Leder

Sarkozys europæiske sirenesang

14. september 2007

SOM OMHYGGELIGT noteret i stort set hele den europæiske presse, har den hyperaktive franske mediedarling præsident Nicolas Sarkozy siden sit valg for tre måneder siden monopoliseret ikke bare sin egen konservativt ledede regering, men fransk indenrigspolitik generelt. Dels gennem en byge af reformer og lovforslag, dels ved at støvsuge den socialistiske opposition for talenter, som han har anbragt enten som ministre i sin egen regering, som formænd for diverse højtprofilerede udvalg eller som kandidater til internationale stillinger.

Men Sarkozy, hvis mest fremtrædende karaktertræk er en rastløs utålmodighed, en tilsyneladende evig søgen efter bevægelse og handling - brillant beskrevet i en ny utraditionel litterær-politisk portrætbog, L'Aube, le soir ou la nuit af Yasmina Reza - kan i sagens natur ikke nøjes med den indenrigspolitiske scene.

Den globale passer endnu bedre til både hastigheden og ambitionsniveauet for hans virke. Som beskrevet i en artikel i gårsdagens avis, er præsidenten følgelig gået til makronerne i udenrigspolitikken med samme energi, som han har udvist på hjemmefronten.

Han har bl.a. kastet sig over en stribe af de allertungeste strategiske udfordringer for fremtidens EU: En fælles ny udenrigspolitik for den udvidede union, en fælles immigrationspolitik, EU's identitet vis a vis den muslimske verden, en ny europæisk globaliseringsstrategi samt udviklingen af en sammenhængende europæisk politik på klima- og energiområdet.

Dette har han gjort samtidig med, at han her og nu har antydet, at Frankrig er klar til at se mere kritisk på EU's tunge og forældede landbrugsstøtte. Og så har han nedtonet modstanden mod tyrkisk EU-medlemskab, hvis bare resten af EU vil gå med til at nedsætte en lille vismandsgruppe, der skal diskutere de førnævnte langsigtede og fremtidsrettede aktiviteter for Unionen.

SARKOZYS insisteren på at Frankrig nu skal sætte dagsordenen for EU's langsigtede strategiske prioriteringer er særlig interessant, fordi de andre af Unionens store lande p.t. bruger størstedelen af sin politiske energi på forberedelsen af de kommende forhandlinger om Unionens nye såkaldte reformtraktat.

I Storbritannien kæmper f.eks. premierminister Gordon med at holde en betydelig folkelig og politisk EU-skepsis fra døren; en skepsis, der styrker et konservativt krav om en folkeafstemning. Her drejer det sig om at vinde den umiddelbare forhandling, ikke om langsigtet strategi.

I lille Danmark er presset for en folkeafstemning ikke højlydt, men det bliver det, når regeringens juridiske eksperter allerede i næste måned offentliggør undersøgelsen af reformtraktatens lovmæssige grundlag.

DET STORE OG nærliggende spørgsmål er imidlertid naturligvis, hvad den nye præsident vil få ud af sin idérigdom. Og er hans ideer velegnede til at bringe Europa fremad ?

For det første er der solid modstand mod flere af tankerne. Når det gælder Tyrkiet er især Storbritannien usvækket entusiastisk af både økonomiske og sikkerhedspolitiske grunde. Dertil kommer, at briternes transatlantiske og markedsbaserede EU-position ikke levner plads til bekymringer om en svag eller udvandet politisk Union. Tværtimod er det lige før, om end det ikke siges højt, at det netop er det, der foretrækkes i London. I Rom og i Stockholm har de politiske ledere også taget kraftigt afstand fra Sarkozys linje over for Tyrkiet.

Et andet muligt stridsemne er energipolitik. En ny fransk globaliseringsrapport lægger op til fortsat betydelig national suverænitet over fremtidens nøglesektorer som bl.a. energi - en tilgang direkte i modstrid med både Europa-Kommissionens holdning og med flere mindre medlemslande, som ønsker en fælles europæisk politik.

I samme boldgade er Sarkozys ønske om en EU-industripolitik, der kan støtte udvalgte, strategiske sektorer, som er vigtige for den europæiske konkurrenceevne. Igen naturligvis et forslag, der møder modstand fra flere af EU's mange liberale politiske ledere.

OG ENDELIG ER der Sarkozys kongstanke om at få stækket den uafhængige europæiske centralbank. Her er tyskerne allerede forståeligt godt trætte af præsidenten.

I Berlin er den fornuftige position nu som før, at der på ingen som helst måde kan stilles spørgsmålstegn ved bankens selvstændighed. Her går en lige linje fra Helmut Kohl til Angela Merkel.

Der er med andre ord rigeligt med snubletråde, som Super-Sarko kan ende med at snuble over. Selvom det er stærkt at sætte dagsordenen og erobre det politiske initiativ, er det ikke ensbetydende med, at man vinder diskussionen. Det er forfriskende, at Frankrig er kommet ud af den politiske vintersøvn og vil spille bold i EU. Men de mange protektionistiske anslag fra Sarkozy og den rigide afvisning af Tyrkiet udgør en sirenesang, som det øvrige EU gør klogt i ikke at lade sig lokke af.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu