Leder

Cuba: Ny leder og arven fra Castro

Cuba har i løbet af stort set alle årene under Castro-brødrene været et vigtigt symbol på den storpolitiske scene, og det har de cubanske ledere nydt godt af. Både i form af økonomisk støtte fra allierede, men også fordi, der altid har været en misforstået sympati med det kommunistiske projekt på den caribiske ø
21. april 2018

»I mit kvarter er der stort set ingen, der følger med i tv-transmissionen fra det nyvalgte parlament. Folk er ligeglade, som om det ingen indflydelse har på deres liv. Mine naboer er langt mere optaget af, om der er kommet varer på det rationerede marked.«

Tweet torsdag af Yoani Sanchez, cubansk journalist og stifter af det frie cubanske medie, 14Ymedio.

Cubas befolkning har i 59 år levet i et diktatur med politiske fanger, chikane af kritikere, censur, rejseforbud og en statsmonopoliseret økonomi. Et vaskeægte diktatur, der indtil torsdag kun har haft to ledere; brødrene Castro.

Det cubanske styre har været holdt oppe af skiftende protektorer – men også af at stå et bestemt sted geopolitisk og i historien, hvor Cuba har formået at fylde langt mere end den beskedne østat egentlig er berettiget til.

Cuba har i løbet af stort set alle årene under Castro-brødrene været en vigtig brik og et vigtigt symbol på den storpolitiske scene, og det har de cubanske ledere nydt godt af. Både i form af økonomisk støtte fra allierede, men også fordi, der altid har været en misforstået sympati med det kommunistiske projekt på den caribiske ø.

Cuba har for mange været symbolet på noget større – på Davids kamp imod Goliat, og har man, som de fleste på den internationale venstrefløj, et anspændt forhold til USA som verdens stormagt, er Cuba nemt svaret: Cuba er USA’s antitese, og hvis USA er den onde, så er Cuba? Det er fristende.

Che Guevara-trøjer, revolutionære sange og Fidels lange taler tordnende imod imperiet (USA) har været værdifuld cubansk soft power, ligesom den cubanske samfundsmodel med fri uddannelse, fri sundhed og en lige deling af den samlede, dog altid beskedne, samfundskage har virket næsten legitimerende i forhold til det cubanske styres til tider voldsomme brutalitet.

I dag står det cubanske lederskab næsten alene på den internationale scene, ligesom det gjorde under den ’specielle periode’ i 1990’erne, da Sovjet var kollapset, og de økonomiske og militære forsyninger tørrede ud. Venezuela, Cubas protektor i det nye årtusinde, er ved at gå bankerot, og Cuba skal ikke længere forvente afgørende økonomisk støtte fra den kant, ligesom der ikke længere er meget at vinde politisk ved at være Venezuela-allieret. Venezuela er gået fra at være et politisk projekt, der nød en del opbakning i især Latinamerika, til i dag at være kontinentets største politiske og sikkerhedsmæssige udfordring.

Der er rigeligt med udfordringer for det cubanske lederskab, som ikke mindst har brug for at gøre noget ved den økonomiske situation.

At Raul Castro torsdag trak sig som Cubas præsident og overdrog embedet til systemets mangeårige nummer to, den tidligere vicepræsident for både det magtfulde statsråd og for ministerrådet, Miguel Diaz-Canel, giver dog ikke den cubanske befolkning nogen garantier for, at der nødvendigvis kommer mere tempo på de økonomiske reformer eller på anden måde åbnes op.

Ind til år 2021, når Cubas kommunistparti næste gang blander kortene og sætter et nyt ministerhold, er den reelle magt fortsat hos Raul Castro, der forbliver det cubanske kommunistpartis leder.

Og det er netop Raul Castro, der er fader til de økonomiske reformer, cubanerne tilbage i 2008 blev stillet i udsigt – og som syntes virkelige, da Raul Castro i 2009 udnævnte Marino Murillo til ny økonomiminister (han blev kaldt ’de økonomiske reformers zar’), men meget lidt er sket siden da.

Derfor ses en politisk desillusioneret og ligeglad befolkning, der tumler rundt og forsøger at skrabe sammen til dagen og vejen, og som bestemt ingen forestilling gør sig om, at de skulle kunne få indflydelse på den førte politik. Politik i Cuba foregår i et hermetisk lukket rum, hvor 31 medlemmer af statsrådet lægger linjerne.

