Leder

Hvem strejker de for i Frankrig?

Det mandat, Macron vandt ved valget, sikrer ham ikke opbakning fremover, hvis han ikke politisk overbeviser om, at væksten i den franske økonomi vil betyde fremgang for hele Frankrig
SNCF demonstration i Lyon d. 4 april. 

SNCF demonstration i Lyon d. 4 april. 

Nicolas Liponne/Ritzau Foto

Udland
5. april 2018

Mange tog stod stille tirsdag i Frankrig. De ansatte i det franske jernbaneselskab, SNCF, indledte det, der i de næste måneder bliver en serie af strejker i det længe ventede opgør mellem præsident Macrons og de franske fagbevægelser.

Macron blev for et år siden valgt på et løfte om en ny begyndelse i fransk politik. Og hans parti, La Republique en Marche, vandt en bemærkelsesværdig stor sejr ved det efterfølgende parlamentsvalg. De har således et stærkt mandat til at gennemføre reformer i Frankrig.

Men de står over for en modstander, som er eminent til at forsvare rettigheder og blokere politiske beslutningsprocesser. De franske fagforeninger er ikke som de danske eller de tyske med til at præge politiske forandringer og stille krav om medbestemmelse og efteruddannelse.

De fungerer ikke som det politiske systems medspillere, men som modspillere. De har en meget lav organisationsgrad, kun mellem 10 og 15 procent af de franske lønmodtagere er organiserede, men de har en effektiv aktionsform: De er mestre i at organisere blokader og forskellige former for strejker. Og de strejkendes leder, den stærke franske syndikalist Philippe Martinez, betegner selv sin strategi som »ren magtkamp«.

Det lykkedes i både 1995 og 2010 de franske transportarbejdere at blokere først en velfærdsreform og siden en forandring af det franske pensionssystem.

Man kan spørge, hvem de nu strejker for? De ansatte i de franske jernbaner har nogle af de bedste forhold overhovedet blandt offentligt ansatte. Livstidsansættelse, lav pensionsalder og generøse pensionsordninger. Og der er givetvis ikke opbakning i den franske befolkning til, at denne gruppe skal forsvare deres privilegier i et statsligt transportselskab, som ifølge Le Monde får over ti milliarder euro om året i tilskud. Men det afgørende er, om strejkerne vil brede sig fra de jernbaneansatte til de studerende og andre i den offentlige sektor.

Om de tror på, at den vækst, som reformerne skal skabe i det franske samfund, vil være for overklassen alene, eller om den vil blive fordelt og investeret i institutioner, så det også løfter arbejderklassen og middelklassen.

Det mandat, Macron vandt ved valget, sikrer ham ikke opbakning fremover, hvis han ikke politisk overbeviser om, at væksten i den franske økonomi vil betyde fremgang for hele Frankrig. 

Og så vil det blive opfattet, som om de strejkendes blokader er det bedste forsvar. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her