Leder

Merkels regering er genrejst. Men dens fundament smuldrer

Efter den længste regeringsdannelse i tysk historie har socialdemokraterne valgt det sikre kort: den tredje store koalition under Merkels vinger. Fortsættelsen af ’GroKo’ er umiddelbart en gave til et reformkrævende EU, men som et symbol på nødvendighedens politik kan den blive fatal for Tyskland som Europas stabile motor
Med den fortsatte GroKo kan Merkel fortsætte sin midtsøgende linje og den magtafbalancerende politiske stil, som hun behersker så suverænt. Men det giver to alvorlige og forbundne problemer i udviklingen af EU og af højrepopulismen i Tyskland, skriver Mathias Sonne i dagens leder

Med den fortsatte GroKo kan Merkel fortsætte sin midtsøgende linje og den magtafbalancerende politiske stil, som hun behersker så suverænt. Men det giver to alvorlige og forbundne problemer i udviklingen af EU og af højrepopulismen i Tyskland, skriver Mathias Sonne i dagens leder

Tobias Schwarz

5. marts 2018

Det begyndte med et jubelbrøl, da EU-parlamentsformand Martin Schulz i marts 2017 blev hentet ind som ny leder af de tyske socialdemokrater, SPD. Rejsen endte med det ultimative resignation, da Schulz gjorde det, han lovede ikke at gøre. Nemlig at gå i regering med Merkel og lave den formentlig sidste ’GroKo’ (Große Koalition).

Martin Schulz lignede i månedsvis en se- riøs kandidat til at blive den næste kansler i Tyskland, da han indhentede Merkel i meningsmålingerne. Han gav de tyske socialdemokrater et håb om, at de kunne skabe et mere retfærdigt Tyskland, og at partiet ikke længere var bundet til Merkel.

Mere konkrete blev hans løfter ikke, og han pegede aldrig på alternative magtmodeller til den eksisterende GroKo.

Efterhånden blev det klart for vælgerne, at Schulz-hypen overvejende var en medieskabt myte, drevet af trangen til fornyelse. Efter det brutale valgnederlag i september 2017 gik SPD-ledelsen straks og ’definitivt’ i opposition – aldrig i livet ville Schulz indgå i en regering med Merkel. Men kort efter og for åbent tæppe oplevede vi, hvordan SDP foretog den spektakulære kovending og alligevel ville i regering.

Endnu en stor koalition

Det hele kulminerede, da det så ud til, at Schulz skulle være den kommende uden- rigsminister. Der spændte han – endnu en gang – buen for hårdt. Mens Schulz gik tomhændet ud af historien, kunne man nærmest skære i angsten over det dilemma, som partiet nu befandt sig i: Alternativet til at gå i regering kunne blive nyvalg med risiko for at blive langt mindre end Al- ternative für Deutschland.

Omvendt kunne SPD-ledelsen i endnu en GroKo se frem til både at skulle reparere motoren og udstikke en ny socialdemokraisk kurs, mens man ville hænge i Merkels slæbetov.

Det endte med det sikre valg af endnu en stor koalition. Stabiliteten er genoprettet i tysk politik – om end på et langt mere skrøbeligt grundlag end før. Samtidig er kravet om fornyelse nu i overhængende fare for at blive overladt til Tysklands nye oppositionsleder: Alternative für Deutschland.

»Et stort flertal har fulgt ledelsens anbefaling,« udtalte den tydeligt lettede og udmattede konstituerede partileder Olaf Scholz (th.) i en propfyldt SPD-particentral i Berlin.
Læs også

Alligevel var det lige før, man kunne høre lettelsens suk skylle mod Berlin fra de øvrige europæiske hovedstæder, da nyheden sivede ud af den propfyldte SPD-central søndag morgen. Med et overraskende stort flertal på 66 procent havde SPD’s medlemmer stemt for at fortsætte fornuftsægteskabet og indgå endnu en GroKo med CDU/CSU i Merkels fjerde regeringsperiode.

Dermed er den historisk lange og dramatiske tyske regeringsdannelse endelig slut, og GroKo er som en tidligere nødløsning definitivt blevet til the new normal i tysk politik. Eller formentlig: the last normal.

Olaf Scholz, der pt. er konstitueret partileder efter SPD’s kiksede formandsskifte, lignede da også mere en bedemand end en kommende minister, da han søndag takkede for den ’livgivende debat’ i partiet og for opbakningen til ledelsens anbefaling af en ny GroKo. Og trods udsigten til den ny regering har stemningen i tysk politik i månedsvis mere mindet om en begravelse end om et bryllup.

Og dog er den europæiske lettelse forståelig. Ved et nej havde Tyskland haft udsigt til en ustabil mindretalsregering eller et nyvalg, der muligvis havde blandet kortene på en ny og endnu mere uoverskuelig måde for de gamle folkepartier CDU/CSU og SPD. Nu giver de proeuropæiske socialdemokrater derimod rygdækning til, at Merkel med et lille halvt års forsinkelse endelig kan svare på den franske premierminister Macrons forslag til euroreformer og et mere effektivt og demokratisk Europa.

