Leder

Den tysk-franske EU-motor vil ikke rigtigt komme i gear

Den forgangne måneds tyske tøven, nordeuropæiske advarsler og populistiske jordskælv i syd har sat spørgsmålstegn ved, om den tysk-franske motor kan komme op i gear, eller om eurozonen definitivt er ved at udvikle sig til en kampzone mellem nord og syd
Hvor Paris partout ønsker yderligere integration – evt. i et EU i flere hastigheder – er Tysklands øverste prioritet derimod EU’s sammenhold og det indre marked.

Hvor Paris partout ønsker yderligere integration – evt. i et EU i flere hastigheder – er Tysklands øverste prioritet derimod EU’s sammenhold og det indre marked.

ALAIN ROLLAND/ IMAGEBUZZ/ BESTIMAGE

4. april 2018

Metaforer kan skabe store forventninger. Det gælder ikke mindst visionære sprogbilleder om et reformkrævende EU, der efter Brexit og valget af Emmanuel Macron endelig kunne drives fremad af den tysk-franske akse, den tysk-franske motor eller endda det tysk-franske lokomotiv.

Efter Merkels genvalg i september og Macrons store Europa-tale dagen derpå kunne man næsten mærke, hvordan motoren bare ventede på en lille gnist fra det nye venskab, der lovede et snarlig roadmap for stabilisering af eurozonen. Men da der et halvt år senere endelig kom en tysk regering op at stå, skulle marts måned blive hård ved de visionære planer, der trods en EU-optimistisk tysk regeringskontrakt savner både retning og fart.

Straks efter regeringens indsættelse fløj finansminister Olaf Scholz ellers til sin franske kollega Bruno Le Maire i Paris, mens Macron tog imod Merkel. De holdt det dog ved meget generelle hensigtserklæringer og vendinger om »et stærkere og mere krisefast Europa«.

EU-topmødet op til påske, som kunne være blevet en tysk-fransk forlovelsesfest, endte også i en meget lavmælt melding om, at man først i juli vil sige mere om, hvor vidt og hvordan den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM) kan udvides til en decideret Europæisk Valutafond. Merkel billiger ideen, men hun ser den formentlig i en langt mindre skala som et ultimativt redningsanker, mens Macron nærmere ser den som en konjunkturstarter for kriseramte lande.

En af de få konkrete sætninger, der er sluppet ud af ’Mutti’, lyder:

»Vi ønsker ikke, at hæfte og ansvar blandes, eller at gæld gøres fælles, uden at konkurrenceevnen øges.« Med andre ord: Der vil ikke blive indført en overførselsunion, og et land må stadig ikke hæfte for et andet lands gæld, uden at der kræves modydelser i form af reformer.

Den tyske tøven afspejler, at der er sket løjer i EU, siden Macron installerede billedet med den tysk-franske akse. Mens Polen – Østeuropas største økonomi – har fået en retsstatsproces på halsen, er Italien sendt til populistisk tælling efter en valgkamp, der sprudlede af udækkede løfter og buldrende EU-kritik fra 5-stjernebevægelsen og Lega. Som EU’s tredjestørste økonomi er Italien samtidig too big to fail, men måske også too big to save med vaklende banker og en offentlig gæld på 130 procent af BNP. Og jo større problemerne er i EU-lande som Italien, desto større bliver den tyske reformskepsis.

En yderligere kattepine blev i marts måned leveret fra otte nordiske finansministre, herunder også den danske. De nævnte ikke Macrons visioner om en fælles eurofinansminister eller et fælles eurozonebudget på ’flere procent af BNP’, men advarede alligevel kraftigt den nye tyske regering mod at indgå et parløb med Macron i en offensiv udvikling af euroen – herunder en europæisk valutafond under EU-ret, der vil give markant flere midler og kompetencer til EU’s institutioner. Deres bekymring gjaldt især det nationale ansvar for reformer og sund økonomi.

