Leder

Det franske paradoks

Udland
4. marts 2017

Den uafhængige præsidentkandidat Emmanuel Macron fremlagde torsdag skitsen til en politik, som med noget nær et skældsord i Frankrig kaldes socialdemokratisk.

Macrons program begunstiger i høj grad det private erhvervsliv, men lever også op til Bruxelles’ krav om nedskæringer på de offentlige budgetter.

Det var den linje, Hollande slog ind på, da han i 2014 skiftede Ayrault ud med Valls og gik mod egne valgløfter. Paradoksalt nok også den linje, der gjorde Hollande så kolossalt upopulær. At foreslå det som program er enten selvmorderisk eller, som Macron stædigt hævder det, at stile efter et flertal, der ligger på tværs af hidtidige partiskel.

Macron påtænker, ganske som Hollande, at efterleve Bruxelles’ krav om at få den offentlige gæld ned under tre procent af BNP. Mens samtlige venstrefløjskandidater kritiserer denne bestræbelse, går Macron ind for at effektivisere den offentlige sektor. 150.000 funktionærposter skal skæres, det er langt færre end den halve million François Fillon vil skære, så for højrefløjen er Macron en ’Fillon light’.

Macron fortsætter også Hollandes politik ved at dæmpe virksomheders beskatning. Formålet er at komme massearbejdsløsheden til livs ved at give virksomhederne flere penge til jobdannelse. Først allersidst i Hollandes regeringstid lykkedes det at stabilisere arbejdsløsheden, dog stadig i nærheden af ti procent.

Macron foreslår også kontroversielle reformer for at nærme sig den ’flexsecurity’, som franskmænd beundrer ved de nordiske lande. Dagpenge skal betales over skatten og kontrolleres. I dag er store dele af det franske arbejdsmarked låst af næsten uopsigelige arbejdskontrakter. De er påkrævede for at opnå lån eller en bolig, så hele systemet mangler fleksibilitet.

Man kan være uenig med Macron, og det er mange især på yderfløjene. Fredag tog Macron imidlertid for første gang føringen i meningsmålingerne, endda foran Le Pen i valgets første omgang.

Meget tyder på, at der skulle Macrons enegang til for at tilvriste sig et legitimt flertal på en midte, der aldrig før har været ved magten i Den Femte Republik.

De Gaulle designede den franske præsidentpost for at skære igennem en nærmest ustyrlig parlamentarisme. Nu er det Macrons intention at bruge selvsamme præsidentpost til at redesigne det politiske landskab og skabe et flertal på midten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben K L Jensen

Macron - en fransk Hilmar Baunsgård?

Steffen Gliese

Det virker ikke med skattebegunstigelse - ihvertfald ikke uden kraf. Man må give begunstigelse ved udvidelse af arbejdsstyrken, f.eks.; men det virker nu endnu bedre at øge beskatningen og give pengene i understøttelse, så det ikke kan betale sig for arbejdsgiverne, private eller offentlige, ikke at gøre brug af arbejdskraften.

Søren Rehhoff

Ja, det vil sikkert være lidt nedtur for franskmændene, med deres stolte revolutionære fortid, hvis de skulle ende som en slags simple socialdemokrater. Der bliver noget at sætte tænderne i for nogle franske filosoffer, hvis det skulle lykkes Macron at vinde præsidentvalget og redesigne det politiske landskab i Den Femte Republik, så kan man begynde, at diskutere hvad der kendetegner den her nye politiske retning og hvad konsekvenserne egentlig er, set udfra et revolutionært perspektiv.