Leder

Trump risikerer handelskrig for at beskytte arbejdspladser i metalindustrien

USA’s præsident går metodisk til værks i indfrielsen af sine valgløfter. Nu er turen kommet til toldtariffer på import af stål og aluminium, og i sidste uge chokerede han verden med et udspil, der rammer alle ståleksporterende lande og ikke kun den store synder: Kina. Vil han virkelig en handelskrig, eller er det blot forhandlingstaktik?
I april sidste år bebudede Trump, at hans regering ville starte en undersøgelse af, hvorvidt andre landes subsidier til stål- og aluminiumproduktion truer USA’s nationale sikkerhed. Præmisset var følgende: Statsstøtte har skabt overproduktion af de to metaller på det globale marked, hvilket betyder prisfald og en lavere produktion af stål og aluminium i USA.

I april sidste år bebudede Trump, at hans regering ville starte en undersøgelse af, hvorvidt andre landes subsidier til stål- og aluminiumproduktion truer USA’s nationale sikkerhed. Præmisset var følgende: Statsstøtte har skabt overproduktion af de to metaller på det globale marked, hvilket betyder prisfald og en lavere produktion af stål og aluminium i USA.

Michael Short

Udland
7. marts 2018

En ting kan man konstatere om Donald Trumps kontroversielle præsidentskab: Han insisterer på at indfri sine valgløfter, uagtet hvor irrationelle de kan virke på hans kritikere, og han viger ikke for at løbe betydelige politiske risici.

Det er i sandhed en forfriskende stil i en epoke, hvor politikere med rette bliver beskyldt for at tale med uld i munden, sjældent holder fast ved den kurs, de er blevet valgt til at forfølge, og kun i få tilfælde vil ofre noget for deres overbevisning. Det er en stil, der utvivlsomt giver den populistiske politiker medvind.

Præsidentens forslag om at pålægge told på import af stål og aluminium er et illustrativt eksempel. I valgkampen slog han til lyd for en protektionistisk handelspolitik og lovede, at han ville beskytte USA’s fremstillingsindustri mod unfair konkurrence fra lande som Kina. Trumps budskab var skræddersyet til den del af USA’s arbejderklasse, der efter Kinas indlemmelse i WTO i 2002 har set deres arbejdspladser forsvinde ud i den blå luft.

I april sidste år bebudede Trump, at hans regering ville starte en undersøgelse af, hvorvidt andre landes subsidier til stål- og aluminiumproduktion truer USA’s nationale sikkerhed. Præmisset var følgende: Statsstøtte har skabt overproduktion af de to metaller på det globale marked, hvilket betyder prisfald og en lavere produktion af stål og aluminium i USA. Hvis denne trend fortsætter, vil USA’s metalindustri forsvinde eller skrumpe så meget ind, at landet i en krigssituation ikke vil have kapacitet til at fremstille nok våben.

Den type undersøgelse er ikke usædvanlig i USA. Hertil skal lægges, at WTO-regler giver medlemslande mulighed for beskytte deres metalindustri af sikkerhedshensyn. Eksempelvis pålagde forhenværende præsident George W. Bush i 2002 flere landes stålindustri importtold på mellem otte og 30 procent. Tolden blev fjernet efter et år, fordi den havde en negativ effekt på ledighed og økonomisk vækst.

Så langt, så godt. Handelsministeriets undersøgelse, der fornylig blev lagt på Trumps bord, giver ikke overraskende præsidenten belæg til at beskytte amerikansk stål- og aluminiumindustri. Efter et møde med industrirepræsentanter i sidste uge bebudede han en told på 10 procent på aluminium og 25 procent på stål – vel at mærke uden at udstede et dekret.

Venter på reaktionerne

Udspillet var i sig selv ikke overraskende. Økonom Jakob Vestergaard fra DIIS varslede i en analyse her i avisen i sidste uge, at en handelskrig mellem USA og Kina er under optræk. Men hvis man skal tro Trumps udspil, vil alle ståleksporterende lande over en kam blive pålagt tarifferne, uagtet om de yder subsidier eller ej. Altså ikke kun Kina. I sin tid undtog Bush Canada og Mexico samt Argentina, Thailand og Tyrkiet.

Reaktionen på Trumps udspil har været forudsigelig. Erhverv, der importerer billig aluminium og stål til produktion af biler, flyvemaskiner, våben osv. har hylet op. De vil blive nødt til at sætte prisen på deres varer op, hvilket skader konkurrenceevnen og – måske værst for Trumps popularitet – kan betyde afskedigelser.

Handelsøkonomer spår international handelskrig – dog uden at nævne, at Bushs tariffer ikke gjorde nævneværdig skade på international samhandel. Republikanske ledere råder Trump til besindighed; de frygter, at en handelskrig vil gå ud over den økonomiske vækstrate og neutralisere skattelettelsernes formodede positive effekt på middelklassens indkomst.