Destruktivt fornuftsægteskab

Det ligner en feberredning for et EU under et historisk internt og globalt pres, hvor vinduet til reformer er på et års tid, før der er parlamentsvalg, og en ny EU-Kommission skal på plads.

Men kigger man nærmere på processen, har medaljen i den grad en bagside, der med tiden kan ende med at udgøre forsiden af historieskrivningen om et fornuftsægteskab, der blev destruktivt for de involverede partier – og for det tyske partisystem og Tysklands rolle som europæisk motor.

For regeringspartierne vil den kommende regeringsperiode fortsat være præget af en mærkbar angst for nyvalg. Ikke mindst fordi CDU/CSU og SPD dårligt kan kaldes for en stor koalition med en samlet opbakning på 53 procent. Siden valget er flertallet ovenikøbet helt forduftet, viser meningsmålinger. Og AfD har overhalet SPD.

Det ringeste argument for et stor koalition er, at der ikke findes noget alternativ. Der er et alternativ, det er uprøvet i tysk sammenhæng, men det vil kunne styrke både demokratiet og Europa, skriver Timothy Garton Ash.
Læs også

Set udefra er SPD ikke det egentlige problem. Problemet er, at socialdemokraternes dilemma om GroKo eller ej er stedfortrædende for splittelsen i hele den tyske politik og til dels i hele det tyske samfund.

Det gælder spørgsmålet om, hvad venstrefløjens eksistensberettigelse er i Europa i dag. Det gælder SPD’ halvkvalte forsøg på at være et klart proeuropæisk parti, der giver store indrømmelser til EU-landene i syd uden det tyske flertals opbakning.

Det gælder SPD’s flygtningekurs, der er splittet mellem en åbenhed over for bl.a. flere familiesammenføringer og en realistisk linje i multikulturelle smeltedigler i tidligere SPD-højborge som Nordrhein-Westfalen, hvor vælgerne flygter til AfD.

Og det gælder endnu en GroKo-konsensus hen over midten, hvilket flere og flere vælgere ser som et visionsløst forsøg på at klamre sig til magten.

SPD’s lange vej ind i Merkels tredje GroKo

24. september:

CDU/CSU får et usædvanligt dårligt valg med 33 procent. AfD stormer ind i Forbundsdagen med 12,5 procent. SPD får med 20,5 pct. historiens ringeste resultat og går allerede på valgaftenen »definitivt« i opposition.

20. november:

De såkaldte Jamaica-forhandlinger mellem CDU/CSU, De Grønne og det liberale FDP kuldsejler. Efter formaninger fra Forbundspræsident Steinmeier optager SPD en første dialog med Merkel og CDU/CSU.

7. december:

På SPD’s partidag får ledelsen trods stærk modstand lov til at indgå sonderinger med CDU/CSU, for så vidt slutresultatet (koalition, mindretalsregering, nyvalg) forbliver åbent.

12. januar:

SPD og CDU/CSU’s »sonderinger« om et regeringssamarbejde nedfældes i et 28 sider langt dokument. Flertallet af tyskerne ser CDU/CSU som forhandlingsvindere.

21. januar:

SPD afholder partidag i Dortmund, hvor ca. 600 delegerede giver Martin Schulz og den øvrige SPD-ledelse et snævert mandat til at optage egentlige regeringsforhandlinger med Merkels CDU/CSU. En forudsætning er, at alle SPD-medlemmer skal stemme om, hvorvidt partiet skal indgå i endnu en GroKo.

13. februar:

Efter intern magtkamp om ministerposter træder Martin Schulz tilbage som SPD-formand med den begrundelse, at han er bange for at bringe afstemningen i fare.

20. februar:

463.723 medlemmer af SPD kan stemme om, hvorvidt partiet skal deltage i endnu en GroKo. Parallelt er No-GroKo-fløjen på Tysklands-turne for at overbevise partimedlemmerne om et nej, mens partiledelsen turnerer for et ja.

26. februar:

På en partidag i Berlin stemmer 97 procent af CDU’s delegerede for den forhandlede koalitionskontrakt og en fortsat GroKo.

4. marts:

Resultatet af SPD’s afstemning foreligger. 66 procent stemte for en fortsat GroKo. Et lille halvt år efter valget er det dermed afgjort, at Tysklands store koalition fortsætter.

Overførselsunion

I det store billede er SPD’s indre konflikt således et sindbillede på de gamle folkepartiers opløsning, som vi har oplevet det i en lang række europæiske lande. At CDU trods Merkels pragmatiske greb om magten er stort set lige så ideologisk rundt på gulvet som SPD, bekræfter dette indtryk.

Med den fortsatte GroKo kan Merkel fortsætte sin midtsøgende linje og den magtafbalancerende politiske stil, som hun behersker så suverænt. Men det giver to alvorlige og forbundne problemer i udviklingen af EU og af højrepopulismen i Tyskland.

