Da det kritiske, tyrkiske ugemagasin Nokta sidste år offentliggjorde en pensioneret tyrkisk generals detaljerede planer for et kup, vakte det nok bestyrtelse, men samtidig var de fleste tyrkere klar over, at hverken politi eller anklagemyndighed ville løfte en finger i sagen. Det viste sig nu ikke at være helt rigtigt. Få dage efter offentliggørelsen belejrede tyrkisk politi ugemagasinets lokaler i en ransagning, der varede tre dage. Under pres fra militær og myndigheder lukkede magasinet kort efter, og det gjorde sagen tilsyneladende også.
Indtil i tirsdags blev den kun nævnt sporadisk hist og her, men denne uges anholdelser af 23 fremtrædende generaler og civilister viste, at der i hvert fald er én offentlig anklager, der har læst Nokta og taget anklagerne og dokumentationen alvorligt. Anklageren er i gang med at optrevle et særdeles omfattende netværk af politikere, generaler, advokater, akademikere og ngo-folk, der gennem politiske mord, uro-stiftelse og manipulation ville tvinge militæret til at gennemføre et kup mod den let islamiske regering.
Da første bølge af anholdelser i sagen fandt sted i januar, kom det frem, at nobelpristager og forfatter Orhan Pamuk stod på gruppens dødsliste, og i denne uge har nye beslaglæggelser vist, at gruppen planlagde at manipulere med undersøgelser for at få tyrkisk økonomi til at fremstå, som var den krise. Det er den ikke, men økonomi er det mest afgørende spørgsmål for tilliden mellem en tyrkisk regering og dens vælgere, og derfor et sårbart emne for regeringen. Et andet punkt på gruppens dagsorden var at arrangere demonstrationer, der skulle udarte sig voldeligt og være med til at ryste Tyrkiet. Både demonstrationer og politiske drab skulle angiveligt have fundet sted i denne måned.
Tirsdagens anholdelser fandt sted samme dag som anklageren i lukningssagen mod regeringspartiet AKP skulle komme med sin mundtlige fremlæggelse. De to sager er ikke forbundne, og det heller ikke selvom oppositionen skingert påstår det modsatte. Men der er en indirekte forbindelse, i den forstand, at begge sager bliver opfattet som slag i kampen om det tyrkiske retsvæsen.
På den ene side står de, der bruger retssystemet til egne formål. Det gælder for eksempel kredsen omkring det gamle borgerskab og militæret, der ser den tyrkiske stat som deres ejendom, og retsvæsenet som et praktisk redskab til at beskytte staten mod individerne. På den anden side står de, der gerne vil modne og modernisere retssystemet, så tyrkerne i fremtiden kan være sikre på, at de vil få en fair retssag, hvis det skulle komme dertil.
Det kan de ikke i dag, og problemet for fremtidsperspektiverne er, at det ikke er helt tydeligt, hvilket hold den tyrkiske regering spiller på. Regeringen har ikke været sen til at udtrykke sin støtte til Istanbuls modige anklagere, men har omvendt ikke vist sig særlig interesseret i at få efterforsket korruptionsanklagerne mod finansministeren. Det skal dog ikke skygge for, at der er håb for Tyrkiets retssystem, når anklagemyndigheden nu er begyndt at hente de hidtil så urørlige generaler ind til afhøringer.
