Leder

Demokratiet sejrede! Taber demokratiet?

26. september 2016

Britiske Labours leder, Jeremy Corbyn, overlevede lørdag udfordringen fra partiets højrefløj, da han genvandt formandskabet efter sommerens formandsvalgkamp mod den forholdsvis ukendte Owen Smith.

Corbyns genvalg med en endnu større margin end sidste år – 62 procent mod 60 procent i 2015 – er en klokkeklar sejr for partiets venstrefløj med rod i græsrødderne og en lige så klokkeklar afvisning af den midtersøgende politik og resterne af New Labour.

At Corbyn overhovedet har haft et så gunstigt rekrutteringsgrundlag har rod i netop New Labour-årene, hvor partiledelsen gik meget længere mod højre, end hvad partimedlemmerne kunne acceptere.

Det handlede ikke kun om politik, men også om Tony Blairs ledelsesstil fra en sofa i Downing Street omgivet af nøglepolitikere og rådgivere, der forbigik ikke kun medlemmerne, men også partiets folkevalgte parlamentarikere og regeringen som helhed. Dette blev særlig tydeligt op til Irakkrigen.

Læs også: ’Jeg mener ikke, at der er noget som helst ekstremt eller radikalt ved Corbyns ideer’

Topstyringen skabte – som en Corbyn-tilhænger forklarede i weekendens Information – apati i partiet.

Koblet med et valgsystem, der ofte betyder, at vælgernes stemme ikke tæller nogen steder, har en generation af briter følt, at de ikke havde nogen mulighed for at øve indflydelse på den førte politik i landet.

Det er demokratiseringen af partiet lige så meget som ideerne, der har antændt engagementet hos så mange og skabt ny optimisme på venstrefløjen.

Imidlertid er optimismen ikke delt i den del af partiet, der ligger på midten af det politiske spektrum – dvs. knap 40 procent af medlemmerne, 80 procent af parlamentarikere og millioner af Labour-vælgere.

En ny undersøgelse fra Social Market Foundation viser, at mens 77 procent af briterne placerer sig selv bredt set i midten af britisk politik, mener kun 20 procent, at Corbyns Labour befinder sig inden for denne midte.

Værre endnu er, at 43 procent mener, at premierminister Theresa Mays konservative ligger inden for den brede midte.

Den slags målinger viser, hvor svært det bliver for Corbyn at tiltrække midtervælgerne, som er nødvendige for at vinde magten i det britiske valgsystem.

Trods de hårde odds er der ikke desto mindre stadig tre og et halvt år til næste valg.

Corbyn har endnu ikke præsenteret et program, som vælgerne kan tage stilling til, og de økonomiske konsekvenser af Brexit og mange år med nedskæringspolitik er endnu ikke slået fuldt igennem. Med andre ord: Svært, ja, men ting kan ændre sig.

Læs også: Den socialdemokratiske Jesus-figur

Hvad der her og nu er det største problem, er den fortsat interne splittelse mellem partiledelse og græsrødder på den ene side og på den anden side hovedparten af partiets parlamentarikere, der påpeger, at de har et langt bredere mandat fra befolkningen.

Medlemsdemokratiet er stødt sammen med det repræsentative demokrati, og begge fløje føler, at de svigter deres støtter, hvis de går på kompromis.

Kompromis er imidlertid præcis, hvad der er behov for. Havde Storbritannien et valgsystem, der leverede koalitioner, ville der være (mindst) to parter på venstrefløjen.

Et centrumvenstre parti a la det danske socialdemokrati og en britisk udgave af Enhedslisten. De to ville være tvunget til at forhandle et fælles program på plads, hvis de skulle gøre sig håb om en rød regering.

Dette er lige så vigtigt i et Labour, der rummer begge disse fløje, men som en spejling af ’vinderen-tager-det-hele’-valgsystemet synes samme mentalitet at have bredt sig til partiet. Den fløj, der vinder den interne magtkamp, bestemmer alt.

Jeremy Corbyn tilbød lørdag at vaske tavlen ren og starte forfra. Men der vil være behov for mere end tilgivelse, hvis han skal samle partiet: Der skal kompromisser til.

Og han må tilmed overbevise græsrødderne om, at Labour ikke kun er en protestbevægelse, og at de idealer, de selv har valgt ham på, netop kun kan blive virkelighed, hvis partiet vinder indflydelse gennem kompromisser.

Det samme er tilfældet for de besejrede parlamentarikere, der må vise, at de respekterer hans ledelse og de ideer, der har gjort partiet til et af Europas største målt i medlemstal.

Hvis ikke et fælles program udvikles, som begge fløje – politikere såvel som støtter – kan acceptere, vil det bredere britiske demokrati blive taberen.

I den måske vigtigste periode i landets nyere historie, hvor et nyt forhold til EU og resten af verden skal defineres, er det afgørende at have en effektiv opposition. Et splittet Labour kan ikke løfte den vigtige opgave. 

Læs også: En ny udgave af New Deal skal sikre Storbritanniens arbejdere

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Hvordan kan 40% af medlemmerne sætte sig på 80% af parlamentarikerne? Er der blevet fiflet med opstillingslisterne?

Og hvad forhindrer briterne i at lave koalitionsregeringer? De havde da en borgerlig koalitionsregering i 2010, hvis jeg ikke husker helt forkert - bestående af de konservative og liberaldemokraterne.

???