Leder

Den populistiske, den revolutionære – og alt er næsten, som det plejer

Fælles for Trump og Macron var at fremstå som en stærk mand med autoritet og greb om situationen. På forskellig vis oplever de begge nu en autoritetskrise

Fælles for Trump og Macron var at fremstå som en stærk mand med autoritet og greb om situationen. På forskellig vis oplever de begge nu en autoritetskrise

Carolyn Kaster

31. juli 2017

Da den amerikanske præsident Donald Trump kunne fejre et halvt år i Det Hvide Hus, var det som den mest upopulære præsident nogensinde. Under 36 procent af amerikanerne er tilfredse.

Når den franske præsident Emmanuel Macron i august går på sommerferie, bliver det med stærkt faldende popularitet. Traditionen tro var den høj efter valget, næsten 64 procent. Nu er den faldet til 54. Også det er historisk lavt blot tre måneder efter valget.

Begge præsidenter blev valgt på baggrund af populisme. Trump fordi han udnyttede den. Macron som alternativet til kandidater, man i de fleste medier fandt åbenlyst populistiske: Marine Le Pen yderst til højre, Mélenchon et godt stykke ude ad venstre tangent.

Fælles for dem var imidlertid, at de blev valgt på løfter om at gøre op med det hidtidige system. Trump som et opgør med en indspist politisk elite, der intet forstår af den menige amerikaners problemer – inkarneret af Hilary Clinton.

Mens Macron lovede revolution fra midten mod politisk træghed. Arbejdsmarkedsreformer, ja, men med social sikkerhed. Besparelser, men også jobdannelser.

Fælles for de to var at fremstå som en stærk mand med autoritet og greb om situationen. På forskellig vis oplever de begge nu en autoritetskrise.

Trump står i stampe, fordi han ikke kan komme igennem med sine spektakulære forslag: Der ser ikke ud til at rejse sig en mur mod Mexico, og det går uhyre trægt med at afskaffe Obamacare. Med populistisk logik mener Trumps kernetilhængere dog fortsat, at det er systemets skyld, at han får udført endnu mindre end tidligere præsidenter.

Men alt er på sin vis, som det plejer. Kongressen holder en præsident i skak.

Macron har langt dygtigere sørget for flertal. En Marche blev til et parti, LRM (La Republique En Marche), parlamentet er nærmest totalt fornyet, og præsidenten har frie hænder til at få sin politik igennem. Det sidste er der så ikke noget nyt i. Både Sarkozy og Hollande havde bekvemme flertal og stor reformvilje.

Men det franske husholdningsregnskab ser åbenbart endnu værre ud end forventet. Her begynder klassiske franske problemer.

I første omgang har det ført til krise mellem militæret og præsident Macron, da der trods hærlederens protester blev skåret i budgettet. Generalen tog efter Macrons offentlige irettesættelse sin afsked. Autoritet eller bare dårlig ledelse?

Samtidig er Macrons Philippe-regering begyndt at fifle med budgettet om beskatning, der især rammer pensionister og nedsættelse af boligydelse til de svageste på fem euro om måneden.

Det er ganske enkelt lappeløsninger. Dem har der været hundredvis af i Frankrig, og det var slet ikke den slags småtterier, Macron lovede. Til gengæld er det præcis, som man plejer at gøre det i skiftende franske regeringer.

På trods af absolut flertal, begynder det også at skurre i LRM-krogene. LRM-ministre og parlamentsmedlemmer har mundkurv på – der topstyres fra Élyseepalæet. Topstyring har også afsløret sig omkring vedtagelsen af statutter for En marche-bevægelsen.

Der forudses hverken demokratiske valg internt i partiet eller finansiering af lokalafdelinger. 31 menige medlemmer af LRM har forsøgt at udsætte afstemningen om statutterne for at ændre dette ’udemokratiske’ aspekt.

Både Trump og Macron satte selve præsidentembedet på spidsen i deres valgkamp. Trump troede, hans forretningsmetoder kunne bruges i politik og skære igennem system og senat i modsætning til svage forgængere.

Macron satsede på, at hans legendariske personlige charme og forhandlingsevner kunne trænge igennem overalt og skabe en bevægelse som, tjah, hvad? Lignede ham selv? Det er et temmelig autoritær ansigt, som nu stikker frem. Den slags kræver en hårfin balance i Frankrig.

