Leder

Hvem ødelagde Irak?

12. september 2007

Der hersker nu konsensus om, at det var en fundamental brøler at omstyrte Iraks eksisterende magtstrukturer, der blev holdt sammen af Saddam Husseins sunni-dominerede Baath-parti.

Det tog imidlertid fire år at nå til anerkendelsen af, at det efterfølgende magttomrum bærer en stor del af skylden for de interne magtkampe og den sekteriske vold, der siden marts 2003 er eksploderet.

Det har igangsat et mærkværdigt slagsmål om, hvem der traf den fatale beslutning. På den ene fløj står præsident George W. Bush, der fralægger sig et hvert ansvar for beslutningen om at opløse det irakiske politi, militær og statsapparat. Ifølge Bush er det Paul Bremer, der som øverste ansvarlige for koalitionsstyrkerne efter invasionen må bære ansvaret.

Paul Bremer er ikke så modig, at han i sit forsvar sigter efter præsidenten. Han skyder derimod på Dick Cheney og den nu afsatte forsvarsminister Donald Rumsfeld. Derudover er Paul Bremers påstand videre, at en række unavngivne britiske toppolitikere og krigsansvarlige ligeledes støttede beslutningen om at demontere hele det irakiske magtapparat.

I denne uge er den øverste militære ansvarlige for koalitionen, general David Petraeus, i Washington for at briefe præsidenten om situationen i Irak. Han er manden, der skal fortælle, at det går fremad som følge af Bush' nyelige troppeforøgelse.

Uden at have kigget i Petraeus noter kan det på forhånd konkluderes, at det får han meget svært ved: Olieloven er ikke på plads - det skulle den have været i juli. Regeringen i Bagdad er splittet fra alle vinde. De politiske reformer i landets provinser er ikke gennemført. Og tabstallene stiger fortsat for både irakere og nordamerikanere.

Men på et område er der fremgang. Det drejer sig paradoksalt nok om, at det nu går godt med at få nogle af de afsatte sunni-arabere tilbage i folden. Det er gjort udfra en counter-insurgency operation, der går ud på at væbne grupper i samfundet, så de kan deltage i kampen mod andre uønskede elementer. I dette tilfælde drejer det sig om, at få sunnigrupper til at gøre oprør mod al-Qaeda - der også er sunniarabere.

Det er en strategi, som briterne forsøgte at anvende i Malaysia, Frankrig i Algeriet og USA selv i Vietnam. Alle gange slog den på sigt fejl.

Gentager historien sig i Irak - giver de nu væbnede og hævnhungrende sunni-arabere yderligere problemer, så vil slagsmålet om fejleslagne strategier og ansvaret herfor igen duke op.

Præsident Bush kan hverken fralægge sig ansvaret for den manøvre. Ej heller ansvaret for den manglende strategi, det totale statskollaps eller de udeblivende resultater. Han kan højest dele ansvaret med ligesindende. Det vil sige de statsledere, der hoppede med på gallajen. Herunder hører den danske statsminister. jelo

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu