Leder

Der er håb i Zumas afgang. Men processen har været kvælende

Den afgående præsident Zuma har været en både økonomisk, social og moralsk katastrofe for Sydafrika. Der er håb i hans fjernelse. Men processen har hverken været værdig eller hensigtsmæssig for et ungt demokrati med store sociale udfordringer
Den afgående præsident Zuma har været en både økonomisk, social og moralsk katastrofe for Sydafrika. Der er håb i hans fjernelse. Men processen har hverken været værdig eller hensigtsmæssig for et ungt demokrati med store sociale udfordringer

Themba Hadebe

15. februar 2018

Sydafrika holder vejret, så det snart er helt blåt i hovedet af iltmangel. Det venter på, at præsident Jacob Zuma går af.

Det har landet gjort i måneder. Ventetiden begyndte allerede før regeringspartiet, African National Congress, ANC’s kongres i begyndelsen af december sidste år med det rungende spørgsmål: Ville Zuma blive afsat som partileder? Kongressen fyrede formand Zuma og erstattede ham med den tidligere minearbejderformand Cyril Ramaphosa.

Dernæst ventede landet spændt på, at Ramaphosa satte sin vilje igennem og selv blev landets nye præsident. Et afgørende skridt blev taget i forgårs, da partiets forretningsudvalg, National Executive Committee, NEC, bad Zuma om at træde tilbage.

I går bad han dem ryge og rejse. Mens disse linjer skrives, venter landet spændt på hans næste skridt. Dernæst vil man vente på, hvad NEC så gør. Og så videre.

Opdateret: Efter deadline har Zuma meldt ud, at han trækker sig som præsident:

Da Sydafrika efter en af kontinentets længste og mest smertefulde frihedskampe endelig blev demokratisk i 1994, blev dets forfatning hyldet som en af Afrikas bedste. Med god grund: Indførelsen af en selvstændig forfatningsdomstol skulle forebygge magtmisbrug. Magten blev decentraliseret med parlamenter og regeringer i landets provinser. For at undgå amerikanske tilstande med pengemagt som styrende for præsidentvalg, skal det folkevalgte parlament udpege landets leder.

Hvad forfatningen imidlertid ikke tog højde for, var den stærke centralisering enhver selvstændighedsbevægelse har indarbejdet i hele sit væsen, når den omdanner sig selv til væbnet befrielseshær.

Sydafrikas ANC er ingen undtagelse. I begyndelsen af 1960’erne indså dens ledelse under Nelson Mandela, at man aldrig ville få bugt med det racistiske mindretalsstyre med protester som strejker, demonstrationer og ulydighedskampagner. Man måtte bruge vold. Man måtte have en hær, der kunne nedkæmpe styret.

At vinde en krig kræver disciplin: Ledelsens planer skal holdes hemmelige for fjenden. Ledelsen skal adlydes, ordrer skal følges, desertion straffes, vankelmodighed erstattes med ensretning. Den civile ledelse underlægges de militære mål.

Militariseringen ender med at gennemsyre hele organisationen. Den bliver ikke bare centralistisk, men lukker sig for omverdenen.

Da ANC’s lange march mod sejr tog hele tredive år, blev ANC’s centralisering mere gennemsyrende for organisationen, end det blev i mange andre tilfælde. I et politisk klima, hvor befrielsesheltene vandt store flertal ved de efterfølgende valg, fik det magt til at omgå forfatningens fine hensigter.

I stedet for at lade provinserne bestemme egne anliggender, dikterede partiets centrale ledelse, hvem der skulle vælges hvor, hvad de skulle beslutte, og hvad de måtte diskutere. Dermed fik den centrale ledelse også magt til at beslutte, hvem der skulle belønnes med stillinger, både valgte og udpegede. Det var ikke forfatningsstridigt, men bestemt i strid med ånden bag.

Sprogbrugen afspejler denne forvandling: Da NEC’s formand, Ace Magashule forleden blev spurgt, hvad NEC ville gøre, hvis Zuma ikke træder tilbage, var svaret: »Når vi tilbagekalder vor udsendte, forventer vi vor udsendte at gøre som beordret.«

Præsidenten er altså, i partiets øjne, ikke folkevalgt, men en partiledelsens ’udsendte’.

Zuma kommer til at gå af. Hvis ikke frivilligt, så gennem en mistillidsafstemning i parlamentet.

Sydafrika er dermed nu for anden gang gidsel i en uigennemskuelig proces, hvor en præsident fjernes af partiets top, som erstatter ham med en anden. ’Tilbagekaldelse af den udsendte’ overgik allerede den ikoniske Mandelas efterfølger, Thabo Mbeki.

På trods af forfatningens intentioner er centrale demokratiske mekanismer svækket. Med afgørende beslutninger taget i et fjernt, lukket forretningsudvalg eller i sluttede kredse om præsidenten er befolkningen blevet tilskuer til uigennemsigtige processer. Det er gift i et land, hvor en demokratisk tradition er under opbygning.

Zuma er en både økonomisk, social og moralsk katastrofe for det unge sydafrikanske demokrati. Der er håb i hans fjernelse. Men processen har været kvælende; landet er ikke blevet regeret, mens Zuma langsomt blev politisk kastreret. Det er hverken værdigt eller hensigtsmæssigt for et ungt demokrati med store sociale udfordringer. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu