Leder

Tyske tømmermænd

12. juli 2017

Sjældent har demonstrationer været så vigtige, som da klodens 20 største økonomier mødtes i Hamborg i weekenden: Hvis ikke det selvbestaltede G20-verdensråd blev mødt af en kritisk offentlighed i klodens aktuelle tilstand, så burde vi alle for alvor være bekymrede for menneskehedens fremtid.

Samtidig har man sjældent oplevet demonstrationer udarte sig til så meningsløs vold som i de plyndringer, brandstiftelser og byger af brosten, der har kørt i båndsløjfe i alverdens medier de seneste dage.

Nu er røgsløret lettet over Hamborg. Debatten om magt, protest og vold er derimod langt fra overstået.

Uanset hvad de velorganiserede voldsmænds intention har været, så er det et ufatteligt held, at balladen ikke medførte døde eller livsfarligt kvæstede blandt de ca. 20.000 politifolk eller i blandingen af fredelige demonstranter, autonome anarkister, nysgerrige turister og actionhungrende journalister.

Der har i denne uge været voldsomme demonstrationer mod G20-topmødet i Hamborg, hvor politibetjente også var massivt tilstede i gaderne. Foto: Michael Probst/Ritzau Foto
Læs også

I den tyske presse og i de store tyske partier har det ikke skortet på fordømmelser af volden i Hamborg. Chefen for det tyske kansleramt, Peter Altmaier fra CDU, har ligefrem betegnet optøjerne som »venstreekstrem terror«, der »svarer til terror fra højreekstreme og islamister«. Det er selvfølgelig en valgkampsoverdrivelse.

Mere problematisk er den vævende tone på den yderste tyske venstrefløj. Her har Die Linkes partileder, Katja Kipping, bl.a. udtalt, at volden »entydigt udgik fra myndighederne«.

Det er også noget vrøvl, selv hvis man tager politiets mislykkede strategi i betragtning: Med forbudszoner og en tynd hjemmel i et maskeringsforbud blev forholdsvist fredelige demonstrationer opløst.

Det bekræftede demonstranternes billede af en ordensmagt, som er gift med den politiske G20-elite, og som efter forgodtbefindende udhuler borgernes grundlovsfæstede ret til at demonstrere. Den opfattelse giver dem bare ingen ret til at smadre sagesløse hamborgeres bydel.

Efterfølgende er Die Linke blevet anklaget for at bagatellisere volden og dermed være langt fra regeringsduelige. Men især uden for partiet står den yderste tyske og europæiske venstrefløj i et limbo mellem de moderate systemkritikere, der kæmper for en global-politisk regulering af kapitalismen, og de radikale apokalyptikere, der drømmer om at se hele ’lortesystemet’ gå op i flammer.

Sidstnævnte mener – frit efter filosoffen Adorno – at der ikke findes rigtig politik i en falsk verden. De ser derfor også bål, brand og brosten som et legitimt middel til at hjælpe den herskende pseudoorden, hvor verdenspolitikken blindt adlyder den globale finanskapitals zombiesystem, med at styrte sammen. Hvad der skal komme bagefter, har de dog ikke rigtigt noget bud på.

Den første tragedie er her, at den hovedløse vold er med til at diskreditere den principielle kritik fra venstrefløjen. Som politisk forum står G20 f.eks i et sært konkurrenceforhold med FN og lider under manglende demokratisk legitimitet.

Som den grønne tyske tænketank Heinrich-Böll-Stiftung har påvist, er G20 samtidig et intransparent foretagende, hvor globale lobbygrupper har succes med at forhindre en effektiv regulering af finansmarkederne, mens private investorinteresser i mange henseender stadig sættes over en presserende nødvendig social og økologisk fornuft.

Den anden tragedie består i, at volden har ødelagt den praktiske virkning for de hundredtusinder, der viste flaget i Hamborg og slog et fredeligt slag for en fair globalisering med en fair fordeling af chancer og kapital. Det sker trods alt sjældent, at det er muligt at skabe en kritisk offentlighed omkring den globale politiske klasse, som omvendt burde have åbnet sig mere mod denne offentlighed.

Demonstranters hærgen i Hamborg har fået meget opmærksomhed under G20-topmødet. Selvom mange af de lokale indbyggere støtter demonstranternes sag, er de kritiske over for volden. Som Rafael Timmerberg, der har taget en kniv med på gaden til at kunne forsvare sig mod demonstranter.

»Det her finder jeg mig ikke i. Forstå mig ret, jeg sympatiserer med demonstranterne, jeg er selv systemkritisk. Men det her er åndssvagt. Hvad løser de ved at smadre løs?« spørger han.
Læs også

Alligevel vandt det voldelige mindretal fra ’den sorte blok’ kampen om billederne fra G20 med demonstrationer som ’Welcome to Hell’. Kreative Greenpeace-aktioner mod kulkraft, gennemtænkte Debt20-aktioner for en gældssanering af den tredje verden eller 75.000 mennesker på fredelig protestmarch gennem Hamborgs gader druknede således i et par hundrede hætteklædte voldsmænd og brændende biler.

Selv de indædte kapitalisme- og globaliseringskritikere må indse, at der kun er én farbar vej: Mere kritik. Uden vold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Svend Erik Sokkelund
  • Eva Schwanenflügel
Svend Erik Sokkelund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Vi skal vel lige have med, at det er pressen, der formidler billederne af Den sorte Bloks hærgen på bekostning af 75.000 mennesker på fredelig protestmarch igennem Hamborgs gader - eller Greenpeace's eller Debt20's aktioner.

Svend Erik Sokkelund, Mikkel Kristensen, Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel, Karen Grue, Hans Aagaard, Dorte Sørensen og Mette Møhl anbefalede denne kommentar

Katja Kipping fra Die LInke blev forleden interviewet af den berlinske avis Der Tagesspiegel.
Her tog hun, som alle ledere fra partiet, skarpt afstand fra den meningsløse vold og påpeger, at angrebene mod hende fra politiske modstandere må ses som et led i den kommende valgkamp:

• Der Vorwurf ist einfach falsch und wohl eher unter Wahlkampf einzuordnen. Ich habe zeitnah und wiederholt klargemacht, dass Autos anzuzünden oder Läden zu plündern oder Steine auf Menschen zu werfen Straftaten sind und wir das auf das Schärfste verurteilen. Solche Taten sind auch gegenüber den vielen, die friedlich demonstrieren, ein Bärendienst.

http://www.tagesspiegel.de/politik/ausschreitungen-in-hamburg-kipping-kr...

Svend Erik Sokkelund, Eva Schwanenflügel og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Mikkel Kristensen

Intet ondt ord om Hamborg - ballade skaber desværre mere ballade det kendes også fra fodbold... præcis som jeg ser korruption og løgn fungere i Venstre..