Leder

Schäublenomics

22. juni 2017

Afmålt upræcist og dog med en aura af beslutsomhed. Denne talekunst brillerede Angela Merkel med i sin berømte øltelttale i München om Vestens sammenhold. I går gentog hun kunsten i Berlin om euroen.

»Man kan selvfølgelig overveje en fælles finansminister (for eurozonen, red.), hvis rammebetingelserne er i orden,« lød det fra kansleren, der »principielt er åben for økonomiske reformer« på tværs af de europæiske grænser.

Samtidig mente Merkel, at »et fælles budget for eurozonen kan give mening«, hvis det »faktisk også styrker strukturerne og bidrager til meningsfulde ting«.

Ting? For Europas mest presserende økonomiske spørgsmål, nemlig skævvridningen mellem eurolandene, er det ikke just klare ord. Merkel holdt akkurat de europæiske gryder i kog uden at få de tyske gryder til at koge over.

Euroen har nemlig ikke bare øget Sydeuropas købekraft og mulighed for at gældsætte sig til lave renter. Den fælles valuta har samtidig givet den lønpressende, investeringssvage og yderst effektive eksportnation Tyskland en stor fordel, som bl.a. har ført til et massivt tysk handelsoverskud – især over for Frankrig.

Der er bare hverken enighed om problemet eller kuren.

Angela Merkel og Emmanuel Macron sammen i Berlin. De to statsledere fremstår umiddelbart som nære alliancepartnere, men på det økonomiske område har de væsensforskellige interesser.
Læs også

For eurobudgettets vedkommende er det uklart, om der er tale om kreditter, permanente ordninger eller målrettede investeringer. For eurofinansministerens vedkommende lægger den franske præsident Macron vægt på forvaltningen af eurozonebudgettet, der skal skabe vækst i kriseramte lande.

Med sin »schäublenomics« lægger den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, derimod vægt på, at en evt. eurofinansminister skal sikre eurolandenes budgetdisciplin – samme logik som »den tyske sparemester« med sin insisteren på eurokriterierne for gældsættelse har skabt mange fjender med blandt sine valutaallierede.

Denne tyske position har dybe rødder i Vesttysklands historie, hvor D-markens styrke og bindingen til Europa var de to bærende fortællinger. Nu kæmper den økonomiske fortælling mod den europæiske.

At Merkel med sin vage tale næppe vil foretage et økonomisk nybrud før det tyske valg i september, er åbenlyst. Men også derefter skal millioner af tyske vælgere og et tysk erhvervsliv med stærke stemmer i Merkels CDU overbevises om, at euroen og en udligning af den europæiske konkurrenceevne i det lange løb er en bedre forretning end schäublenomics.

Skarp eurotale kommer derfor formentlig først, hvis en økonomisk eller politisk krise tvinger den frem – eller efter Schäubles og Merkels tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Der er ikke noget principielt problem i, at Eurozone landene opretter en Eurozone finansminister. Der kan være et praktisk problem i og med, at denne finansminister næppe kan være en af kommissærerne, som jo er kommissærer for 28 lande. Så vedkommende skal altså på anden måde passes ind den allerede eksisterende EU organisation, som finanschef for de 19 Eurolande..

Det er vist et stort spørgsmål, hvor stor indflydelse en Euro finansminister vil kunne få.
Federica Mogherini, EU's udenrigschef som samtidig er kommissær, har ikke fået tildelt megen magt af EU's stats- og regeringschefer eller EU's udenrigsministre. Man kunne godt forestille sig, at Eurozonen's finansministre havde det på samme måde.