Leder

Brexit-hyklerne

5. november 2016

Leave-kampagnen havde under debatten op til den britiske Brexit-afstemning et yderst effektivt slogan: »Tag kontrollen tilbage.«

En stemme for Brexit ville igen gøre det britiske parlament suverænt, lød løftet.

Ingen slog mere på suverænitetsargumentet end Leave-fløjen i det konservative parti.

»Lad os tage kontrollen over vores suverænitet tilbage,« lød det fra Boris Johnson, der nu er udenrigsminister.

Handelsminister Liam Fox skrev i The Conservative Woman, at han drømte om et Storbritannien, hvor »de eneste med magt til at lave vores love er dem, vi vælger til at repræsentere os i Westminster«.

Torsdagens dom i den engelske landsret, der slog fast, at »det britiske parlament er den højeste myndighed og kan lave eller omstøde enhver lov, det ønsker«, burde derfor have fremkaldt jubel fra de suverænitetsbekymrede politikere.

Læs også: Brexit i modvind

Reaktionen var imidlertid en helt anden. UKIP's Nigel Farage kaldte dommen for »etablissementets Brexit-forræderi«, fordi parlamentet »nu vil skulle stemme om artikel 50-processen«.

Både Brexit-minister David Davis og Liam Fox udtrykte skuffelse og erklærede, at regeringen vil anke dommen og kræve, at landets højesteret giver den lov til at aktivere artikel 50 på baggrund af ’kongens særlige rettigheder’ – bestemmelser, der på visse områder giver regeringen lov til at træffe beslutninger uden om parlamentet.

Samme Davis fremsatte ellers tilbage i 1999 et lovforslag, der skulle fjerne dette levn fra fortiden fra lovgivningen med det argument, at der ikke er »nogen grund til at den udøvende myndighed skal have monopol på kontrollen med disse områder«.

Det var dog inden Davis’ ambition om ikke kun at blive minister, men også at skulle gennemføre landets exit fra det forhadte EU, gik i opfyldelse.

Som de øvrige Brexit'ere har han vendt sine tidligere principper ryggen og argumenterer nu for, at han og hans ministerkolleger skal have magten til at fortolke resultatet af folkeafstemningen uden det folkevalgte parlaments forstyrrende indblanding. Hykleriet kunne ikke være tydeligere.

Torsdagens dom har antændt et håb om, at Storbritanniens fremtid ikke vil blive besluttet bag lukkede døre af en lille gruppe politikere på den yderste højrefløj, men regeringens anke betyder, at briterne må vente endnu en tid, før de ved, om deres parlament rent faktisk er suverænt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Holm
Thomas Holm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Inden at Mikael Velschow-Rasmussen koger helt over, er det nødvendigt at gøre sig klart at Det engelske Parlament er landets højeste autoritet.
Storbritannien har mig bekendt ingen Grundlov, der begrænser Parlamentets magt, som vi har det i Danmark.

Dommerne og dommen har på ingen måde aflyst Brexit.
De har kun gjort det tydeligt at det er Parliament der træffer den beslutning og ikke Kronen (repræsenteret igennem regeringen). Gældende retsprincip i *UK siden Cromwell fik hovedet slået af Charles I.