Men præsidenten står urokkeligt fast. I en tweet udlagde han en handelsteori i lodret strid med 1800-tallets filosof David Ricardo:

»Når et land (USA) taber milliarder af dollar på handel med næsten alle lande, det laver forretninger med, er handelskrige en god ting og lette at vinde,« skrev han.

Mener Trump det? Han vil næppe en handelskrig. I stedet lægger han sine maksimumskrav ud og venter på reaktionerne. Canada, Mexico og EU truer med gengældelsesaktioner. Trumps svar er: Okay, lad os se, hvem der vinder krigen. Han spiller med musklerne, fordi USA’s stilling som verdens største eksportmarked giver ham solide kort på hånden. Når dekretet bliver udstedt i næste uge, vil han hævde at forsvare USA’s interesser.

Forhåbentligt bliver det et kompromis. Ellers vokser risikoen for en handelskrig. Det er nervepirrende, men man kan lige så godt vænne sig til den nationalpopulistiske stil. Den vil være med os i et stykke tid fremover.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Martin Burcharth

Jeg hører til den generation, der læste sidst i 60'erne - i mit tilfælde på Handelshøjskolen.

Det var først og fremmest John Keynes, der blev dyrket; men også Adam Smith og David Ricardos teori om komparative fordele. Poul Nyboe Andersen gennemgik teorien så overbevisende i "Udenrigsøkonomi", at jeg i hvert fald aldrig har tvivlet på de komparative fordele ved frihandel.

Alle der måske kunne have talt denne Donald Duck fra en protektionistisk handelskrig har opgivet ham, og er borte. Og for dem, der er tilbage, er han helt udenfor rækkevidde af sund fornuft.

Handelskrigen er i strid med WTO-reglerne, og bliver behandlet juridisk via WTO, men det ændre formentlig ikke på denne persons, i øvrigt, ret spontane opfattelse. Men desværre kommer den til at koste både penge og velfærd - både i de inddragne lande og i periferien af denne handelskrig.

Derfor er der grund til allerede nu, at enhver ser på sin privatøkonomi. For bliver dette uvæsen sat i gang, vil det ikke blot betyde betydeligt dyrere mobiltelefoner og biler med mere, formentlig betyder det også stigende usikkerhed og faldende antal arbejdspladser. Og dermed fører det også til stigende renter, stigende priser og reduceret leveomkostninger.

Og det er ingen trøst, at det også vil gå ud over USA.

Ib Christensen

Udfra teorierne om udbud og efterspørgsels, så burde det, at et marked strammer til øge udbuddet på de øvrige, og derved give et prisfald, da udbuddet vil opleve en reducering i efterspørgsel.
Iphones og lignende bliver alligevel ikke produceret i USA, så for de varegrupper bliver straftolden lige så nem at omgå som skattebetalinger på ikke USA markeder.
Ser ud til det bliver et effektivt middel til de multinationale til at udkonkurer deres lokale US baserede producenter.
Jeg har på fornemmelsen ham Dump ikke har den store forståelse for relationerne mellem handling og konsekvens. Kan da også være han bare spiller dum.

@ Ib Christensen,

Du har fuldstændig ret omkring udbud og efterspørgsel, men her skete det modsatte.

Allerede den nat Donald Trump oplyste om sin toldbarriere på 25/10% steg kursen for USA´s virksomheder i denne brancher på børsen. Og det skete, da disse USA-baserede virksomheder oplyste, at netop under indtryk af den kommende manglende priskonkurrence ville de øge prisen på stål og alu til de priser importeret stål og alu ville komme til at koste.
Herved reduceres efterspørgslen på de færdigvarer, hvor disse materialer indgår, og flere i denne branche vil blive arbejdsløse.

I Europa og andre lande, f.eks. Kina, Japan, Korea, Indien og Brasilien vil prisen på stål og alu falde, fordi man producerer mere end markedet kan aftale. Og herved vil mange i disse lande blive arbejdsløse. Og disse berørte lande vil også reagere på denne protektionisme.

Al dette fører til - både i USA og de andre lande, at aktiebørserne bliver usikre, og dette er faktisk allerede sket i et mindre omfang. Og derved falder interessen for at udlåne penge, det vil sige at renten går op - først lidt og derefter langt mere i takt med usikkerheden.

Og så er man faktisk inde i en ond spiral, der kun fører nedad. Det vil sige højere priser for stort set alt - også leveomkostninger samt stigende arbejdsløshed. I denne fase bruger husstandene kun penge på nødvendigheder, og alle luksus-produkter som biler, tv, mobiltelefoner og andet vil ikke blive efterspurgt og hermed stort set ikke blive produceret.