Leder

Imagine - et EU uden Storbritannien

20. december 2012

Så er det sagt. Det er muligt at ’forestille sig’ – det er ’imaginable’– at Storbritannien en dag vil forlade den Europæiske Union. Det erkendte den britiske premierminister, David Cameron, forleden. Det er ikke det udfald, han selv håber på, tilføjede han. Men det kan ikke afvises. Hvordan kan han være så sikker? Fordi han selv er manden med magt til at give briterne det valg ved stemmeurnerne, som kan føre til en såkaldt ’Brexit’. I samme debat i Underhuset antydede han endvidere, at han er på nippet til at love landet en sådan folkeafstemning i en snarlig tale om Europa.

Den såkaldte ’store tale’ om Europa er blevet varslet gentagne gange for gang på gang at være blevet udskudt. Men tydeligvis er hovedbudskabet aftalt i partitoppen, og de konservative partimedlemmer synes da heller ikke i tvivl om, hvad den vil indeholde: Et løfte om en folkeafstemning efter forhandlinger i Bruxelles, hvor Cameron vil forsøge at sikre et løsere forhold mellem Storbritannien og EU. Befolkningen vil derefter blive spurgt, om de ønsker at forblive i EU – eller forlade samarbejdet – under de nye forhold.

Så hvorfor får han det ikke sagt? Den britiske premierministers problem er, at han tilsyneladende har umådeligt svært ved at finde de rette ord, der på samme tid beroliger landets partnere i EU – hvis goodwill han er afhængig af for at forhandle et nyt forhold på plads – og sit eget bagland, der ikke ønsker en repatriering af et par beføjelser, men reelt vil helt ud af samarbejdet.

Derudover er der ’detaljer’, såsom hvad sådan et løfte vil betyde for regeringssamarbejdet med de pro-europæiske Liberaldemokrater, samt frygten for det nogle ministre kalder for ’Honda-problemet’. Det vil sige risikoen for, at multinationale virksomheder vil sætte investeringer på stand by, indtil landets forhold til EU er afklaret. Som BBC’s politiske redaktør Nick Robinson pointerer, så ser mange vælgere i dag EU som roden til landets økonomiske problemer.

»Det ville være politisk katastrofalt for de konservative, hvis deres tilgang til EU forekommer at gøre vores økonomiske udsigter værre,« tilføjer han.

Når Cameron harsvært ved at skrive en tale, der skal gøre alle tilfredse og på samme tid undgå at skubbe nogen væk, er det fordi, det ikke kan lade sig gøre. Det så vi et eksempel på for et år siden, da han nedlagde veto mod Finanspagten for at tækkes det EU-kritiske bagland, men samtidig ikke blokerede for, at de øvrige lande indgik en aftale. Resultatet blev hån fra baglandet og isolation i EU.

Hvad der imidlertid ikke er nogen tvivl om er, at forholdet mellem eurozonen og de ti ikke-eurolande er under forandring. Det er i dag bredt accepteret, at et EU på flere niveauer eksisterer, og i de kommende år vil denne niveaudeling blive indstøbt i unionens institutioner.

Så briterne har ret i, at der kan være god grund til at sætte sig ned og forhandle om, hvordan det nye forhold skal se ud. Imidlertid har Cameron skubbet potentielle allierede fra sig ved at fokusere snævert på, hvad briterne ønsker, frem for en bredere løsning inden for EU’s rammer.

Det har han gjort uden – kan det forekomme – at have tænkt ret meget over, hvordan fremtidens globaliserede verden vil se ud. Hans valg synes i stedet at være styret af et forsøg på at tækkes sit eget bagland. Labour-leder Ed Miliband har ret, når han spørger: »Er det ikke på tide, at han stopper med at følge sit parti på Europa og starter med at lede det?«

Imidlertid kan samme spørgsmål stilles til Labour selv. På samme måde, som Cameron ikke har ledt sit parti, har den politiske klasse som helhed ikke formået at lede befolkningen i EU-spørgsmålet. Manglen på mod til at være den politiker eller det parti, der påpeger de positive aspekter for landet ved EU-medlemskabet, er total.

I stedet er de alle – på nær enkelte i det liberale parti - hoppet med på vognen og har i årevis kritiseret alt, hvad der lugtede af ’Europa’.

De er selv årsagen til, at befolkningen nu kræver exit. Ikke kun Cameron, men hele den britiske politiske klasse kan takke deres egen mangel på lederskab for, at et EU uden Storbritannien nu er muligt at forestille sig – ’imaginable’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Lad bare englænderne forsvinde ud af EU.
Muligvis vil Skotland forblive i unionen, det vil vise sig.
Men lad England få en EØS-aftale á la Norge.
Danmark kan gå ud ved samme lejlighed, og så vil jeg overveje at emigrere til et andet land langs Østersøen.