Læsetid 3 min.

Den illusoriske frihed

LEDER
’Theresa Mays præstation i USA skal ikke underkendes. Hun er en garvet spiller, der formåede at smigre, hvor smigres skulle; udnytte øjeblikket, hvor det skulle udnyttes,’ skriver Informations korrespondent i London Mette Rodgers.

’Theresa Mays præstation i USA skal ikke underkendes. Hun er en garvet spiller, der formåede at smigre, hvor smigres skulle; udnytte øjeblikket, hvor det skulle udnyttes,’ skriver Informations korrespondent i London Mette Rodgers.

Ron Sachs
30. januar 2017

Der er lettelse og tilfredshed i London efter premierminister Theresa Mays besøg i Donald Trumps Hvide Hus i fredags. Så meget kunne være gået galt i et møde mellem den forsigtige præstedatter, mester i ikkesvar, og The Donald, hvis talte og tweetede ord synes som en stort set ucensureret udgave af hans tankerække.

The Economist forudså som så mange andre, at mødet ville blive »et studie i akavethed«.

Men det hele endte med smil og elskværdighed.

»I dag fornyer USA vores dybe bånd med Storbritannien – militært, finansielt, kulturelt og politisk. Vi lover jer vores varige støtte til dette yderst særlige forhold,« lød det fra Trump, der sågar greb Mays hånd, da de forlod det fælles pressemøde.

Sådan! Intet bliver bedre i Storbritannien, end når en amerikansk præsident fremhæver ’det særlige forhold’.

Tilfredsheden i London bunder dels i, at brexiterne nu kan sige: ’Det var det, vi sagde. Storbritannien har masser af magtfulde venner uden for Europa’.

Trumps bekræftelse af hans interesse i en hurtig, bilateral handelsaftale er ikke kun vigtig økonomisk set, men styrker også – mener brexiterne – Theresa Mays hånd i forhandlingerne om en aftale med EU.

Der er jo dem, der med henvisning til eksport-importtal hævder, at Storbritannien er mere afhængig af EU end omvendt, men efter besøget i Washington kan de britiske forhandlere fremstå mindre desperate. Hvad man taber det ene sted, vindes andetsteds.

Samtidig har besøget bekræftet brexiterne i, at landet stadig har global vægt og ikke behøver at være én af 28, men derimod er en international spiller i sin egen ret.

Theresa Mays præstation i USA skal ikke underkendes. Hun er en garvet spiller, der formåede at smigre, hvor smigres skulle; udnytte øjeblikket, hvor det skulle udnyttes – som på det fælles pressemøde, hvor hun fik flettet Trumps »100 procent forpligtigelse til NATO« ind i en offentlig udtalelse. Og hun kritiserede, uden rigtig at kritisere, da talen faldt på Trumps torturudtalelser: »Der vil være tidspunkter, hvor vi er uenige om ting.«

Det var en yderst professionel præstation på et tidspunkt, hvor Storbritannien har brug for venner.

Når det er sagt, er der også oplagte farer ved at lægge sig for tæt op ad en så kontroversiel politiker som Trump, hvor magtfuld han end er. EU-kollegerne er f.eks. ikke voldsomt imponerede over briternes åbenlyse flirten med Trumps hold, hvilket risikerer at skade forhandlingsklimaet forud for Brexit.

Der er også en risiko for at blive Trumps skødehund – husk blot Tony Blairs forsøg på at influere George W. Bush.

Trump har desuden en egeninteresse i at indgå en bilateral handelsaftale, så han kan bevise, at han ikke er imod frihandel, men blot ønsker aftaler, der er i USA’s interesse. Netop dér bør alarmklokkerne ringe i London, for styrkeforholdet mellem et Storbritannien med 60 mio. indbyggere og et USA med 300 mio. er unægteligt ulige.

Vil USA f.eks. acceptere en aftale, der ikke giver amerikanske landmænd mulighed for at sælge hormonbehandlede eller genmanipulerede produkter på det britiske marked? Eller hvad med adgang til det britiske sundhedsvæsen (NHS)?

