Leder

Erdoğan sælger et år af sin fremtid i embedet for at sikre, at han i det hele taget har en fremtid

Vurderingen i Ankara er, at når Erdoğan udskriver valg et før tid, sælger han et år af sin fremtid i embedet for at sikre, at han i det hele taget har en fremtid
Set fra det monstrøse præsidentpalads opført på landsfader Atatürks fredede forsøgsbondegård i udkanten af Ankara er valgdatoens fremrykning fornuftig. Også fordi oppositionen er uden bud på en troværdig modkandidat.

Set fra det monstrøse præsidentpalads opført på landsfader Atatürks fredede forsøgsbondegård i udkanten af Ankara er valgdatoens fremrykning fornuftig. Også fordi oppositionen er uden bud på en troværdig modkandidat.

Lefteris Pitarakis

Udland
20. april 2018

Det er kun få uger siden, Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, i sine hyppige taler lod forstå, at når oppositionen talte om valg i utide, var der tale om landsforræderi. Den fastlagte valgtermin i november 2019 lå fast – og den kunne sikre ham genvalg helt frem til 2029. Underforstået: Jo mere Erdoğan, desto bedre for nationen.

Tirsdag skiftede han mening og dekreterede parlaments- og præsidentvalg om godt to måneder, den 24. juni. Om det skete efter pres fra den politiske partner, det halvfascistiske MHP (Milli Harekat Partisi), hvis bistre leder, Devlet Bacheli, mandag krævede et tidligt valg, eller om dette netop var en aftalt assist til den tidligere halvprofessionelle fodboldspiller og præsident, er uvist. Men vurderingen i Ankara er, at Erdoğan sælger et år af sin fremtid i embedet for at sikre, at han i det hele taget har en fremtid.

Risikoen for at tabe et præsident- og parlamentsvalg om 17 måneder vil være overhængende i lyset af den økonomiske krise, Tyrkiet er på vej ind i. Trods optimistisk vækst på mere end syv procent i 2017 er den tyrkiske lira i frit fald over for dollar og euro.

Den årlige inflation er oppe på 11-12 procent, og underskuddet på en i forvejen belastet betalingsbalance øges dag for dag. Ledigheden er stadig over de magiske ti procent – om end faldende – og almindelige lønmodtagere oplever svind i reallønnen efter en langvarig økonomisk optur. Den årlige gennemsnitsindkomst sniger sig med hiv og sving lige op over det halve af EU’s niveau.

Ved at fremrykke de to valg undgår Erdoğan tillige, at et eventuelt dårligt resultat for hans islamiske AKP-parti (Adalet ve Kalkinma Partisi) ved lokalvalgene i 2019 – der vel at mærke afvikles før november – vil smitte af på de nationale valg.

Endelig kalkulerer han med den aktuelle nationale eufori fremkaldt af den militære intervention i Syriens Afrin-distrikt, hvor den kurdiske YPG-milits nu er fordrevet. Næste år vil den effekt være udvandet i diplomatiske forviklinger med russerne og iranerne og eventuelt amerikanerne om en videre tyrkisk ekspansion, som alle andre vil modsætte sig.

Så set fra det monstrøse præsidentpalads opført på landsfader Atatürks fredede forsøgsbondegård i udkanten af Ankara er valgdatoens fremrykning fornuftig. Også fordi oppositionen er uden bud på en troværdig modkandidat.

Den kvindelige stjerne på det sekulære firmament, Meral Aksener – en udbryder fra Bachelis nationalistparti – har bebudet, at hun stiller op både som præsidentkandidat og som leder af det nye Iyi Partisi (Godhedens Parti). Men om hun kan det inden for valglovens tids-terminer, er usikkert.

Atatürks arvtagere i det store oppositionsparti CHP (Cumhuriyet Halk Partisi) havde i går ikke taget stilling til, om partileder Kemal Kilicdaroglu tør udfordre den karismatiske præsident. Det turde han ikke i 2014, da Erdoğan tog 52 procent. I AKP’s 15 år ved magten har CHP højst mønstret en fjerdedel af vælgerne trods et socialdemokratisk orienteret partiprogram.

Alle vælgerundersøgelser viser, at syv af ti tyrkere sukker efter mere retfærdighed – socialt, politisk, økonomisk, kønsligt, etc. Men som det hedder i den oftest gentagne vits i de sekulære caféer, er valgets største problem ikke den udemokratiske despot, Erdoğan, men den glansløse Kilicdaroglu, der ikke har magtet at forlene CHP med en social dimension.

CHP’s historiske arv som formynderisk elite illustreres måske tydeligst, når partispidser på turné i provinserne inviteres inden for i vælgeres private hjem. I stedet for at gå på strømpefødder som alle andre medbringer de plasticovertræk til skoene.

Det pisser vælgerne af. De vælgere, som også er ligeglade med, at regeringen forleden fik EU-Kommissionens værste evaluering i 15 år (den moralsk anløbne flygtningeaftale blev dog rost!). De lægger vægt på, at de nu kan komme til lægen.

Erdoğans faktiske mediemonopol baner vejen for hans spin om, at EU’s kritik af angreb på ytringsfriheden, overgreb på kurdere, fængsling af dissidenter på falske terroranklager er en sinister EU-kampagne mod Tyrkiet.

Nuvel, her og der spores en træthed over den trættekære præsident, der kun vandt folkeafstemningen om sit embedes nye, enevældige beføjelser med en kneben margin i april 2017. Det er den træthed, han forsøger at komme i forkøbet den 24. juni – det bliver interessant se, om han holder til målet.

Serie

Erdogans sidste stik

Præsident Erdogan er kun ét valg fra at legalisere sit forfatningsstridige enmandsstyre af den tyrkiske republik. Med præsident- og parlamentsvalget den 24. juni træder Tyrkiets nye forfatning i kraft, hvor premierministerposten nedlægges og præsidenten overtager beføjelser til at udpege ministre, forfatningsdommere, topembedsmænd og universitetsrektorer, mens militæret sættes under styrket civil kontrol. Vi følger sidste led i Erdogans kamp for at konsolidere sin magt.

Seneste artikler

  • Danmark og Europa er blevet Erdogans fremskudte kampplads

    28. juni 2018
    Den tyrkiske præsident Erdogan er populær langt ud over landets grænser. I Danmark har over halvdelen af tyrkerne stemt på ham. Præsidenten har gjort meget for at få og fastholde støtter gennem de seneste år. Det har han bl.a. gjort gennem direktoratet for religiøse anliggender, Diyanet, som de danske moskeer hører under, og som har en forbindelse til en organisation i Danmark
  • Nu gælder det for Erdoğans modstandere om at komme væk

    26. juni 2018
    Erdoğans tilhængere jubler over endnu en sejr. Hans modstandere har mistet det sidste håb om, at det nogensinde bliver bedre. Selv hvis Erdoğan skulle falde død om, har det store flertal vist sig alt for villige til at undertrykke anderledes tænkende. »Det er ikke de vilkår, vores børn skal vokse op under,« siger en fyret lektor
  • Erdogans nemesis lurer i Tyrkiets mest beskidte valgkamp

    23. juni 2018
    Erdogan er rimelig sikker på genvalg, men hans flertal er i risiko, og hans politiske projekt har delt nationen i en uforsonlighed hinsides politisk debat, og hvor uenighed med Erdogan udlægges som sympati med terror
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her