Leder

De vestlige allierede ser passivt til på kurdernes kamp i Syrien

Kurderne i den syriske Afrin-region har både allieret sig med USA og med Rusland i kampen mod Islamisk Stat, men de får sig i øjeblikket en ubehagelig lektion i international storpolitiks mere beskidte spil
Udland
27. januar 2018

Tyrkiet valgte i denne uge at invadere den kurdiske Afrin-region i Syrien med en offensiv, der allerede gør ondt på civilbefolkningen, men måske i sidste ende kommer til at gøre mere ondt på de tyrkiske soldater, der er blevet sendt ind imod de kurdiske styrker. Styrker, der med især amerikansk støtte stod for nedkæmpelsen af Islamisk Stat og nok er den mest kompetente slagstyrke i Syrien i dag.

Kurderne har både allieret sig med USA og med Rusland, som har anlagt en base i området, men de får sig i øjeblikket en ubehagelig – og dybest set også ufortjent – lektion i international storpolitiks mere beskidte spil.

Der er ikke megen tvivl om, at Tyrkiet har fået godkendelse fra Rusland, der i øjeblikket forsøger at tage USA’s plads som tyrkernes foretrukne allierede, til at foretage angrebet på kurderne – om end måske til et begrænset et af slagsen.

Det syriske regime havde efter sigende sammen med russerne forud for den tyrkiske invasion tilbudt kurderne beskyttelse, hvis de sværgede en slags troskabsed til Damaskus. Men det forslag blev afvist.

USA har på sin side opfordret til mådehold, men har i realiteten også mere eller mindre sanktioneret den tyrkiske invasion, der foregår i en provins, der er afskåret fra det kurdiske hovedområde og derfor i første omgang også kan anses som begrænset i omfang.

Med kurdisk separatisme, som måske er Tyrkiets største bekymring, og et allerede kollapsende forhold til den store NATO-allierede havde USA’s udenrigsminister Rex Tillerson måske ikke så mange muligheder. USA’s passivitet får det dog ikke til at fremstå mere attraktivt at være allieret med USA og dets sikkerhedspolitiske allierede i kampen mod fælles fjender.

For Rusland er gevinsten åbenlys. Tyrkiet er blevet trukket tættere på, USA fremstår svagt, og styret i Damaskus får svækket den stærkeste aktør uden for dets kontrol i spillet om Syriens fremtid, der tegner sig i røgskyerne. Endelig kan russerne måske knytte kurderne tættere til sig.

Spørgsmålet er, hvor Erdogans ambitioner stopper, og om både USA og Rusland forregner sig, når de regner med at kunne kontrollere den tyrkiske offensiv. Og selvfølgelig om Erdogan gør det.

Kurderne er vant til at slås, og mens kampviljen hidtil er blevet ledsaget af en nøgtern analyse af kynismen i international politik, og de politiske kompromiser har fulgt den analyse, har Erdogan sjældent vist samme tilbageholdenhed.

Det kan godt blive grimt. For tyrkerne, for kurderne – og for kurdernes vestlige allierede, der ser passivt til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Tobias Havmand

Men det er jo slet ikke en kamp mellem noget, der bare ligner jævnbyrdige parter.

Kurderne mangler i den grad et luftvåben - og sikkert en hel masse mere.

Krigen er dybt, dybt tragisk for kurderne (og for Vesten). Et NATO-land (Tyrkiet) angriber et andet land, hvad gør NATO/ Vesten? Erdogan har fået sit ønske gennem længere tid opfyldt, hvorfor?
Her er et uddrag af den saudiske avis Asharq Al-Awsat 7.1. 2018:
Washington is expected to soon take concrete steps towards diplomatically recognizing the eastern Euphrates region controlled by the Kurdish-Arab Syrian Democratic Forces, which amounts to an area of about 28,000 square kilometers, three times the size of Lebanon.
According to a senior Western official, the US administration is in the process of adopting a new strategy for Syria.
The first "concrete sign" of a change in American position in Syria, was given by US Defense Secretary Jim Mattis when he said Washington would send "diplomats" to SDF-controlled areas to work alongside the military, the official told Asharq Al-Awsat on Saturday.
Washington is also pushing for the empowerment of local councils in the post-ISIS era.
US policy is leaning towards backing reconstruction initiatives, the strengthening of public services and infrastructure, training of government agencies, in addition to protecting SDF areas and the upkeep of military bases, later leading to diplomatic recognition.
Iran deler Tyrkiets bekymringer over den amerikanske alliance med kurdere (der også har forbindelser med Israel) og muligheden for en slags Kurdistan i regionen. Selvom Iran har udtrykke forbehold over den tyrkiske operation (som er en krænkelse af Syriens suverænitet), så vil Iran ikke foretage sig noget.
Tillerson sagde på Stanford University, at USA bliver i Syrien til efter-Assad, så Assad skal heller ikke hjælpe. Den nye kolde krig mellem USA og Rusland har betydet, at Rusland lukker øjnene.
Lavrov hævder, at USA vil balkanisere Syrien og USA faktisk har etableret alternative regeringsorganer i en del af Syrien, hvilket strider mod forpligtelserne i forbindelse med Syriens territoriale integritet, som USA har forpligtet sig til i Sikkerhedsrådets.
Alle fire lande ønsker USA ud af Syrien ( mon ikke det er et brud på folkeretten, at USA befinder sig i Syrien?).
I EU har Frankrig ikke rigtig indkaldt Sikkerhedsrådet. Tyskland har nægtet at sende militære dele til Tyrkiet, så længe det ikke har en regering. Men det er ren indenrigspolitik og Erdogan vil forstå at bruge det i tyrkisk politik, hvor stort set alle støtter krigen.
Kurderne burde have taget afstand fra at være USA`s soldater (stol aldrig på udenlandske magter, for de har deres egne interesser og USA er tvunget til at vælge mellem Tyrkiet og kurderne). Tragisk er det, at dette folk endnu ikke har fået en eller anden form for selvstyre. Mon ikke EU skulle forsøge at finde en politik for Mellemøsten?

Jacob Jensen, Michael Hullevad, Karsten Lundsby og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Stig Bøg

"Mon ikke EU skulle forsøge at finde en politik for Mellemøsten?"

Det er for meget at bede om.
De 28 lande vil aldrig kunne blive enige om en fælles politik -
for slet ikke at snakke om implementeringen.

Torben Lindegaard
Det har du sikkert ret i, men EU kan ikke blive ved med at trisse efter USA. Ukraine er ved at droppe Minsk 2, så her har vi også en mulig krig, altså krig i Nordafrika og Mellemøsten. Hvad laver hende Federica Mogherini?

Henrik L Nielsen

Det jeg ikke forstår er, at kurderne har stolet på USA i denne kamp eftersom landet forrådte dem efter Irak-1 og er allieret med så mange af kurdernes fjender, inklusiv Tyrkiet.