Leder

Palæstina bør takke Trump

Trods sin mangel på indsigt i regionens komplekse mekanismer flytter Trump på de vante forestillinger
3. februar 2018

Man kan sige, hvad man vil, om Donald Trumps fremturen i mellemøstlig politik, men hans uvidenhed er uden huller. Mest komisk illustreret, da han sidste år landede i Israel efter sit møde med Saudi-Arabiens kongefamilie og til værten, Benjamin Netanyahu, bemærkede, at han »kom lige fra Mellemøsten!«

Man trods sin mangel på indsigt i regionens komplekse mekanismer flytter Trump på de vante forestillinger. Således har beslutningen om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem genaktiveret det gamle mantra om en tostatsløsning for Israel og Palæstina, der ellers var mere eller mindre arkiveret. Siden 2009 har parterne således ikke har ført meningsfulde forhandlinger. 

Nu blev ’to stater til to folk’-formlen genoplivet med løftet til israelerne om at sløjfe snart 70 års diplomatisk kutyme, nemlig at diplomatiske missioner har adresse i Tel Aviv. Som skyldes, at Israels grænser ikke er fastlagte – 1967-grænsen er en demarkationslinje – og at Jerusalem i FN’s optik er corpus seperatum, altså en åben by, og netop ikke en hovedstad.

Trumps hærgen i porcelænsbutikken fik den israelske højreregering til at klappe ved udsigten til en fantastic deal, hvorimod det palæstinensiske hjemmestyre kundgjorde, at USA ikke længere var en neutral mægler – hvad USA aldrig har været – og appellerede i stedet til Vladimir Putin i Moskva om at blande sig som den fremtidige instans i mellemøstpolitikken.

Men Trumps annullering af FN’s stipulering fra 1947 om Jerusalem som en åben by under international kontrol har faktisk haft en positiv effekt: Den har udstillet, at som landet ligger med 600.000 jødiske bosættere i de besatte områder, på Vestbredden og i Østjerusalem, er tostatsløsningen efterhånden en umulighed. Og det har betydet, at forestillingen om én stat for de to folk nu diskuteres igen. 

Som den prominente palæstinensiske intellektuelle, Sari Nusseibeh sagde til Information i tirsdag: »Fra et palæstinensisk synspunkt bliver mulighederne for en enstatsløsning forbedret hver dag (…). Israel fører gennem dets praktiske handlinger en politik, der gør en opdeling af landet mere og mere umulig. Samtidig er virkeligheden i folks daglige, praktiske liv, at Palæstina bliver mere og mere integreret i det israelske system (…), hvor vi bruger de samme internetkabler, platforme og telefonlinjer, og arbejdsmæssigt, hvor 140.000 palæstinensere arbejder i Israel. På alle måder lever vi i et forenet system. Reelt lever vi allerede i vid udstrækning sammen i én stat.«

Nusseibeh, der er tidligere rektor for det arabiske al Quds-universitet, repræsenterer fornuftens stemme i Palæstina, men han vinder næppe gehør hos den palæstinensiske ledelse, der omhyggeligt har holdt ham uden for indflydelse.

Han var fremtrædende under den første intifada fra 1988 til 1991, hvor han skrev opstandens politiske manifest, men blev marginaliseret, da PLO’s eksilledere overtog kommandoen med Oslo-aftalerne i 1993. Siden advarede han mod palæstinensisk væbnet vold under den anden intifada i 2002 og udarbejdede sammen med den tidligere Shin Beth-chef, Ami Ayalon, en plan for en tostatsløsning, det såkaldte Genève-initiativ, som blev afvist af begge sider.

Allerede dengang luftede han tanken om én stat til begge folk, som han satte på papir i 2008, men den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og hans Fatah-styre har klynget sig til tostatsmodellen, fordi den legitimerer deres magtpositioner, nepotisme og stedvise korruption. Et grotesk eksempel var PA-premierministeren, Ahmed Qureia, der solgte cement til den forhadte mur, som strækker sig langs demarkationslinjen mod øst.

Nusseibeh er pinagtig klarsynet, når han påpeger, at besættelsen fører til annektering af de ’bibelske områder’, som Vestbredden kaldes i Netanyahus terminologi. Det er kun et spørgsmål om tid, hvorfor opgaven for en ansvarlig palæstinensisk ledelse er at kæmpe for en demokratisk stat fra Jordan-floden til Middelhavet. Med deres nuværende strudsepolitik – med eller uden Putin – støtter Fatah-lederne i realiteten etablering af en kommende jødisk apartheidstat. Faktisk har rationelt tænkende palæstinensere grund til at takke Trump for, at hans politik har udløst den erkendelse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

He he.. "Man kan sige, hvad man vil (...), men hans uvidenhed er uden huller".
Smukt :-)

Flemming Berger, ingemaje lange og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det var ikke det, det var ikke det meningen med : "jeg har været i mellem Østen". Han var i et stort møde med representanter for 53 muslimske lande plus den Saudiske konge famillie. Og det var ikke tilfældighed,; Jeg ved skribenter se ikke dem der er i mødet, de er ikke noget at se. Men jeg se dem 53 muslimske stater de var i møde, Trump har mødt næsten hele verden: "Jeg har været i Mellemøsten", siger han til Netanhyahou. Hvad kunne han gøre mod dem? intet. Så hjælp fra Israel er nødvendigt. Kron prinsen Mohammed ben Salman har også sagt "det er dårlig nyhed".

Touhami Bennour

Det var ikke det, det var ikke det meningen med : "jeg har været i mellem Østen". Han var i et stort møde med representanter for 53 muslimske lande plus den Saudiske konge famillie. Og det var ikke tilfældighed,; Jeg ved skribenter se ikke dem der er i mødet, de er ikke noget at se. Men jeg se dem 53 muslimske stater de var i møde, Trump har mødt næsten hele verden: "Jeg har været i Mellemøsten", siger han til Netanhyahou. Hvad kunne han gøre mod dem? intet. Så hjælp fra Israel er nødvendigt. Kron prinsen Mohammed ben Salman har også sagt "det er dårlig nyhed".