Leder

Afrika: Ét problem, én løsning?

24. juli 2017

Der gik knap fire uger fra Lise Nørgaards forslag om et »vogntog med kondomer« til at standse migrationen fra Afrika, før udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) bevilgede 91 mio. kr. til familieplanlægning i ulande.

Et tilfældigt sammenfald, men medvirkende til en debat, der endnu en gang reducerede Afrikas vanskelige situation til ét problem, denne gang: Kontinentet er en ’fødemaskine’.

Pinligt, fordi de mange efterfølgende ord endnu en gang udstiller, hvor lille viljen er i Danmark til at forstå fattigdoms udtryk og årsager, og hvor stor den tilsvarende lyst er til at lufte fordomme, her med moralsk undertekst: Nu må de styre sig!

Et helt kontinent, 54 lande, 1,3 milliarder mennesker – og så kun ét problem, én løsning?

Fattige mennesker får ikke mange børn for sjov. Man kan unde afrikanerne al mulig sjov, herunder sex, for få har brug for et sjovere liv end dem. Høj dødelighed og korte liv har ledt alle traditionelle samfund til høj fertilitet, altså antal børn født per kvinde. Ellers visnede samfundene bort.

Mange børn er nødvendige for det traditionelle samfunds fattige bondefamilier: Jo flere hænder, jo større produktion.

Når tre fjerdedele af afrikanerne lever af landbrug, kunne man derfor lige så godt hilse det velkomment som jamre over, at Afrikas befolkning ifølge FN vil være fordoblet i 2050. Kontinentet er et af verdens tyndest befolkede og kan sagtens brødføde stigningen, også selv om klimaforandringer forringer landbrugets betingelser.

En somalisk kvinde holder om sit barn i lejren Balanbaalis i Somalia den 27. marts i år. Landet er en del af den region, der er truet af den værste humanitære katastrofe, FN har oplevet.
Læs også

Afrikas fattigdom viser dets store potentiale, især i landbrug og i den velstandsstigning, som vil følge af industriel forarbejdning af dets råstoffer. Afrika er imidlertid gennem de seneste årtier afindustrialiseret, og det bliver stadig mere afhængig af eksporten af uforarbejdede råvarer.

Det er snarere i dette problemkompleks, at vi finder årsager til, at selv Afrikas nuværende folketal sender migranter til Europa. Derfor er Nørgaards ’løsning’ lige så forarmet som ’analysen’ af Afrikas ’problem’.

Et samfunds nødvendighed af mange børn bliver gennem årtusinder vævet ind i samfundsstrukturer og sociale normer. Af samme grund har Europas kirker aldrig rigtigt haft held til at bilde afrikanerne ind, at sex er syndigt.

Patriarkalske politikere har imidlertid altid stor lyst til at dominere andres drifter, og i mange afrikanske lande går de hånd i hånd med især den katolske kirkes frygt for seksualoplysning og aktive modstand mod familieplanlægning. Europæiske og amerikanske kirkers voksende indflydelse på kontinentet udgør i denne sammenhæng en skændsel for vestlig civilisation.

USA har gennem mange år betalt halvdelen af internationale donorers indsats for adgang til og viden om familieplanlægning i udviklingslande, i år med 4.250 millioner kroner. Præsident Trumps budgetforslag for 2018 er et rundt 0. Han har allerede lukket for støtten til organisationer, der oplyser om, henviser til eller tilbyder abort.

Otte EU-lande, inklusive Danmark, har opfordret kommissionen til at kompensere for dette og har selv lagt penge i kassen. Initiativet fortjener ros, også for det stærke signal om sympati med de ramte organisationers mål. Det bør følges af reelle bevillinger samt øget pres på patriarkalske afrikanske regeringer for at styrke indsatsen for familieplanlægning og seksualoplysning.

Ubeskyttet sex og manglende adgang til abort kan ødelægge kvinders muligheder og helbred, akkurat som det skete her på egnen indtil for ganske nylig. Her begyndte fertiliteten først at falde i begyndelsen af 1900-tallet. Blandt os lever stadig danskere, der voksede op i børneflokke større end 10.

Udviklingen mod ’mindre end to barns’-familien er gået hånd i hånd med velstandsstigning, tilflytning til byerne, hvor børn er en byrde, og fald i børnedødelighed – samt viden om og adgang til prævention. Det sidste krævede stadig kamp mod patriarkalske politikere og kristne moralister.

Økonomisk fremgang og familieplanlægning går således hånd i hånd; ingen af delene er hverken hønen eller ægget.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Okholm
  • Jørn Vilvig
  • Dorte Sørensen
  • ingemaje lange
  • Torben K L Jensen
  • Peter Knap
Viggo Okholm, Jørn Vilvig, Dorte Sørensen, ingemaje lange, Torben K L Jensen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg har svært ved at blive helt klog på de faktiske forhold om befolkningstilvækst. Jeg mener, fødselstallet er faldet også i Afrika, og at befolkningstilvæksten primært skyldes lavere børnedødelige, generelle sundhedsforbedringer og højere levealder. Men synspunktet om store fødselstal fremføres så konsekvent, at jeg konstant kommer i tvivl.
Er den rigtige løsning på befolkningstilvæksten kondomer? Og hvis de er, skulle de så udleveres til alle os over 60 år, så vi kunne trække dem ned over hovedet og lide kvælningsdøden?