Bekymringen for sidstnævnte greb allerede i weekenden briterne, efter at May afviste at udelukke, at NHS ville blive holdt ude af en frihandelsaftale.

Med besøget i USA er det nok lykkedes Theresa May at illustrere, at Storbritannien kan og vil klare sig efter Brexit. Men hvad hun ikke har bevist er, at landet – som lovet – har fået ’kontrollen tilbage’.

Brexit skulle gøre det muligt for briterne igen at træffe præcis de beslutninger, de ønsker, uden pålæg udefra, men Storbritanniens afhængighed af ’det særlige forhold’ viser, hvor illusorisk dét er i dagens verden.

Kun få timer efter afrejsen fra USA kom den første test, da May blev bedt om en holdning til Trumps indrejseforbud for muslimer og flygtninge. Tre gange i streg nægtede hun ifølge The Guardian at kritisere ham.

Først sent lørdag aften – efter at det kom frem, at konservative politikere og OL-løberen Mo Farah ville blive ramt af forbuddet – udsendte hun en udtalelse, hvor hun kort og godt sagde, at hun »ikke er enig« i forbuddet. Søndag bad hun sin udenrigsminister og indenrigsminister om at ’rette henvendelse’ til deres amerikanske kolleger om forbuddet.

Dét, som brexiterne kalder frihed, er langt fra det samme som kontrol.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
    Robert Ørsted-Jensen
  • Brugerbillede for Mihail Larsen
    Mihail Larsen
Robert Ørsted-Jensen og Mihail Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Mihail Larsen
Mihail Larsen

'Ledelse' på hjernen

Storbritannien har fra sin koloniale fortid bevaret en længsel efter at 'rule the waves', så nu og da dukker retorikken om 'at lede' op som et mantra. USA har til fulde overtaget dette behov for altid at se sig selv som 'leder'; faktisk så grundigt, at de som regel ikke vil være med i internationale aftaler, med mindre de kan 'lede' dem.

Theresa May kom i sin tale forleden til at fremhæve, at når UK og USA står sammen, så vi de - igen - kunne lede verden. (Tony Blair mente også, at England var selvskreven til at 'lede' EU.)

Det sker, medens USA er ved at kappe forbindelser til gamle allierede, oprette toldmure, fremme nationale særinteresser på andres bekostning; og medens UK er ved kappe forbindelsen til EU.

Hvem er det egentlig, de vil 'lede'? Hinanden? Medens resten af verden (bortset fra Rusland og Israel) etablerer alternative forbindelser og strukturer.

Læs i øvrigt Bjarke Møllers fremragende indlæg i Politiken i dag:

http://politiken.dk/debat/art5809680/Gør-Europa-stærkt-igen-–-et-alternativ-til-Trump

Ruth Gjesing, Robert Ørsted-Jensen, Sune Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Peter Møllgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Philip B. Johnsen
Philip B. Johnsen

’Det særlige forhold’

"Men i sidste ende er det et lands fører, som bestemmer politikken, og det er altid let at få folket med sig, hvad enten det nu er i et demokrati, et fascistisk diktatur, et parlament eller et kommunistisk diktatur. (...)også med stemmeret kan folket bringes til at følge førerens befaling. Det er ganske let.
Man behøver ikke at gøre andet, end at fortælle folket, at det bliver angrebet, og at udstille pacifisternes mangel på patriotisme og hævde, at de bringer landet i fare.
Disse metoder fungerer i ethvert land."
Hermann Göring, den 18. april 1946
Kilde: Gustave Mark Gilberts Nürnberger Tagebuch.

'Amerika first'
Er white supremacy bevægelsen, politiske nationalistiske ny-moralisme, bevægelsen kendes også i EU under navne som 'Britain first', 'Front national' pour l’unité française og Dansk Folkeparti.

White supremacy:
"By "white supremacy" I do not mean to allude only to the self-conscious racism of white supremacist hate groups. I refer instead to a political, economic and cultural system in which whites overwhelmingly control power and material resources, conscious and unconscious ideas of white superiority and entitlement are widespread, and relations of white dominance and non-white subordination are daily reenacted across a broad array of institutions and social settings."
Legal scholar Frances Lee Ansley

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Artiklen modsiger sig i mange steder. 1) Eu skal spare på import af olie fra "diktatur lande" læs fra udlandet. Men hvordan, ved at sætte afgifter på olie, skifte leverandører, det løser ikke problemet. Disse gamle metoder møder Trump lige ved hjørnet,De er også staf metoder. Hvis man fører disse straffe metoder skaber man fjender og fattigdom hos befolkningen. Der mangler ny tænkning her. Der er også racism i det når man eksludere nationer fra samarbejde. Den bedste er at have mod og íkke støtte diktatur stater, kritisere åben de krænkelser man mener de´findes. Og der tales om at hjælpe Afrika, ja hvordan hvis næsten alle ikke har traditioner i demokratiet, Jeg synes der er her noget med demagogi og populism. Men den første del af artiklen er Ok.

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Jeg tror i øvrigt at de "demokratiske lande" frygter boomerangs effekt hvis de kritiserer de diktatur lande.. Derfor bruger de sanktioner og andre straffe foranstalninger.

Brugerbillede for Steen Sohn

Flere hundrede tusinde briter mener, at May bør udsætte Trumps besøg.
Jeremy Corbyn skrev i dag:

Jeremy Corbyn MP
✔ @jeremycorbyn

.@Theresa_May would be failing the British people if she does not postpone the state visit & condemn Trump's actions in the clearest terms

Brugerbillede for Touhami Bennour
Touhami Bennour

Horfor siges det "White Supremacy" Historisk var der altid emperia, og dem der hersker havde "supremacy". Araberne har hersket i otte hundert år( ikke det samme som Othmaner, her er kaldes muslimer) over verden, hvor verden talte arabisk,( det siger en sang) i hvertfald, jeg var ikke med. Det er måske fordi det der kaldes white er en samling af forskellige folkeslag, hvor ingen ved, hvor det starter og hvor det ender. Med Trump er det Amerikaner måske med England.

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

"EU bør indtage rollen som leder af den frie verden."
Bjarke Møller

OK, det er for svulstigt for mig.

Men det vil være rigtig fint, hvis EU og RCEP kunne indgå en handelsaftale, når og hvis der kommer reelt indhold i RCEP. Håbet er i hvert fald lysegrønt efter Xi Jinping tale i Davos.

Problemet er, at RCEP ikke forholder sig til emner som tvangsarbejde, retten til at organisere sig i fagforeninger, arbejdssikkerhed & miljøbeskyttelse. Det kan blive en besk affære for den lokale EU-industri at skulle konkurrere med asiatisk industri, der ikke tager smålige hensyn til ovennævnte områder.

https://www.information.dk/udland/2017/01/davos-mens-vesten-famler-nervo...

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen
Børge Rahbech Jensen

"Der er jo dem, der med henvisning til eksport-importtal hævder, at Storbritannien er mere afhængig af EU end omvendt,"

Tallene for samhandel fortæller faktisk det modsatte: De andre EU-lande eksporterer mere til Storbritannien, end Storbritannien eksporterer til dem.

I forhold til EU ignoreres fortsat, at udmeldelse ikke er i strid med men tværtimod omfattet af EUs traktat. Det samme gælder ikke USA, hvor udmeldelse efter sigende strider mod forfatningen. Intet tyder på, EU og Storbritannien ikke er venner, selvom den britiske befolkning har valgt at melde sig ud af EU.

Brugerbillede for Anders  Hede

En balanceret og ikke voldsom slagsideramt leder. Ros for den.

Ligesom vi skal bekæmpe fakenews skal vi også passe på med dæmonisering af modstanderne, og det falder vi alle alt for ofte i

Brugerbillede for ole rasmussen
ole rasmussen

Det geopolitiske billede er i forandring. USA har med Trumf påtaget sig ideerne fra det mørke højre i Europa, og England følger med. De ser sig selv som en førerhund, men er allerede en skødehund. Andre steder forlades USA og man rækker man hånden ud til Asien, og mon ikke Kina på et tidspunkt spiller ud med et eller andet. Det bliver en sej tid for protektionismen og lad os håbe at Danmark ikke havner i det sorte hul.