Cubas befolkning har i 59 år levet i et diktatur, det gør de stadig, og sådan vil det givetvis fortsætte så længe Cubas kommunistparti bestemmer. Øvelsen for partiet har alle dage været at blive siddende på magten for enhver pris, som folket nødvendigvis har måttet betale. Og som Cubas nye præsident, Miguel Diaz-Canel, sagde som noget af det første i sin indsættelsestale, kommer alt fremover til at foregå med stor respekt for »arven fra Fidel Castro«.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian De Thurah
Christian De Thurah anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tragikomisk, uvidende, koldkrigs-kommentar
- Hvis man erstatter 'Cuba' med 'USA' i Info- lederen ... så kunne store dele have stået som leder I Land og Folk i den mest stupide koldkrigs-periode! - Tillykke, Inf.
• Kan en redaktør dog ikke sætte JLH til at læse og forstå Jens Lohmanns ledere, artikler og analyser af Cuba o. a. latinamerikanske samfund og forholdet til (dominans)stormagten USA - por favor.
(For jeg har ingen illusioner om, at JLH kan fatte Le Monde Diplomatique's analyser af Cuba og LA-lande i sammenhæng med USAs kolonialisme og imperialisme. - Heller ikke i LMDs norsk-skandinaviske udgave)

Cuba er helt sikkert et diktatur, som er lidy uheldig med sine forbundsfæller. Men også en stat med et gratis sundhedsvæsen, gratis skolegang til og med univetditetet og også et land med lav kriminalitet (så vidt jeg ved) og høj gennemsnitslevealder.
Jeg vil tro, at Cuba trods alt er bedre land at leve i end de fleste mellemamerikanske lande. Men de er nok ikke så interessante at skælde ud på, de har jo ikke haft en kommunistisk leder.

Eva Schwanenflügel, Kent Bajer, Daniel Santos, Torben Bror Larsen og Ole Bach anbefalede denne kommentar

Det angives i lederen, at Cuba siden revolutionen har haft to ledere, Castrbrødrene. Så enkelt er det dog ikke. Osvaldo Dorticós Torrado var president fra 1959 - 1976, hvorefter Fidel Castro overtog posten. Han havde indtil da været premierminister.

Jeg har ikke været på Cuba, men har haft en cubansk svigerdatter, som trods skilsmisse fra min søn stadig er en kær ven for ham og resten af familien.vi har set flere fra familien her og andre i min familie har været der. Selve indlægget her er nok stort set rigtigt, men nuancerne mangler og ja det er svært at leve på Cuba og der er mangel på meget, men alligevel er cubanerne et folkefærd som med hjerte og varme kun kan fremkalde respekt Vores "familie" her er delt mellem stærk tilhænger af systemet og kritisk, men ingen skal altså spille klog her, skal jeg hilse og sige, for et er at de selv godt kan se fejl og begrænsninger, men vi skal respektere dem som folk og land og gæstfriheden på trods er enorm.

Har lige været i Cuba og rejst på egen hånd i 4 uger.
Har bl.a. konstateret at eftersom de alle er i samme båd (lige fattige) er der ikke så mange at være misundelige på!!
Deres gennemsnitsalder er ca. som i DK..
De virker afslappede og glade
Ser stort set ikke tiggere eller berusede folk.
Alle børn går i skole med skoleuniform
De fleste MCbetjente jeg så, var kvinder. Der er et flertal af kvinde i deres parlament.
Og så ser det ud til, at de er ved at få opbygget en medicinalindustri, som resten af det fattige Sydamerika kan få glæde af sammen med en masse veluddannede cubanske læger.
Når de ikke har et væld af solceller fra Kina, skyldes det måske, at de ikke er interesseret i at være i lommen på det land - hvilket jeg tager hatten af for.

Hvis de kunne få bare lidt mere kapital at lege med, kan det blive et godt sted at leve med alle dets minusser, som nok ikke er større end de fleste andres landes. De kan jo bare dreje blikket mod nord til USA, hvor de godt nok har demokrati - men hvilket demokrati !!

Bjarne Bisgaard Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar