerende, som har taget kurser i cellebiologi og evolution, er ude af stand til at diskutere bredere emner som evolutionsteori, endsige Jordens udviklingshistorie, med størrre dybsindighed end ikke-videnskabsfolk. Fysikstuderende kender ikke forskel på et protein og en nukleinsyre, kemistuderende kender ikke Jordens alder, geologistuderende kan ikke give en simpel beskrivelse af stofskiftet eller forklare, hvorfor himlen er blå," skriver Mott Greene.
Fuld af huller
På Thyco Brahes tid og måske endnu i det 17. århundrede, da Rene Descartes formulerede sit verdensbillede, magtede de mest indsigtsfulde forskere at overskue den tilgængelige viden inden for matematik, kemi, kosmologi og biologi og kombinere det til et helhedssyn på verden. De huller, som stod tilbage, blev fyldt ud med Gud.
I dag er hullerne i verdensbilledet blevet mindre, omend der er blevet mange flere af dem. Trods denne forbedrede, kollektive viden "har de fleste mennesker, inklusive et voksende antal naturvidenskabelige forskere, et verdenssyn præget af store, tætplacerede huller, som de er tilfredse med at fylde med enten blind uvidenhed eller overnaturlige forklaringer på fænomener, som allerede er velforståede i fysiske termer," mener Mott Greene.
De stadig flere, stadig mindre huller i verdensbilledet afspejler, at jo mere viden, som genereres, desto flere nye spørgsmål rejser sig. Før man kendte DNA-molekylets dobbeltspiral var man f.eks. behageligt fri for 117 detailspørgsmål om genernes biokemiske virkemåde.
Den svenske filosof Anders af Wåhlberg spørger i bogen Skall vetenskapen rädda oss? (forlaget Symposion, 1996) om "den videnskabelige maskine" styres af os eller om den styrer sig selv?
Talløse er de anekdoter om store videnskabsmænd, som snublede over deres speciale ved et tilfælde. De arbejdede med noget helt andet, men blev så distraheret, taget som gidsler, af et sidespørgsmål, som pludselig stillede sig i vejen og - ganske uventet - åbnede et nyt forskningsfelt med et mylder af spørgsmål og ny viden - og måske en Nobelpris for enden.
Heri ligger, at der hele tiden opstår nye specialiseringer, nye forskningsmæssige nicher, nye udfordringer, men også nye forhindringer for overblik og tværfaglig samtale. Specialestuderende og andre spores fra starten ind på denne tænkning, denne evige forgrenings-strategi for forskningen, i hvert fald i det omfang deres professorer og vejledere forsøger at inspirere eller overtale dem til at dyrke det seneste "hotte" område, hvor de selv har behov for assistance, eller hvor instituttet kan åbne en ny front, finde en ny niche.
For Mott Greene betyder denne måde at arbejde på, at forskningens såkaldte fremskridt indebærer en "uendelig udskydelse af syntesen."
"Den skaber flokke af unge forskere, som ikke mestrer den integrerende funktion, og som ikke kender nogen, der kan eller nogensinde har gjort det."
"Der findes ikke længere nogen form for belønning, der opmuntrer videnskabsmanden til midt i sin karriere at standse op, reflektere og producere fortællinger om den fortløbende proces, hvor nye udviklinger kædes sammen med det overordnede billede af videnskabelig indsigt, som er gået forud," siger Greene og påstår, at denne sammenhængs-skabende struktur i forskningens virke og væsen har været fraværende i et helt århundrede.
Det er ikke let at se, hvordan man kan undgå, at naturvidenskabens fremskredne og detaljerede stade resulterer i andet end fortsat opsplitning, specialisering og manglende evne til at se det samlede verdensbillede for lutter små huller. Til gengæld er det let at se, hvorfor mange unge vælger at læse filosofi i stedet.