Dermed er kampen mellem syd og nord for alvor åbnet i et EU, hvor de nordlige lande entydigt har profiteret på euroen, mens de samtidig har holdt hovedet på blokken for det sydlige EU’s lavt forrentede gældsætning.

Trods Merkels halve tilnærmelser hælder Tyskland stadig mest mod nord. Hvor Paris partout ønsker yderligere integration – evt. i et EU i flere hastigheder – er Tysklands øverste prioritet derimod EU’s sammenhold og det indre marked.

Det gælder også, efter at chefen for den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, i påsken var på demonstrativt visit i Berlin for at reklamere for en ambitiøs eurofond. På rygtebasis er netop Lagarde i tale som Spitzenkandidat til posten som præsident for EU-Kommissionen fra 2019 – en forestilling, som giver kuldegysninger ved konservative tyske økonomer, der ser hende som Macrons fortrop og gerne citerer hendes udsagn om, at »man må bryde EU-traktaterne for at redde euroen«. Som modtræk ser Merkel ud til at køre høgen fra den tyske forbundsbank, Jens Weidmann, i stilling som Mario Draghis efterfølger i chefstolen i Den Europæiske Centralbank.

Det er endnu et tegn på, at den tysk-franske motor ikke rigtig vil komme i gear – og at kampen om euroens fremtid kun lige er begyndt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • Torben K L Jensen
Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@Mathias Sonne

Helt ærligt - hvem kan bebrejde tyskerne, at de ikke vil hæfte for sydeuropas gæld ??
- og så totalt uden at have indflydelse på de pågældende landes finanspolitik ??

Aldrig i livet.

Torben K L Jensen

Macron står i problemer til halsen hvis han ikke lykkes med sine reformer - der på den anden side er en forudsætning for at Tyskland rykker sig. Det ender med at Frankrig bliver nødt til at vælge mellem nord og syd hvilket meget vel kan blive enden på euroen som den er konstrueret i dag - her bliver den nye regering i Italien afgørende for hvilken vej det går.

Touhami Bennour

Mange i frankrig, rigtig mange ifølge hvad jeg har læst om problemet mellem de to veje Tyskland og Frankrig følger. Disse franskmænd fremmer argumenter, der har at gøre med "civilisationen": katoliker og protestanter eller Middelhavsfolk og barbarer, og de mener det er en eneste løsning at redde Frankrigs økonomi. Det fik mig at tro at der findes også en mulighed der, en tredje mulighed ud over den "Nord eller Syd". Dette valg ville, i såfald, føre at Frankrig træder ud af EU. Det er meget sandsynligt, Tyskland ændrer ikke sin politik og Frankrig kan ikke følge med som EU er nu, Jeg stammer selv fra middelhavet og kender Europa (det gamle Europa) meget godt. Danmark ( det moderne Danmark, efter vikinger) hører til det nye Europa, som Ramsfeld sagde.

Harald Von Hielmcrone

Kære Mathias Sonne.
Man kan ikke uden videre påstå, at Tyskland profiterer på Euroen, i hvert fald ikke i forhold til Middelhavslandene. Prøv at læse Hans Werner Sinns bog, Im Euro gefangen. Den fortæller en anden historie.
Med venlig hilsen
Harald von Hielmcrone

Kim Folke Knudsen

Jeg finder det betryggende for de mindre EU-lande, at konstatere at Tyskland og Frankrig ikke optræder som en koncernledelse, der trækker afsted med hele foretagendet.

For Danmark har det historisk været vigtigt, at vi havde GB til at afbalancere Tysklands store indflydelse. Der melder sig mange store spørgsmål om EU´s fremtidige udvikling nu da Tyskland og Frankrig udgør rygraden i samarbejdet sammen med de store sydeuropæiske nationer Spanien og Italien og så alle medlemslandene i Østeuropa.

Et uundværligt nationernes samarbejde, som gerne skulle være præget af demokrati og gennemsigtighed. Det er det EU jeg ønsker mig.