Torsdagens britiske lokalvalg giver mange interessante fingerpeg om, hvor landet er på vej hen, kun fem uger før parlamentsvalget 8. juni. Det ser bl.a. ud til, at premierminister Theresa Mays Det Konservative Parti virkelig er på vej til at blive den dominerende politiske magt i landet, mens et katastrofevalg for Labour nu ser endnu mere sandsynligt ud.
Den mest interessante historie er, at UK Independence Party (UKIP) er kollapset. I skrivende stund har partiet tabt 140 mandater i hjertet af ’Brexit-land’ og kun fået genvalgt en enkelt kandidat.
Sky News’ meningsmålingsekspert spår, at partiet kan falde til sølle tre procent på landsplan fra 22 procent ved lokalvalget i 2013. Med andre ord: UKIP kæmper bogstavelig talt for sin overlevelse.
Resultatet vil unægtelig glæde dem, der er på udkig efter tegn på, at de antieuropæiske populisters popularitet er toppet i Europa. Hvis Front Nationals Marine Le Pen bliver besejret i søndagens franske præsidentvalg, vil det være en af de bedste uger for Europa længe.
Men inden de lader champagnepropperne springe, er det værd at kigge lidt nærmere på, hvorfor UKIP ligger for døden.
For det første har partiet opnået sit mål: Udmeldelse af EU. Det er nu et parti uden en sag og uden en karismatisk frontfigur efter Nigel Farages afgang.
For det andet er deres vælgere ikke forduftet i den blå luft. De er – viser gårsdagens lokalvalg – i stort antal gået (tilbage) til Det Konservative Parti.
Det er der en god grund til. Med Theresa Mays entré i Downing Street er den officielle, britiske europapolitik rykket ud på den yderste højrefløj. Hendes Brexit-strategi indeholder præcis det, som ærke-Brexit-tilhængerne i hendes eget parti og i UKIP har argumenteret for de seneste 20 år.
Det er langt hen ad vejen en romantisk, tilbageskuende vision om en global og økonomisk usårlig handelsnation, der bunder i en stærk tro på national exceptionalisme.
Ved at overtage denne vision og supplere den med en letforståelig, patriotisk retorik og en dosis Bruxelles-angreb har Theresa May med succes inkorporeret UKIP i sit parti.
Populisterne er med andre ord ikke døde i Storbritannien. I dag kalder de sig bare Det Konservative Parti.
Europas skæbnevalg
Efter Brexit og Donald Trumps sejr i USA skulle den højrepopulistiske bevægelse stå sin prøve i Europa.
I Holland fik den islamkritiske Geert Wilders’ Frihedsparti ikke den tilslutning, som meningsmålingerne havde spået, men det lykkedes at trække regeringspartiet VVP langt mod højre.
Heller ikke i Frankrig løb højrenationalismen med sejren. Her endte den unge, fremadstormende Emmanuel Macron og hans nye bevægelse, En Marche, med at slå Marine Le Pen med 66,9 procent af stemmerne.
Endelig har briterne nægtet Theresa May det stærke mandat, hun søgte til at føre Brexit ud i livet. I stedet blev det til en udradering af de EU-skeptiske nationalister i UKIP og et overraskende comeback til Labour og dets leder, Jeremy Corbyn.
24. september når vi til Tyskland, hvor kansler Angela Merkels vigtigste udfordrer bliver socialdemokraten – og den tidligere Europaparlaments-formand – Martin Schulz. Det indvandrerkritiske Alternative für Deutschland er derimod allerede på retur i meningsmålingerne.
Seneste artikler
De hollandske diger ryster stadig
11. oktober 2017Intet under at der ifølge hollandske medier allerede er murren i de fire regeringspartier, før samarbejdet overhovedet har lanceret dets politik over for de hollandske vælgereIdehistoriker: Socialdemokraterne vinder ikke ved ’at løbe efter højrepopulisterne’
30. september 2017De tyske socialdemokrater i SPD har udvist ’taberadfærd’ og forsømt muligheden for at træde i karakter ved tidligt at bryde med kansler Merkel og udnytte det faktiske venstrefløjsflertal i Forbundsdagen, siger Jan-Werner Müller. Spørgsmålet er, om partiet har kraft til at formulere en ny vision og politik, der kan danne modvægt til den højreradikale strømning og til CDUVi overlevede Europas skæbnevalg! Og vi har lært, at vi skal tale til håbet
30. september 2017Populisterne stod for døren i Holland, Frankrig og Tyskland, og 2017 blev udråbt som ’Europas skæbnevalg’. Ingen af stederne er de kommet til magten: Er problemerne løst, er populisterne væk, og er vi blevet klogere på, hvordan vi bekæmper dem? Til de to første spørgsmål kan vi rimeligt klart svare nej. Og til det tredje: måske ...