For det første ved vi ikke præcist, hvilken vej Merkel vil gå i Europa-politikken, som var beskæmmende fraværende i valgkampen. Vi får ikke meget hjælp i koalitionskontrakten mellem CDU/CSU og SPD, som er en opvisning i tvetydigheder. Den er f.eks. en soleklar bekendelse til EU og en imødekommenhed over for Macrons forslag til reformer af euroen, men samtidig indeholder den en stærk betoning af, at eurozonen ikke må udvikle sig i retning af en overførselsunion.

Godt nok er tyskerne klart proeuropæiske, men flertallet er og bliver euroskeptisk og køber diskursen om, at sydeuropæerne vil have fingrene i ’de tyske euro’. Her skal man ikke glemme, at AfD er født som et EU- og eurokritisk parti, og at de vil bruge enhver lejlighed til at påpege, at den ny GroKo har store reformplaner, som pænt blev gemt af vejen i valgkampen.

Det andet problem er, at endnu en GroKo bekræfter højrefløjens fortælling om, at store koalitioner udgør en forløjet nødvendighedens politik i et teknokrati, der truer med at kvæle demokratiet. Her vil fortællingen om ’løgnepressen’ og de indspiste eliter få ny næring.

Hertil kommer, at AfD netop kan udgøre en stærkere opposition, end Forbundsdagen har oplevet det i mange år. Det kommer – ikke just tilfældigt – netop efter den GroKo-regering, der fik som opgave at tackle en historisk flygtningekrise. Samstemmende valgte regeringen fra begyndelsen en åben linje, som trods store kursændringer fortsat vil klistre til den kommende regering.

At AfD ikke har mange konsistente politiske positioner, er en ringe trøst, for de har et soleklart svar på bl.a. indvandring, multikulti, globalisering og EU. Og det svar hedder ’nej’. De behøver end ikke udpensle det for at gøre regeringsfundamentet endnu mere vakkelvornt – og svække den tyske opbakning til EU og euroreformerne.

Med andre ord: Den ny GroKo giver definitivt populismen en solid grobund i Tyskland. Man kan indvende, at der har været masser af internt strid på vej ind i denne GroKo. Men det er glemt om et par år, når tyskerne atter skal til stemmeurnerne. Merkel den Fjerde og de ledende socialdemokrater skal derfor klæde sig varmt på. Det kan blive rigtig koldt i Tyskland i de kommende år.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jesper Eskelund
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Erik Karlsen
  • Torben K L Jensen
Jesper Eskelund, Eva Schwanenflügel, Bjarne Bisgaard Jensen, Erik Karlsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Det her er sgu den bedste analyse af den politiske situation i Tyskland efter SPD´s afstemning jeg nogensinde har læst. Bravo - Matthias.

Eva Schwanenflügel, Michael Hullevad og Erik Karlsen anbefalede denne kommentar
Kim Folke Knudsen

Ja det er meget beskrivende og sikkert på flere områder sandfærdigt, at koalitionen går hårde tider i møde i Tyskland.

Men nutidens tyskere er et forsigtigt folkefærd med landets historie i erindring endnu.

I 1933 blev Adolf Hitler udnævnt til Rigskansler i koaltionsregeringen med borgerlige partier under ledelse af Franz von Papen. Adolf Hitler og NSDAP skulle ind under åget og tøjles. Strategien lignede til forveksling Per Hækkerups indstilling til SF under det røde arbejderflertal. SF stjal stemmer fra det eksisterende Socialdemokrati og SF skulle ind under åget og tøjles.

Franz von Papen delte NSDAPS vrede over ydmygelsen af Tyskland ved Versaillestraktaten. Desuden herskede der i brede borgerlige kredse angst for Kommunisterne og Socialdemokraterne. Kommunisterne blev set som sammensvorne med Jøderne og så var den giftige cocktail skabt, som for alvor fik NSDAP til at vokse sig store. NSDAP erklærede interesse i at genopruste Tyskland fik store dele af tysk erhvervsliv til at se med sympati på partiet. De arbejdsløse tyskere kunne se frem til nye job i stålindustrien og den tyske middelstand vejrede muligheder for økonomisk genrejsning efter den økonomiske krise i 1929.

Det blev ikke de borgerlige partier, som kom til at indramme eller inddæmme NSDAP og Adolf Hitler. Det blev Adolf Hitler og hans parti NSDAP, som tilranede sig magten og afskaffede det truede demokrati i et kriseramt Tyskland.

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

"At AfD ikke har mange konsistente politiske positioner, er en ringe trøst, for de har et soleklart svar på bl.a. indvandring, multikulti, globalisering og EU. Og det svar hedder ’nej’. ", skriver artiklens forfatter Mathias Sonne.
AfD-lignende partier i EU-landene, siger stort set det samme.
Så hvad er egentlig budskabet?
Jeg tror det handler om, hvorvidt EU skal være virksomhedernes EU ellert folkenes EU - "økonokrati" eller "demokrati" - "pengemagt" eller "folkemagt".
Kald det gerne "populistisk" - hellere dét end "kapitalistisk" ; - )
EU's politiske venstrefløj burde samle sig om at gøre EU demokratisk - i stedet for blot at være imod
- og uden et brugbart alternativ.
.

Lillian Larsen, Torben K L Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar