»Hvis euroen bryder sammen, følger Europa med i faldet ...«
Tysklands kansler, Angela Merkel
Efter den akutte finansielle krise i begyndelsen af maj - hvor den europæiske valutaunion var tæt på at kæntre - stillede den tyske kansler, Angela Merkel, sig op i Forbundsdagen for at forsvare sin efter manges mening nølende holdning til EU's regeringschefers redning af Grækenlands finanser med et lån på 105 mia. euro. Sammen med en stabilitetsfond på 440 mia. euro til hjælp til andre EU-lande i risikozonen havde redningsaktionen og den europæiske centralbanks indgreb med nød og næppe afværget et kollaps på finansmarkederne 6-7. maj.
I den efterfølgendedebat blev krisen tilskrevet åbenlyse defekter indbygget i valutaunionens konstruktion. Sanktioner mod 'syndere' indenfor eurozonen blev kaldt meningsløse; trods budgetunderskud og statsgæld, som i mange eurolande ligger langt over de fastsatte grænser, er syndere aldrig blevet straffet. For hvem ønsker at forværre et medlemslands finansielle situation yderligere? Manglen på en politisk modvægt til Den Europæiske Centralbank (ECB) - en politisk union eller en økonomisk regering - blev fremhævet af den franske præsident, Nicolas Sarkozy. Selv den tidligere tyske kansler Helmut Schmidt gav Frankrig ret. »På intet tidspunkt i verdenshistorien har vi haft en centralbank, der svævede frit i rummet,« sagde han i et interview med magasinet Cicero.
Trods denne kritik vender Tyskland sig fortsat mod skabelsen af en politisk-økonomisk institution på EU-plan. Ifølge Merkels regering skal centralbanken bevare sin enorme magt og føre sin anti-inflationære linje videre. For de enkelte eurolande - især i Sydeuropa - giver det imidlertid ingen plads til at føre en ekspansiv økonomisk politik for at komme ud af recessionen, medmindre de vælger at gå solo og derved risikerer at blive udpeget til sorteper af finansmarkederne og ende som Grækenland.
I stedet for at gå ind på disse brister og foreslå reformer af Maastricht-traktaten, valgte Merkel at stejle og sætte alt på et bræt. Kansleren kaldte valutaunionen »vores fælles skæbne« og hævdede, at »den europæiske idé« ikke kan overleve uden euroen. »Hvis euroen bryder sammen, vil Europa følge med i faldet,« sagde hun i en formulering, der havde til hensigt at forsikre finansmarkederne, USA, Kina og andre magter om Tysklands kompromisløse forsvar for møntunionen.
At Den Europæiske Unionikke kan fortsætte med at eksistere uden euroen, er imidlertid udtryk for en dyb ahistorisk og elitær holdning. I debatten op til indførelsen af den fælles mønt for 10 år siden, lød støtteargumenterne stort set: Afskaffelsen af nationale valutaer vil spare virksomheder for vekselgebyr og øge samhandlen i Det Indre Marked. Det er korrekt, at erhvervslivet såvel som turister siden har opnået en mindre effektivitetsbesparelse; hvorvidt en øget samhandel kan tilskrives den fælles mønt er imidlertid mere hypotese end en beviselig påstand, al den stund toldmurene allerede var faldet, og indlemmelsen af de nye markeder i Østeuropa faktisk stod på EU's dagsorden, da euroen konkret blev søsat i 1999.
Et tredje argument lød, at EU's økonomier ville drage nytte af, at euroen blev en ny reservevaluta i konkurrence med USA's dollar. Jo flere varer, der handles i euro, desto mere sparer firmaer og kunder i eurolande på vekselgebyr. Det bliver også marginalt billigere for EU-stater at tage lån i euro. Indtil krisen dette forår blev disse fordele imidlertid opvejet af den overvurderede eurokurs, som gjorde det dyrere at eksportere til lande uden for EU. Den i øjeblikket lavere eurokurs hjælper, men den er opstået i forbindelse med en systemkrise for valutaunionen. Krisen i maj kunne have spredt sig til hele verden i kraft af euroens status som en valutareserve. Det er altså so wie so med fordelene.
I det lys må manspørge, hvorfor de europæiske regeringschefer og Bruxelles insisterer så heftigt på, at euroen hænger uløseligt sammen med Europas fremtid. Det er klart, at en genindførelse af nationale valutaer kan føre til en nedbrydende kædeproces, som de politiske ledere kan miste kontrol over. På den anden side er det unægteligt, at status quo ikke kan fortsætte. Det asymmetriske chok, som var blevet forudset af især amerikanske kritikere af møntunionen, har nu fundet sted i form af en regional finanskrise i de sydeuropæiske lande. At tvinge dem til at gennemføre drabelige sparepakker midt i en økonomisk krise vil blot mindske chancen for et opsving. At lade nordeuropæiske stater stille en kæmpe kapital til rådighed for Grækenland, Spanien, Portugal og måske Italien for at redde euroen vil avle mer EU-skepsis og en politisk nedsmeltning. Det tvinger politikerne til at tænke i visionære alternativer, men indtil nu taler man kun om at lappe Unionen. burch
Dette er anden leder om euroens fremtid. Serien fortsætter
