Leder

De catalanske separatisters sejr er bittersød

Set fra Madrid og med premierminister Mariano Rajoys øjne kunne torsdagens valg til et nyt regionalt selvstyre i Catalonien ikke have endt meget værre, end det gjorde.

Set fra Madrid og med premierminister Mariano Rajoys øjne kunne torsdagens valg til et nyt regionalt selvstyre i Catalonien ikke have endt meget værre, end det gjorde.

Emilio Morenatti

23. december 2017

»Separatismen vinder, på trods af at vi befinder os i undtagelsestilstand; at kandidaterne er fængslet; og regeringen er i eksil (...) alligevel er der et absolut flertal for en løsrivelse målt på både antal sæder og antal stemmer.«

–Carles Puigdemont på valgnatten fra Bruxelles, hvor han opholder sig i eksil.

Set fra Madrid og med premierminister Mariano Rajoys øjne kunne torsdagens valg til et nyt regionalt selvstyre i Catalonien ikke have endt meget værre, end det gjorde.

De tre separatistpartier, henholdsvis det stærkt venstreorienterede CUP, det ligeledes venstreorienterede, republikanske parti, ERC, og tidligere selvstyrepræsident Carles Puigdemonts eget parti, Junts per Catalunya, JuntsxCat, endte med et overraskende flertal på 70 af selvstyreparlamentets 135 pladser og kan nu pege på, hvem der skal være kommende leder af det catalanske selvstyre.

Det catalanske valgresultat er derfor en kæmpe lussing til den spanske premierminister Mariano Rajoy og hans konservative regeringsparti Partido Popular, PP, der havde håbet på en form for split decision, hvor ingen af de to blokke, hverken separatisterne eller unionisterne, ville ende med den fulde sejr.

At det kommende catalanske selvstyre ville være afhængig af enten socialdemokraterne i PSC eller af CatComú-Podem, som begge er partier, der søger en midterposition mellem separatisme og centralstyre. Men det skete ikke. Begge midterpartier fik et dårligere valg end meningsmålingerne havde spået – og Rajoys eget parti, Partido Popular, fik med blot tre sæder i det regionale catalanske parlament historiens dårligste valg.

Det efterlader de catalanske separatister med to mulige scenarier. Enten kan de vælge at acceptere præmissen om, at Catalonien nødvendigvis er en autonom region i Spanien – i hvert fald på kort og mellemlang sigt – og at det derfor gælder om at finde den bedst mulige aftale med centralregeringen i Madrid. Her kunne separatisterne vende tilbage til det forslag til udvidet autonomi, der blev afvist af forfatningsdomstolen i 2010, men som ville have givet catalonierne en langt større grad af økonomisk selvbestemmelse.

Tilhørsforhold

Når det trods forfatningsdomstolens afvisning i 2010 kan være en mulighed, skyldes det naturligvis, at presset på premierminister Rajoy er vokset til hidtil usete højder. Ingen ønsker mere konfrontation med catalonierne, og ingen ønsker, at situationen skal gentage sig, hvor centralstyret i Madrid igen bliver nødt til at udløse forfatningens artikel 155 og endnu engang opløse det catalanske selvstyre.

Der er stor interesse fra alle parter, undtaget separatisterne, i at få lagt låg på hele processen omkring løsrivelse, og med torsdagens valgresultat ses nok ikke andre muligheder i Madrid, end at tilbyde en mere udstrakt grad af autonomi til Catalonien.

Også selv om det naturligvis slet ikke er autonomi, der er i separatisternes hoveder. De mener tværtimod, at de står med et nyt og endnu stærkere mandat til at fortsætte processen imod løsrivelse. At det handler om følelser, nationalsang, flag, sprog og kultur, fordi Catalonien ikke er Spanien, men et selvstændigt folk, og der ikke eksisterer et alternativ til selvstændighed. Alt andet er en besættelse.

Ikke mange reelle ændringer

Puigdemonts fortælling er netop denne: At catalonierne er under belejring i deres eget land. At regeringen er smidt på porten, og besættelsesmagten har overtaget. Og at separatisterne alligevel vinder sejren både målt på sæder og antal stemmer, som Puigdemont erklærede torsdag aften fra sit eksil i Bruxelles.

Men det er ikke helt sandt. For selv om de tre separatistpartier tilsammen får mere end halvdelen af sæderne i det regionale parlament, har de kun vundet 47,5 procent af stemmerne. At det bliver til et flertal af sæder skyldes valgteknik og valgdistrikternes sammensætning. Det er derfor kun, når Puigdemont tæller stemmerne fra CatComú-Podem med, at separatisterne opnår mere end halvdelen af de afgivne stemmer.

Derfor er separatisternes sejr bittersød. Ikke meget har ændret sig siden den famøse afstemning den første oktober, som endte med, at Madrid trak artikel 155 og opløste selvstyret – og det er svært at se, at separatisterne efter valget skulle kunne nå meget længere med det politiske løsrivelsesprojekt. Især fordi de stadig har minimum halvdelen af den catalanske befolkning imod sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Hammer-Jakobsen

med 81% valgdeltagelse er det umuligt at udtale sig om hvem der har befolkningen med eller mod sig. Det er en dårlig vane blandt kommentatorer at forklare at et valg ikke er vundet reelt, når valgets resultatet går i mod deres egen overbevisning. Demokratisk er det i hvert fald ikke.

Sagen er vel den - og den meget simple - at de er splittet. Noget skal ske, men om en løsrivelse er løsningen er meget tvivlsomt, især fordi den udspringer af et stærkt had. Derudover så vil en løsrivelse også betyde at halvdelen af catalonierne ikke høres.

Miguel Tuells, Henriette Bøhne og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

"Derudover så vil en løsrivelse også betyde at halvdelen af catalonierne ikke høres." Hvad er du i gang i Gert Hansen? Har du svært ved at forstå demokratiet grundprincipper

Separatister: 47,49 %, unionister 50,94. Var det ikke en de facto folkeafstemning, Porto Qisuk? Der er i hvert fald ikke noget demokratisk mandat til løsrivelse i det resultat.

Henriette Bøhne, Lars Zobbe og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Ole Rasmussen,, det er stik omvendt. Catalonien er delt i fire provinser, og det er saaledes at en stemme i Lleida provins er mere en dobbelt vaerd end i Barcelona provins, eftersom det er nok med ca. 16.000 stemmer i Lleida mens der i Barcelona skal ca. 34.000 til.

..for at faa ét af de 135 saeder i Parlamentet, hvoraf 85 tildelt Barcelona, og resten mellem de andre tre. Barcelona indeholder mere end 70 % af befolkningen.