AHA, sådan smutter han uden om forfatningen, den snedige rad Putin. Den russiske grundlov foreskriver, at præsidenten kun kan sidde to på hinanden følgende valgperioder. Altså skal Putin, der blev valgt til præsident i år 2000 og genvalgt i 2004, gå af i marts 2008.
Iagttagere har gættet på, om Putin ville snyde fra bestemmelsen og stille op alligevel - et statskup. Eller om han ville bruge sit overvældende og underdanige flertal i Ruslands parlament, Dumaen, til at få lavet grundloven om. Eller om han ville gelejde et skikkeligt fjols ind på præsidentposten og selv vente i kulissen på at stille op til et senere valg og genvalg som præsident - hvad forfatningen ikke forbyder.
Men nej. Putin viser sig - også her - mere udspekuleret end forudset. I mandags meddelte han, at han stiller op som spidskandidat til parlamentet for magthaverpartiet Forenet Rusland, og at han går efter at blive premierminister. Hoho, ikke statskup. Snarere statsfup.
Det er næppe grundlovens mening med den magtstækkende bestemmelse, at præsidenten efter otte år skal flytte sin position over i den umiddelbare regeringsledelse.
Ærbart opstiller Putin to betingelser for at påtage sig premierministerposten:
-Partiet Forenet Rusland skal vinde parlamentsvalget i december. Ikke noget problem. Meningsmålinger tipper allerede partiet til over 50 pct, og med Putin øverst på listen går det endnu bedre. Derudover har Kreml-kliken også opstillet partiet Retfærdigt Rusland, som ved sin sociale agitation er beregnet på at hugge stemmer fra Kommunisterne og nok får lidt under ti pct. Dermed kommer Putins tropper smukt over de 300 ud af 450 pladser, som er mindstetallet for at ændre grundloven. Det kan vise sig praktisk for Putin, alt efter situationens udvikling - f.eks. at overføre præsidentopgaver til premierministeren.
-Putins anden betingelse er, at den næste russiske præsident bliver "en anstændig, kapabel og moderne person, som jeg kan samarbejde med". Kravet om præsidentens samarbejdsvillighed er nok det vigtigste. Og som Putins magtstilling nu er i Rusland, ligger det i hans hule hånd at hægte en marionet op i præsidentstolen. Putins netop indsatte premierminister, den 66-årige Viktor Subkov, kan bruges, men det kan også vicepremierministrene Ivanov og Medvedev.
Og skulle den kommende præsident misforstå sin sande stilling, kan svigtende helbred og nerver hurtigt komme til at udgøre en begrundelse for et nyvalg til præsidentposten, hvor Putin nok også vil overveje at stille sig til rådighed.
Når fuppet kan lade sig gøre, skyldes det ikke bare Putins almagt, men også den russiske oppositions afmagt. Ved parlamentsvalget står de åreforkalkede kommunister, anført af Gennadij Zjuganov, til lidt under 20 pct og Vladimir Zjirinovskijs højreekstreme National-Liberale til 11 pct. Fælles for disse to partier er, at de ønsker endnu mere statscentralisering og national selvhævdelse, end Putin har fundet belejligt.
De 'ægte' oppositionspartier - de, der ønsker et demokratisk og åbent Rusland, der samarbejder med verdens folkestyrede lande - er håbløst splittede og splidagtige. I Vesten er Jablokov-blokken, under Grigorij Javlinskij, respekteret på grund af sin hæderlighed, men den har ikke magtet et samarbejde med delvis ligesindede partier. Ingen i den ægte opposition står til at komme over parlamentsvalgets spærregrænse på syv pct.
Putins råderum til at bøje forfatningen udvides af, at Ruslands magtelite ser ham som den personlige garant for, at privilegierne fortsat kan nydes i fuldt omfang. 1990'ernes larmende og synlige oligarker, der tiltuskede sig sovjetstatens aktiver til en brøkdel af værdien, er nu fortrængt af lavmælte apparatnijker fra sikkerhedstjenesten - førhen KGB nu FSB - som Putin har spredt overalt i forvaltningen af stat og energiproduktion.
Det anerkendte amerikanske tidsskrift The New Yorker pegede for nyligt på, at Putin-styret ikke bare er tyrannisk og ind i mellem livsfarligt for sine modstandere, men at det også er et kleptokrati - et tyvestyre, som de også kendes fra den tredje verdens råstofrige lande. Således skal Putin i sin præsidenttid stilfærdigt være blevet en af Ruslands rigeste mænd - med formuer gemt i skuffeselskaber og udenlandske konstruktioner.
Putin-styret har effektivt brugt korruptionsanklager mod sine forgængere og ser næppe nogen grund til at vige pladsen for kræfter, der kunne finde på noget tilsvarende.
I alt dette er der selvsagt også et grumt perspektiv for Danmark. I takt med at Rusland glider mod totalitære tilstande, oprustning og selvhævdelse, kan der være grund til at overveje, om dansk forsvarspolitik kan blive ved at antage, at der ingen fjender er i nærområdet.
Det, der sker i det kæmpe land i bunden af Østersøen, ligner den historiske begyndelse på årsag til frygt i små nabostater. Begrundet frygt.
Kup eller fup?
Da George Bush sendte sin søn George W. Bush ud for at blive US-præsident, var det også et statskup? Når Bill Clinton sender sin kone ud i valgkampen, er det et statskup?
Men når Putin stiller op som premierminister, så er det et kup? Bare fordi de partier, som DR ønsker at se ved magten i Rusland ikke bliver valgt af russerne? Hvorfor er det så svært at forstår, at russerene er blevet trætte både af den gamle kommunisterelite men også af oligarkerne, dvs. milliardærne, som bestemte landets skæbne under Jelzin?
Det er i hvert fald alt for langt ud at direkt opfordre til at begynde en ny kold krig, som DR gør.
Bush junior blev faktisk "valgt" ved et statskup begået af Højesteret. Desværre blev han så genvalgt på normal vis, det må vi erkende.
Problemet med Putins Rusland er hans faktiske magtmonopol støttet af streng kontrol med medier, en urimeligt høj spærregrænse og bureaukratiske blokeringer i forbindelse med kandidatopstilling, samt - desværre - en høj grad af politisk uduelighed og fantasiløshed hos oppositionen.
Hvad er det for resten - bortset fra spærregrænsen - det minder mig om?