Leder

For sent og for lidt

9. juni 2010

Omkring 22.000 døde. Mere end 120.000 sårede. (...) 26 års ventetid. Og nu to års fængsel til de mænd, der var ansvarlige for den største forbrydelse mod folket i dette land. Det her er at gøre grin med retfærdigheden.
- Times of India

Efter 26 årsventen fandt en indisk domstol mandag otte mænd - heraf en afdød - skyldige i grov forsømmelighed i forbindelse med giftkatastrofen på den amerikansk ejede pesticidfabrik i den indiske by Bhopal, der siden 1984 vurderes at have kostet op imod 25.000 mennesker livet. To års fængsel og en bøde på 2.123 dollar blev det til for de syv, som dommeren fandt ansvarlige for den nok værste industrikatastofe i industrikatastrofernes beskidte historie.

Det håbedetalsmanden for den amerikanske udsending for Sydasien, Robert Blake, ville sætte et punktum for en historie, der udover at have skabt en gigantisk sundhedskatastrofe for Bhopals indbyggere også har været en ulmende strid mellem USA og Indien.

»Vi håber, at dommen vil betyde en slags afslutning for ofrene og deres familier. Men jeg forventer ikke, at dommen vil åbne op for nye undersøgelser. Modsat håber jeg, at den vil bringe sagen til afslutning,« sagde Robert Blake, der også fandt det på sin plads at minde inderne om, hvad der var på spil, da han udtrykte håb om, at sagen ikke ville forstyrre det stadigt tættere økonomiske samarbejde mellem USA og Indien.

Andre er noget mere kritiske. I Bhopal gik ofrene og deres sympatisører på gaden i protest imod de korte domme og næsten latterlige bøder.

I centrum for protesterne var spørgsmålet om, hvem der var de egentlige skyldige.

»Mandagens dom gør ingen forskel, fordi der er tale om fodsoldater,« sagde B.R Lall, advokaten, der førte ofrenes sag frem til 1995, til avisen The Express. Den mand, der i sidste ende havde ansvaret for, at mere end 35 ton af nervegiftgassen methyl isocyanat spredte sig udover den sovende by den decembernat i 1984, sidder nemlig tusinder af kilometer væk i sit hus udenfor New York.

Han hedder Warren Anderson og var i 1984 chef for den amerikanske kemigigant Union Carbide, der ejede fabrikken i Bhopal og var ansvarlig for de beslutninger, der skabte den graverende dårlige sikkerhed på fabrikken.

Union Carbide blev opkøbt af verdens største kemiproducent Dow Chemicals i 2001. Selskabet betalte 450 millioner dollar til den indiske regering for at få lukket sagen og udsendte mandag en pressemeddelelse, hvori selskabet gentog den så ofte hørte forklaring, at det amerikanske selskab ikke var ansvarlig for dag-til-dag-driften på deres indiske fabrik.

Den indiskejustitsminister, Veerappa Moily, afviste i går, at der med de otte domfældelser er lukket for muligheden for at retsforfølge Warren Anderson.

»Med hensyn til Anderson er sagen ikke lukket,« fastslog han.

Der er dog få, der tror, at den 89-årige Anderson nogensinde sætter sine fødder på indisk jord igen, og ligeså få, der tror på, at de indiske myndigheder ligger søvnløse over det faktum. For Bhopal-sagaen er ikke historien om store stygge USA, der kanøfler det fattige Indien. Det er den triste og ikke særligt overraskende fortælling om, at de fattige altid taber. Folk tæt på forløbet fortæller, hvordan også de indiske myndigheder har undladt at lægge pres på USA for at få dem til at undersøge Union Carbides rolle eller udlevere Warren Anderson.

Der har tilsyneladende været andre og mere vigtige ting at snakke med amerikanerne om - for eksempel en atomaftale.

Retfærdighedenkommer uden tvivl for sent og er for lidt, men er det ikke bedre end ingenting? Problemet er, at forløbet og den milde dom både i juridisk forstand og på et symbolsk plan næppe kan siges at afskrække virksomheder fra at gentage forbrydelsen. Som en af de aktivister, der i det sidste kvarte århundrede har kæmpet for ofrenes rettigheder, Satinath Sarangi, sagde mandag:

»Dommen er en juridisk katastrofe og vil kun overbevise livsfarlige selskaber om, at de kan slippe afsted med hvad som helst.«

Men er der måske nye tider på vej? Mens dommene faldt i Indien, afslørede den pæne mand Barack Obama i Washington, at han også kan tale gadens sprog, da han proklamerede, at han ville vide »hvem, der skulle have et los i røven«, som følge af olieudslippet i den Mexicanske Golf.

Warren Anderson besøgte Bhopal i dagene efter ulykken, blev anholdt, men løsladt mod kaution, hvorefter han flygtede fra Indien. Det kunne måske være en lektie for BP-cheferne og de andre, der har pumpet den amerikanske kyst fuld af olie. Få benene på nakken, før I får røven på komedie. Eller måske gælder det kun i Den Tredje Verden?ansp

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Andreas Ebbesen

Dommene og bøderne er ikke næsten latterlige, men uhørt lave.

De viser endnu en gang hvem der score gevinsten.
Nemlig storkapitalen.
Og giftindustrien er nogle af de værste.
Det kan i den forbindelse godt undre mig, hvorfor Århus Universitet har aktier i Keminova.
Hvis ikke det er noget svineri, så ved jeg ikke hvad det er.
Nåh, det var et lille sidespring, og så alligevel ikke.
VH Heidi Madsen.