Claus Schmidt

"mange børn er nødvendige for det traditionelle samfunds fattige bondefamilier, jo flere hænder , jo større produktion" er lederskribenten mon klar over at der for hver par hænder følger en mund?
er lederskribenten mon klar over at mange millioner mennesker i afrika er ramt af akut mangel på mad?

Torben Lindegaard

@Peter Tygesen

Vi kan vist godt glemme alt om at få afrikanerne - eller nogle andre - til at styre sig.
Sexualiteten er alt for spændende til at lade sig styre - og det er fint nok.

Heller ikke afrikanske kvinder er vel alle sammen interesseret at være fødemaskiner, så en indsats omkring adgangen til prævention er absolut på sin plads - og der er hele AIDS problematikken, der bør medtænkes.

Landbruget kan ikke beskæftige Afrikas befolkningsvækst - hverken på kort eller langt sigt.
Det mekaniserede, kemiske landbrug, som vi f. ex. har indført i Danmark, kræver ikke megen arbejdskraft.

Peter Tygesen. Jeg kan anbefale dig at konsultere "Our World in Data" om statistiske oplysninger. Statistikker for verdens befolkningsudvikling er faktisk ganske interessante.

Jens Thaarup Nyberg

Claus Schmidt
"mange børn er nødvendige for det traditionelle samfunds fattige bondefamilier, jo flere hænder , jo større produktion" er rationalet bag de mange børn; den akutte mangel på mad har to hovedårsager: krig, tørkekatastrofer og utilstrækkelig økonomisk vækst, på grund af handelshindringer.

Torben Lindegaard
"Landbruget kan ikke beskæftige Afrikas befolkningsvækst - hverken på kort eller langt sigt.
Det mekaniserede, kemiske landbrug, som vi f. ex. har indført i Danmark, kræver ikke megen arbejdskraft."
Det er vel ideen, at Afrikanerne selv skal kunne sikre deres fødevareforsyning gennem modernisering af landbrugsdriften; derved brydes med nødvendigheden af mange børn, og de, der bliver tilovers, skal så beskæftiges i anden produktion.

Poul Erik Pedersen og Christoffer Pedersen anbefalede denne kommentar
Charlotte Svensgaard

Nemlig - Afrika er ikke et land, men et kontinet - i nogle lande begynder fødselsraten at falde, i hvert fald i det små - og i nogle.... stiger den voldsomt.
Og det er typisk i de områder som i forvejen, uanset hvor hårdt man prøver, ikke kan brødføde sig selv. Så bliver der sendt nødhjælp - og så forværres situationen. Kvinderne er desværre ikke i en situation hvor de "bare" kan samle benene, slet ikke når der er væbnede konflikter inde i billedet. Og Afrika, eller rettere, de Afrikanske mænd, er voldsomt tilhængere af en voldtægts og salgs kultur som rammer kvinder og børn.
Førend nogen hidser sig op over min udtalelse vil jeg påminde om at voldtægt af kvinder og især de helt unge i Syd Afrika, er steget voldsomt. Jeg kan ikke finde direkte tal og statistikker for præcis voldtægt- for der er åbenbart kun generelle tal om vold og mordsom bliver indrapporteret . Der har været en heftig stigning i kriminalitet - og voldtægt er som regel en af de sidste forbrydelser som bliver indrapporteret - og blandt andet fordi at selv om det er en af de groveste forbrydelser som kan begåes, er det også den hvor ofret bliver ofret een gang til - hvis endda ikke indkrimineret på grund af den forbrydelse hun har været udsat for.... :-(

For et par år siden var der en kampagne her i landet - "Knald for Danmark" - med både statslig og kommunal støtte.

Er stigende fødselstal kun et problem, hvis det er sorte børn der kommer ud af det?

Else Marie Arevad

Hans Larsen, det stigende fødselstal er et problem for mange afrikanske lande, som ikke kan brødføde befolkningen. I Nigeria fx føder kvinderne gennemsnitligt 7,5 børn.

Søren Jacobsen

Afrika har ikke brug for en Lise Nørgaards kondom arrogance. De kan selv og det har de gjort siden menneskets gang på denne planet. M-Pesa, M-Kopa, M-Farm, I-Hup bare for at nævne et par høj teknologiske innovations projekter, som er udviklet i Afrika og som er ved at løfte Afrika ind i den digitale verden.

Søren Jacobsen

Hvis ikke det havde været for den hvide mands magt arrogance og udnyttelse af korrupte afrikanske politiske ledere var der for længst blevet lukket for import af overskuds dumping vare fra EU.

Hans Larsen, Viggo Okholm, Christel Gruner-Olesen, Flemming Berger og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar