Leder

De vrede franskmænd har valgt yderfløjene

31. januar 2017

Den politiske pose bliver rystet godt i Frankrig med optakten til valget af den Femte Republiks ottende præsident.

Søndag vandt socialisten Benoît Hamon stort over den afgående socialistiske premierminister, Manuel Valls, ved primærvalget på venstrefløjen.

Hamon er en af de såkaldte frondeurs, der gennem de seneste fem år har protesteret mod den politik, der er blevet ført under præsident Hollande. Sammen med andre frondeurs forsøgte han helt uhørt at opstille et mistillidsvotum til sit eget partis regering.

Med et stærkt venstreorienteret program om blandt andet borgerløn har han nu sendt socialisterne så langt ud til venstre, at han angribes for at være utopist.

I november var det omvendt den stærkt konservative François Fillon, der sendte republikanerne langt ud til højre. Fillon er nu i frit fald i meningsmålingerne på grund af mistanken om i årevis at have lønnet sin hustru for et fiktivt job. Det viser blot, hvor trætte vælgerne er af de sædvanlige skandaler.

Fillon blev valgt på ærkekonservative værdier, og udskejelser er helt upassende for en kandidat, der under valgkampen hvislede til den tidligere republikanske præsident og nu korruptionsanklagede Sarkozy: »Kunne man forestille sig de Gaulle være under anklage?«

Man kan knytte de gamle partiers nyvalgte præsidentkandidater an til de seneste års kæmpedemonstrationer. Millionvis gik i 2013 på gaden i protest mod socialisternes lov om ægteskab for homoseksuelle. Her har vi katolikken Fillons vælgere, som blev hentet langt til højre, også helt ude fra det yderste højre.

Hamon repræsenterer til gengæld de mange, der i 2016 gik på gaden i protest mod den socialistiske regerings arbejdsmarkedslov. Loven løsnede op i de rigide franske arbejdskontrakter og blev gennemført med den omstridte paragraf 49.3 i forfatningen, der giver regeringen mulighed for at gå uden om parlamentet. Hamon har lovet at afskaffe både 49.3 og arbejdsmarkedsloven.

Intet tyder dog på, at Hamon har den mindste chance for at blive præsident. Ganske vist var hans første erklæring efter valget søndag, at han vil samle socialisterne. Men hvis det kommer til at ske så langt ude på venstrefløjen, vil vælgerne næppe følge med.

Hamons planer om lukning af udtjente atomkraftværker, økologiske skattetiltag og begrænsning af brugen af pesticider vil få mange grønne til at gå med. Men det er ikke nok.

Andre Hamon-vælgere tror på omfordeling af samfundets ressourcer. Hans forslag om borgerløn kan lyde utopisk, men er i realiteten ikke mere ambitiøst end kontanthjælp i Danmark. Det utopiske er så, at Hamon ikke har sat tal på, hvordan han vil finansiere det.

Han vil genforhandle stabilitetspagten med Bruxelles, og hjulene skal sættes i gang med forbrug, grønne investeringer og omfordeling. I lyset af robotternes komme taler Hamon endog om at skære arbejdstiden yderligere ned fra 35 timer. Det tiltrækker vælgere fra den yderste venstrefløj, men heller ikke det er nok. For de fleste franskmænd lyder det totalt urealistisk.

På midterbanen af fransk politik er der derfor opstået et partiløst vakuum. Både de moderate republikanere og de moderate socialister kan siges at være partiløse. Det synes outsideren Emmanuel Macron for længst at have indset. Macron har fortsat ikke noget program, han er »på vej«, som hans bevægelse hedder.

Han forbeholder sig i meget de gaullesk forstand retten til at afgøre, hvad franskmænd i virkeligheden vil. Det ved de åbenbart ikke selv. Macron har under sin kampagne forklaret, at han som minister erfarede, at reformforslag, der egentlig havde parlamentarisk flertal, ikke blev gennemført på grund af stive partistrukturer. 

Nu står Macron så som den absolutte topscorer i meningsmålingerne, mens det politiske spil i Frankrig er totalt åbent med både radikaliserede og opblødte partilinjer. Det er i det mindste nyt.

Marine Le Pen fra Front National står fortsat til at blive blandt de to kandidater, der går videre til valgets anden runde. Den står hun til gengæld til at tabe, næsten ligegyldigt hvem hendes modkandidat bliver. Hvad man kan lære af både valget af Hamon og Fillon, men også af Macrons popularitet, er, at man aldrig skal sige aldrig. Ingen så dem komme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Niels Duus Nielsen
Espen Bøgh og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

I går hørte jeg Benoit Hamons navn for første gang. Et par timer senere havde han vundet valget. Det lader til at der måske stadig er nogle rigtige socialister tilbage i det Franske Socialist Parti. Stærkt at forsøge sig med et mistillidsvotum!

Niels Duus Nielsen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen, kjeld jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
charlie white

så når man ikke stemmer på de gammelkendte partier som ikke løser den politiske opgave, så man vred, når man satser på en anden hest.

sikke noget vås.

Steffen Gliese

Nej, Le Pen vinder ikke, det er Frankrig, ikke den angelsaksiske verden - hvilket betyder: det stik modsatte. Frankrig er ikke rigtigt med i Nato - som heder OTAN - og al forandring i Frankrig har altid været strukturel.

Ole Arne Sejersen

Nej, Le Pen vinder ikke. Det kalder jeg noget af en dristig spådom her i disse Trump-tider. The daring young man on the flying trapeze! Og the flying trapeze er naturligvis den digitale revolution. Men den er måske ikke nået til Den store Revolutions gamle hjemland endnu?

Torben Lindegaard

@Ole Arne Sejersen

Jeg lod mig ellers berolige lidt af Steffen Glieses frimodige og uforbeholdne udsagn.

Men, indrømmet, jeg har ingen anelse om, hvad han har at have udsagnet i, og dine vink "the flying trapeze" - digital revolution - Den store Revolutions hjemland går desværre hen over hovedet på mig.

Jeg har alderen til at forstå dine antydninger (f. 1946) men ikke den nødvendige revolutionære baggrund - det er for indforstået for mig.

Henning Egholk

"Det er fandme uhyggeligt!". Hvis nationalisten Marie Le Pen stiller op til præsidentvalget håber jeg bestemt at hun taber. Europa har ikke brug for flere populistiske indvandrefjendske højrefløjspolitikere. Hun kan skade EU samarbejdet betydeligt og måske ligefrem bede om et Fraxit.. PS hun er jo også glad for Trump....

Søren Rehhoff

USA er jo også grundlagt på en revolution, faktisk var den Amerikanske Revolution eller Uafhængighedskrig en inspiration for den Franske Revolution, så hvem ved, nu hvor Fillon er skandaleramt, lader franskmændene sig måske endnu engang inspirere af amerikanerne. Under alle omstændigheder kan det vel ikke være et argument, at fordi det nuværende Frankrig er grundlagt på en revolution, så kan Le Pen ikke vinde. Desuden ville det jo være en omvæltning eller revolution, hvis hun vandt. Den mest oplagte af de to outsiderkandidater Hamon og Macron, lader til at være Macron, hvis han ligger øverst i meningsmålingerne. Men lige nu er det hele åbenbart vild forvirring.