Leder

Musharrafs minefelt

23. juli 2007

DOMMEN OVER DOMMEREN var også en dommens dag for Pervez Musharraf. Og den kunne ikke have faldet værre ud for den pakistanske kuppræsident. Fredag genindsatte landets øverste juridiske instans den kritiske højesteretsdommer Iftikhar Muhammad Chaudhry, som Musharraf havde afsat efter beskyldninger om magtmisbrug. Højesteret var uenig og kaldte fyringen 'illegitim', mens advokater dansede bangla i gaderne. Og Musharraf? Thi kendes for ret, General; en yderst vanskelig fremtid i pakistansk politik.

For der kan ikke herske tvivl om, at den vigtigste grund til afsættelsen af Chaudhry var, at denne nægtede at kridte den juridiske bane op for, at Musharraf kunne snuppe endnu fem år i den dobbeltrolle som præsident og hærchef, som han har bestredet siden sit coup d'etat i 1999. Da Chaudhry strittede imod, blev hans søns lette adgang til en god stilling i poli-tiet kaldt for korruption. Sandsynligt? Måske. Som så mange andre steder hjælper gode kontakter også i Pakistan.Men fyringsgrund? Nej, konkluderede højesteret med dommerstemmerne 10 mod tre og genindsatte Chaudhry med øjeblikkelig virkning. Hvis højesteret havde taget hensyn til skindet på præsidentens næse, kunne den have nedsat en undersøgelsesdomstol til at grave videre i anklagerne imod Chaudhry. Det gjorde den ikke, og Musharrafs nederlag blev dermed totalt.

DET SÅ ELLERS ud til at lysne for Musharraf efter et mildest talt stormfuldt år. Kampen om den Røde Moske og de efterfølgende terrorangreb, der siden har kostet op mod 200 livet, gav ham nemlig gode skyts til at forsvare sin dobbeltrolle. Under et møde med pakistanske chefredaktører i forrige uge fastslog han, at en præsident uden uniform i spidsen for en ren civil politisk ledelse, ville stå magtesløs over for den islamiske trussel. "Det er de moderate vs. ekstremisterne," lød analysen med kors og bånd og stjerner på.

Og det tyder på, at man har godtaget den fremstilling i Washington. Men utålmodigheden stiger, og risikoen for skæbnesvangre beslutninger følger trop. Med udgangspunkt i en ny rapport om al-Qaeda-aktivitet i det nordvestlige Pakistan opfordrede lederskribenten i Washington Post præsident Bush til at gribe ind med luftangreb og specialstyrker."Med sådanne aktioner løber man naturligvis risikoen for yderligere at destabilisere Pakistan, men det må vægtes imod risikoen for endnu et storstilet angreb på amerikansk jord," hedder det.

Kynisk, kortsigtet og kontraproduktivt, men desværre udtalt af et af verden mest indflydelsesrige medier.

Om Bush-regeringen pt. kan overskue endnu et oversøisk eventyr er nok usandsynligt. Men at den amerikanske præsidents talsmand, Tony Snow, i sidste uge udtalte: "Vi udelukker ingen mulighed," virker med den pakistanske forfatter Mohsin Hamids ord, som når Gulliver vipper med en storetå og knækker nakken på en lilleput. Den slags små-buldren fra giganten giver potentielt alvorlige rystelser i pakistansk politik. Det minder pakistanerne om, at meldingen fra Washington lød:'Samarbejd eller bliv bombet tilbage til stenalderen', endnu før støvet havde lagt sig over Ground Zero. Og det giver de ekstreme islamister den ammunition, de mangler i kommunikationen med de altovervejende sekulære vælgere i Pakistan. Som budskabet i sidste uge lød til det pakistanske folk fra al-Qaeda-lederen al-Zawahiri: "Musharraf og hans jagthunde har trukket jeres ære gennem sølet for at servicere korsridderne og jøderne."

Pakistanere er tålmodige folk, men der er en grænse, og den er Musharraf efter otte års illigitim magt farlig tæt ved at overskride. Frie og fair valg er den eneste vej til varig stabilitet i Pakistan. Resultatet skulle gerne være en ny leder, der ikke er belastet af at være kommet til magten ved hjælp af ekstremistiske islamister og efterfølgende holdt på fode af USA. Med højesterets afgørelse og Musharrafs tilsyneladende accept af dommen, er et magtskifte rykket tættere på.

DOMMEREN SLOG slog hælene i, og medierne bakkede op trods forbud og chikane. Det viser, at de institutioner, der er en forudsætning for et stabilt demokrati, stadig er intakte. Så hvis nogen skulle have glemt det efter for mange tv-billeder af skæggede islamister og bekymrede præsidenter: Pakistan har stærke partier, en kras kritisk presse, et uafhængigt retsvæsen, og en befolkning, der sætter pris på alle tre dele. Tid og tillid til at lade det blive basis for et nyt Pakistan, er den eneste farbare vej.

'Træd tilbage, Musharraf,' chantede Chaudhrys støtter foran retsbygningen. Der skal nok mere til, men tiden er i hvert fald forbi for Musharrafs selvsikre marchgang. At manøvrere i et forfatningsmæssigt minefelt er ikke for arrogante diktatorer og andre fumlegængere udi demokratiet. Træd varsomt, hr. præsident, lyder det sikkert fra hans rådgivere i Islamabad. Træd endelig ved siden af, General, kom ind i kampen Benazir Bhutto, og så holder vi andre os i behørig sikkerhedsafstand, bør være Vestens holdning. ansp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu