STORT set upåagtet lancerede Tyrkiets islamisk hældende regering i sidste måned et 'kurdisk initiativ', som dog straks fik navneforandring til et 'demokratisk initiativ' efter skinger oppositionsprotest. For de tyrkiske ultranationalister er selve ordet 'kurdisk' et anslag mod Atatürks enhedsstat.
Men forskellen er ens, som man siger, eftersom formålet med 'pakken' er at sætte et endeligt punktum for den 25 år lange væbnede i det sydøstlige Tyrkiet mellem staten og PKK (Kurdistans Arbejderparti), der har kostet et sted mellem 30.000 og 40.000 mennesker livet og gjort rundt regnet et par millioner kurdere til interne flygtninge.
Hvad initiativet konkret indeholder, har regeringen ikke sagt noget om endnu, måske fordi den vil lodde stemningen, før den tager endelig stilling til, hvad der kan holde i forhold til oppositionen, militæret - og faktisk også de kurdiske nationalister i DTP-partiet, der sidder på omkring 100 kommuner i de kurdiske områder.
Indenrigsminister Besir Atalay har lovet en 'unik' reformpakke, når nationalforsamlingen åbner om tre uger - i ventetiden vil premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans regering 'lytte' til partierne, organisationerne, medierne og selvfølgelig generalstaben. Og selv om der endnu ikke er nogen færdigpakket reform på bordet, ved alle, hvad den vil indeholde af politiske og kulturelle tiltag: tilladelse til at private kurdiske tv-stationer kan sende uden censur, kurdisk talende embedsmænd og -kvinder i kurdiske områders offentlige systemer, kurdiske klasser i de offentlige skoler.
På den politiske bane arbejdes der med en generel amnesti til de skønsmæssigt 6.000-7.000 PKK-militante, der holder til i bjergene mellem Tyrkiet og Irak eller er gået under jorden i de kurdiske byer. Økonomisk lover regeringen en indsprøjtning af offentlige og private investeringer, der vil få disse de fattigste provinser til at blomstre.
En knast, der skal høvles til - eller snarere af - er forfatningens definitioner af, hvad der er tyrkisk. Det kræver f.eks. en forfatningsændring at ændre ordlyden om, at alle borgere inklusiv kurdere, armeniere, grækere, jøder, etc., etc. er 'tyrker' til, at de blot er 'borgere i republikken Tyrkiet'.
ALT sammen er hørt før - det nye er, at der nu gøres noget ved det. Erdogan har ved flere lejligheder sagt, at han har 'spekuleret på det kurdiske problem i syv år' - altså siden hans retfærds- og udviklingsparti (AKP) kom til magten i 2002.
At tiden nu vurderes moden til at gøre et forsøg på at komme de etniske kurdere i møde, skyldes dels, at AKP fik en øretæve ved lokalvalget i marts netop i de kurdiske områder, men også - og nok så meget, at sagen er politisk modnet. AKP-regeringen har styrket sin position i forhold til det hidtil magtfulde militær, der tidligere kunne regne med folkelig støtte, men hvis popularitet er dalet efter trusler mod demokratiet i 2007 og afsløringer af højtstående officerers indblanding i kupplaner.
Den nationalistiske opposition er ulden - bl.a. fordi den endnu ikke ved, hvad den skal være imod - og nøjes foreløbig med at beskylde regeringen for at have hentet 'inspiration til demokratiseringsmodellen i udlandet' - underforstået i USA og EU, der hilser det nye initiativ velkomment.
Og toget er kørt, ånden er sluppet ud af flasken, som Ahmet Türk, formanden for det kurdiske nationalistparti, DTP, har udtrykt det. Og man skulle tro, at netop DTP, der vandt lokalvalget i marts, ville være tilhænger af ny bevægelse i den tyrkisk-kurdiske front.
Det er imidlertid ikke tilfældet. Således sammenkaldte DTP-lederne i sidste uge en betydelig menneskemasse i Diyabakir, kurdernes hovedby, under sloganet 'ærefuld fred' under PKK's grøn-gule-røde farver og billeder af den livsvarigt fængslede PKK-leder Abdullah 'Apo' Öcalan.
ERDOGANS regering er altså klemt af militæret og nationalisterne på den ene side og kurdiske nationalister på den anden side. Begge sider er bevæbnede, begge sider vil ikke tabe - den ene side kræver 'total overgivelse', den anden 'en ærefuld fred' - med 'Apo' som partner for fred - altså til stede ved forhandlingsbordet, når den nye demokratipakke skal skrues sammen med betingelserne for amnesti til de militante PKK'ere.
DTP, som formelt er et selvstændigt kurdisk parti, men også et parti, der i stigende grad har erklæret sig som PKK's forlængede arm, ved meget vel, at Öcalan i nogen som helst rolle ikke vil være politisk muligt. Öcalan blev fængslet for livstid i 2000, efter at hans dødsdom fra 1999 var omstødt til buldrende misnøje i nationalistiske cirkler. At indlemme 'Apo' i en demokratiseringsproces, formelt eller uformelt, vil ødelægge projektet, som allerede nu er under angreb fra den sekulære tidligere elite, der regerede Tyrkiet frem til 2002, og som brændende ønsker status quo i perioden 1923-2002 tilbage. Nogen - og hvorfor ikke de kurdiske nationalisters europæiske sympatisører og allierede - burde fortælle DTP, at det vil være en god idé at stille krav, der er politisk mulige. I den spændte situation er der ikke brug for absolutter.
