DARIO FO gav forleden i Firenze en forsmag på et nyt teaterstykke, der ifølge vor mand på stedet, tegner til at blive et nyt mesterværk. Stykket er bygget op over en sag, hvor der efter Fos mening er tale om overlagt justitsmord. På et tidspunkt standser Fo op og siger, henvendt til publikum: "Jeg går ikke videre, før alle er forargede". Det er alle så, for publikum vil naturligvis gerne se slutningen på satiren.
Vidste man ikke bedre, kunne man nemt tro, at de seneste to måneders begivenheder omkring Statens Teaterskole på Holmen var en ond farce, skrevet og instrueret af samme Dario Fo, men fra Ivan Z. Sørensens omtale af det nye stykke (Inf. 20.1.) ved vi smerteligt, at det ikke kan være tilfældet. Fo er i Firenze, og de farceagtige forhold er virkelighed. Og de kører tilsyneladende videre, selv om alle er forargede.
På Holmen er der tale om, at rektor Olav Harsløf har fået sine folk imod sig, i hvert fald de fleste af dem. Dvs. ca. 90 elever, syv uddannelsesledere samt et flertal blandt lærerne samt et enigt lærerråd. Modstanderne af hans embedsførelse fører sig usædvanlig hidsigt frem: De vil simpelthen ha' ham ud. Nogle af dem nægtede at tage på en planlagt studietur til Moskva, hvis deres rektor også skulle deltage. I forgårs pakkede eleverne deres skole ind i sort tape og plæderede for "rektorfrit område".
Man har hørt om misnøje med en leder før, men sjældent om så indædte protester. Rektor anklages for at have misinformeret, fordrejet og talt usandt, for at true, afpresse og manipulere, for... ja, der er næsten ikke det, han ikke anklages for.
NU ER DET jo ikke sådan her til lands, at en rektor automatisk skal gå af, bare fordi nogle elever og lærere kræver det. I så fald var der muligvis adskillige rektorer, der stod til fyring, for det er jo sådan, at nogen nødvendigvis må tage også de upopulære beslutninger, der medfører folkets vrede, osv. Men for udenforstående er det i netop denne sag ganske vanskeligt at se, hvem der har ret. Er Olav Harsløf offer for et "justitsmordforsøg"?
På rektors plusside står den kendsgerning, at han tidligere har bestridt to rektorposter, nemlig for hhv. Det fri Gymnasium samt Rytmisk Musikkonservatorium, og at hans arbejde her er skønnet så meget i orden, at han altså blev foretrukket som teaterskoleleder, en post, han har bestridt siden 1991. Han har - i hvert fald i nogle kredse - det skudsmål, at han er dygtig og dynamisk. Hertil kommer, at han har gjort sig fordelagtigt bemærket på kulturfronten bredt med løsningen af andre opgave, f.eks. stod han hver søndag i kulturbyåret for nogle velbesøgte arrangementer på Statens Museum for Kunst, ligesom han for nylig udgav et stort bogværk om tredivernes kulturradikale Monde-tidsskrift og -gruppe.
På minussiden står så altså teaterskolefolkenes påstande om, at han været for lidt over sin skole, både administrativt og kunstnerisk, påstande, som han i øvrigt medgav dem. Hans forklaring var imidlertid, at han ikke kunne overkomme det hele, og hans løsningsforslag var at opslå en stilling som prorektor.
DETTE VIRKEDE kun yderligere som en rød klud på teaterskolefolket, idet han derved i forståelse med Kulturministeriet fik sig selv - eller blev - "sparket opad" i systemet som en slags overrektor for flere uddannelser, nemlig foruden Teaterskolen også danse- og børneteateruddannelserne. I Kulturministeriet afventes en handlingsplan fra Harsløf, som skal foreligge 31. januar, og som kulturministeren har sagt, at han vil tillægge afgørende betydning for sin vurdering af hele sagen. Kulturministeren har tidligere appelleret til de protesterende om at give den nye ledelsesstruktur en chance.
Det er altsammen pokkers til situation at være i, men uanset hvad, er den ikke lykkelig for atmosfæ-ren og miljøet på skolen. Om det så skyldes kemien eller - som nogle mener - at Harsløf, der indledte sit rektorat med at kalde tv-serien Matador for "en katastrofe for dansk teater" (Inf. 22. 6. 1991), har en idé om, at teatret skal være mere samfundsmæssigt orienteret, end flertallet af teaterfolk mener - (a la en af sine forgængere, Arne Skovhus). Eller om Harsløf simpelthen er blevet pålagt for mange opgaver.
MAN KAN indvende, at teaterskolekritikken bør forstumme, hvis en ny prorektor bliver den egentlige kunstneriske og pædagogiske rektor. Det jo i praksis, hvad elever og lærere har bedt om. Harsløfs rolle vil så blive mere administrativ, mere tilbagetrukket fra direkte berøring med teaterskolegulvet.
Men man kan - nok med større ret - spørge, hvorfor pokker, det er så vigtigt for Harsløf at blive i den efterhånden så, undskyld udtrykket, tilpissede atmosfære...og hviske ham det gode råd i øret selv at gå i god ro og orden fra et område, hvor en massiv majoritet åbenlyst ikke ønsker hans tilstedeværelse. Mon ikke hans evner kunne bruges mere frugtbart i andre sammenhæng? Den megen negative omtale har ikke gavnet Teaterskolen og heller ikke gavnet Olav Harsløf. En renvasket tavle vil være en god gerning, et godt udgangspunkt, da gensidig tillid må være den nødvendige forudsætning for et frodigt, kreativt miljø, hvor alle burde trække med entusiasme, arbejdsomhed og lyst i den samme hammel.
Det ville så være nærliggende at anmode Dario Fo om at overtage ledelsen, når han er færdig med stykket i Firenze. Farcen ville så kunne rykke ind i selve scenerummet, hvor den jo har sit egentlige hjem. Men gu' ved, om han vil, efter alt det, man har hørt og set skrevet om Teaterskolen?
