Det er en uudtalt regel for mellemøstdækningen i dette distingverede dagblad at gå uden om israelsk indenrigspolitik, der bestandig rykker rundt på personer, men yderst sjældent principper. Der er dog grund til at kommentere Ehud Baraks beslutning om at gå af som Arbejderpartiets leder i den hensigt at blive som forsvarsminister.
Barak gik med fire af Arbejderpartiets 13 Knesset-medlemmer, hvilket betyder, at Benjamin Netanyahus koalition nu mønstrer et flertal på 66 af Knessets 120 pladser. Endvidere er koalitionen berøvet den sidste rest af noget, der ligner ambition om en fredsaftale med palæstinenserne, da tre Arbejderparti-ministre måtte trække sig som konsekvens af Baraks manøvre for at komme en ydmygende fyring som formand i forkøbet.
I Israel drøftes det, om Baraks desertering skader eller gavner det socialdemokratiske parti, der regerede Israel fra 1948 til -77 og senere i perioder med Yitzhak Rabin og Shimon Peres i kuskesædet, sidst i 1999-2001 med Barak som premierminister.
Som socialdemokrater andre steder har også de israelske svært ved at fatte, at magten ikke er et automatisk privilegium. At opposition hører med til politik, og nu er den de ni tilbageværendes lod. Det kan der komme noget positivt ud af - israelsk politik har i mange år manglet oprigtigt modspil til be- og bosættelsen af 'Judæa og Samaria', de besatte områder.
Men på kort sigt har Barak gavnet Israels ekstreme højre. Den spektakulært fnysende udenrigsminister, Avigdor Liebermans 'Yisrael Beitenu'-parti - med etnisk udrensning af arabere fra den jødiske stats territorium som erklæret mål - er styrket betydeligt.
Med sine 15 mandater kan Lieberman nu trække tæppet væk under Likud-koalitionen, hvilket betyder, at den i forvejen lammede 'fredsproces' ikke vil genvinde fodfæste. Så vi siger: Tillykke Barak - og tak for kaffe. e.
