Leder

Handelskrigens første skud

Med Trumps trussel om en handelskrig mod Kina er det blevet let at udpege globaliseringsskeptikere som Trumps håndlangere. For let
Trump har planer om ekstra told på ca. 1.300 kinesiske importvarer fra elektronik over legetøj til tekstiler for omkring 60 mia. dollar.

Trump har planer om ekstra told på ca. 1.300 kinesiske importvarer fra elektronik over legetøj til tekstiler for omkring 60 mia. dollar.

Andrew Harnik

Udland
24. marts 2018

Udviklingen hen imod en global handelskrig er konsekvent: Allerede i valgkampen beskrev Donald Trump, hvordan USA’s økonomi er blevet »voldtaget« af »den økonomiske fjende Kina« som har »udnyttet os som ingen andre i historien«.

I begyndelsen af marts tweetede Trump tilmed, at »når et land (USA) taber milliarder af dollar på handel med stort set alle lande, som det handler med, så er handelskrige gode og lette at vinde«.

Nu står det udsagn foran en test, som kan ændre globaliseringens gang – og udfordre enhver kritik af den utæmmede globalisering.

Det hele er dog kommet anderledes end frygtet. Efter at EU har været på knæ i Washington, er der i første omgang opstået overraskende borgfred på tværs af Atlanten, idet Trump har droppet planen om straftold på stål og aluminium.

Mod Kina har Trump derimod taget det store brækjern frem med planer om ekstra told på ca. 1.300 kinesiske importvarer fra elektronik over legetøj til tekstiler for omkring 60 mia. dollar. Til gengæld vil Kina øge tolden på amerikanske produkter med et omfang på ca. tre mia. dollar. Det ligner en symbolsk modreaktion for ikke at tabe ansigt i tavshed, men den kinesiske ledelse har også antydet, at Kina sagtens kan skrue op for blusset – og stå mere igennem økonomisk end USA.

Den protektionistiske medicin

Trump har en pointe i sin kritik af Kina. Landets industri låner gerne af Vestens teknologiske landvindinger, det arbejder med konkurrenceforvridende statsstøtte og hindrer udenlandske teknologier i at komme ind på det enorme kinesiske marked, som det autoritære kommunistiske styre har magt og økonomisk styrke til at opdyrke på egne præmisser.

Det første problem er, at Trump næppe kan opnå en mere lige adgang til det kinesiske marked med sin konfrontation, der tværtimod kan udløse en bølge af protektionisme, som kan blive gnisten til en ny global krise. Det er dermed uvist, om den kan nedbringe Kinas enorme handelsoverskud på 375 mia. dollar over for USA, som forretningsmanden Trump ser som en slags tab. At Kina ’finansierer’ en stor del af USA’s gæld, og at en meget stor del af det kinesiske handelsoverskud genereres af amerikanske brands som f.eks. Apple – der produceres i Kina og importeres tilbage til USA – er her blot nogle af paradokserne.

Set fra europæisk side er et andet bekymrende problem, at EU trods Trumps bilaterale strid med Kina trækkes med ind i USA’s potentielle handelskrigsfront. Det truer med at opløse det multilaterale system i handelsorganisationen WTO, som – trods al berettiget kritik af WTO – er at foretrække frem for en verden, hvor den stærkes ret hersker i bilaterale konfrontationer.

Et tredje problem ved Trumps truende handelskrig er, at den gør det let at udstille alle globaliseringsskeptikere som Trumps åndelige foregangsmænd: Nu får alle frihandels-, globaliserings- og TTIP-skeptikere den protektionistiske medicin, de selv bad om, lyder tidens hånlige tone.

Som avisen Die Zeit har påpeget, er dette en intellektuel og praktisk blindgyde: At advare mod globaliseringens følger og kræve den dæmpet er ikke det samme som at være stornationalist, protektionist eller Trump-fan. Vi må tværtimod udvikle en vej mellem den brutale liberalisering af alle markeder og en egoistisk protektionisme.

Frihandel kan løfte fattige lande ud af armoden, hvis den interne omfordeling lykkes bare nogenlunde. Men i de globale handelsspiraler ryger overskuddene ofte i skattely, mens frihandelsaftaler ofte ender med at være protektionisme i en større ramme.

Og når varer bliver billigere, står der ikke kun øget effektivitet og global specialisering bag. Ofte skyldes det også, at andre betaler i form af elendige produktionsvilkår eller økologisk udpining.

Hvad frihandelsaftaler som den afdøde TTIP angår, var der også al mulig grund til at være kritisk over for, at bare truslen om en privat voldgiftssag kunne stoppe national miljøbeskyttelse eller arbejdsrettigheder, hvis de gik ud over koncerners forventede profit.

Hvis vi paralyseres i valget mellem Trump og frihandel, vil de øverste politiske niveauer konstant overtrumfes af markedskræfternes stræben mod en grænseløs liberalisering. Og så er det trods alt klogere at kæmpe videre for en human globalisering og handelspolitik hinsides Trump.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

"Det truer med at opløse det multilaterale system i handelsorganisationen WTO, som – trods al berettiget kritik af WTO – er at foretrække frem for en verden, hvor den stærkes ret hersker i bilaterale konfrontationer."

Det er bare så rigtigt.

Du nævner paradokset med Apple, der får sine produkter produceret i Kina - og derefter importeret i USA, hvorved handelsbalancen påvirkes til ugunst for USA.

Trump tog netop fat i denne problemstilling i valgkampen.
Han truede de amerikanske producenter med en gigantisk told på 30%, hvis de fik fremstillet deres produkter i udlandet og herefter importeret til USA.
Det er det valgløfte, han er ved at opfylde nu.

På ét niveau har Trump jo ret i, at handelskrige er nemme at vinde, når man er i underskud overfor de fleste lande.
WTO kan ikke gøre andet end give de andre lande lov til også at indføre toldmure - og det skader ikke USA's handelsbalance, hvis verdens samhandel går helt i stå - USA's handelsunderskud bliver så meget mere reduceret.

TTIP er stendød; men TPP fortsætter med de resterende 11 lande i CPTPP efter USA udtrådte.

Eva Schwanenflügel og Kim Folke Knudsen anbefalede denne kommentar