Macron kan rent faktisk gennemføre sin politik i kraft af den politiske konstellation og i langt højere grad end Trump. I et vist demokratisk perspektiv kan han vise sig at være en langt større fare end Trump.

Prøven kommer til at stå til efteråret, når arbejdsmarkedsreformen for alvor løber af stablen. Der er varslet demonstrationer og strejker. Gennemføres reformerne udelukkende med autoriet, så er alt, som det plejer i Frankrig.

Så er der ingen revolution.

Tilbage står spørgsmålet om, hvem der egentlig er bedst i kampen mod populisme? Kærligheden til både Trump og Macron er ved at falme, men i hvilken horisont vokser demokratiet?

Man får lyst til med Søren Ulrik Thomsen og Lars H.U.G. at nynne:

Døden er ikke at elske, og alt er, som det plejer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
Christian Mondrup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

"Voici la fin de la campagne,
En ce huit mai l’aurore a point.
Le grand Jean-Luc, tel Charlemagne,
Accourt, sa mitraillette au poing,
Et il attaque, attaque, attaque,
Attaque, attaque, attaque, attaque.
Les chars sur les Champs Élysées
Pour sûr arrivent de Russie.
Ils sont venus dévaliser
Chanel alors la bourgeoisie,
Prenant ses jambes à son cou,
Fuit loin des griffes de Moscou."

Jeg ved ikke om det var den indespiste politiske elite, der intet forstår af amerikanernes problemer som Hillary Clinton inkarnerer, men hun er en udmærket eksponent for øget militær oprustning og den neo-konservative politiske strategi som jeg bestemt ikke sympatiserer med. Jeg ved godt at der er mange , der er kede af at Hillary ikke blev præsident da de opfatter hende som en begavet og præsentabel politiker - måske ligefrem et bevis på patriarkatets tyranni overfor alle andre end den hvide heteroseksuelle og kulturkristne mand osv. - at Hillary Clinton ikke blev valgt. Jeg anbefaler dog at man adskiller tingene. Da jeg ikke er amerikaner kan jeg ikke udtale mig om Trumps indenrigspolitik, men under valgkampen var et af hans valgløfter at der skulle føres mindre krig i andre lande uden for USA end under Obama/Clintons liberale verdensorden. Udover det fremstod Clinton i mine øjne utroværdig.
Se bl.a .Clinton email / Podesta leaks
Memo (i attachments) der viser Hillary Clinton var udmærket klar over alle de ulovligheder hun begik. Det er særligt i forholdet til "Platte River", hvor der er sidevis af bortforklaringer (læs: ikke-svar) på alvorlige spørgsmål om hvordan hun behandlede hemmeligt materiale.
Hvis Trump havde gjort noget lignende, så havde han været færdig og stillet for en rigsret.
https://wikileaks.org/podesta-emails/emailid/46704

Anne Eriksen

Fantastisk foto - men hvor ligger ideen med at falde over Hillary Clinton i den anledning?
Forøvrigt, så har jeg svært ved at sammenligne Trump og Macron, den ene er bindegal og den anden forsøger at lave reformer...

Trond Meiring

Allons enfants de le Partie Petomane Parisienne!
Et viver (ou vivé?) la Kommune!
- Mais, les macrons distinguè, les vaches fous, les Yankees, et tout les Romans...
Ici, nous sommes isolè.

Ils sont fous les Romans!
(Obelix.)

Odin Rasmussen

Meget sjovt Trump kan besøge Merkel, Macron. Terasa May ja selv Kongen af Saudi-Arabien og ikke mange brokker sig. Såsnart Vladimir Putin kommer ind i billedet - uha nej. Trump lovede samarbejde med verdens andre store magter. Måske havde det udefra det perspektiv været bedre at Hillary blev præsident. Da alle ved at hun er 100 procent uenig med Putin i alt altså blot den mindste aftale og Hillary ville have friere hænder til at gennemføre noget end Trump da der ikke er nogen som helst der mistænker Hillary for at være pro russisk. Der har været rivalisering mellem øst og vest i flere hundrede år og forhåbentligt kan krig stadig undgås. Macron og Trump er på hver sin måde forfører og måske er det en ide at finde andre veje. Eller er svaret at blive i begyndelsen. Måske søge svarerne andre steder i sproget der findes friheder og i mødet mellem mennesker.