Leder

Det er farligt at etablere en verden, hvor det eneste diplomatiske værktøj er en kæp

De iranske raketangreb på Israel og den massive israelske gengældelse er svære at adskille fra kampen om atomaftalen
USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton

USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton

Tom Brenner

Udland
14. maj 2018

I underskoven af politiske teorier om staters ageren i samspillet med hinanden, findes der én relativ simpel dynamik.

Den handler om pisken og guleroden; at du kan lokke med en godbid og true med en pisk for at få en modvillig aktør til at gøre, som du gerne vil have vedkommende til.

Det er en strategi, USA’s nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton (og hans chef, Donald Trump), kun halvhjertet benytter sig af. »I don’t do carrot,« som Bolton har sagt ved et par lejligheder.

Det samme kan man sige om Israels leder, Benjamin Netanyahu. I den forløbne uge slog han til mod en række mål i Syrien i de mest omfattende israelske luftangreb på syrisk jord i 44 år – angrebet var rettet mod nyetablerede iranske militærinstallationer, efter at en række iranske missiler var blevet opfanget af israelsk luftforsvar på vej mod israelsk jord.

Angrebet følger Trumps udmelding om USA’s udtræden af atomaftalen med Iran og en længere kampagne fra Netanyahus side for at aflyse samme aftale. Og de to ting er umulige at adskille fra hinanden.

Atomaftalen har formelt set intet at gøre med Irans overordnede ageren i regionen, men er alligevel blevet kædet nøje sammen med den.

For israelerne er der ingen forskel på etableringen af en iransk militær infrastruktur bakket op af nyudviklet missilteknologi nær Israels grænser og et aktivt atomvåbenprogram.

Begge dele ses som komponenter i en ekspansiv iransk politik, der på sigt kan ændre sikkerhedsbalancen i iransk favør og true israelsk sikkerhed. Samme perspektiv har i øvrigt en række sunniarabiske ledere, der direkte eller stiltiende udtrykte støtte til de israelske angreb.

Og sammenkædningen er trods alt heller ikke helt ubegrundet. Da atomaftalen i sin tid blev indgået, var den et afgørende brud med mange års amerikansk politik, og håbet var, at den også ville have afledte effekter; at en genoptagen dialog ville føre til regional afspænding og iransk tilbageholdenhed på andre områder.

Etableringen af fremskudte baser med avanceret raketteknologi på syrisk jord nær den israelske grænse og affyring af dem er ikke afspænding, men oprustning. Generel regional afrustning kan man heller ikke rigtig tale om.

Alligevel kan man godt argumentere for atomprogrammets succes, ikke kun når det kommer til selve formålet: at hindre Iran i at få A-våben, men også i afledte effekter.

Alene det at det iranske angreb på israelsk jord kommer, samtidig med at USA opsiger atomaftalen, siger noget om aftalens betydning som balancestang og modererende værktøj. Derudover kan man godt stille spørgsmålstegn ved, om den iranske politik reelt har været så ekspansiv, siden aftalen blev indgået i 2015: I Syrien har Irans rolle nærmest været aftagende, mens Rusland har overtaget.

I Irak er magten konsolideret, og det meste af indsatsen har handlet om at bekæmpe IS.

I Yemen mangler der stadig dokumentation for, at Iran spiller andet end en perifær rolle, mens landets støtte til Hamas og Hizbollah mere eller mindre er business as usual.

Man kan mene om Irans indblanding i andre landes interne politik og overordnede ideologiske system, hvad man vil, men det er svært at sige, at den er decideret ekspanderende eller på vej mod »regional hegemoni«, som nogle eksalterede kommentatorer og politikere har udtalt.

Angrebene på iranske installationer i Syrien er langt fra de første, Israel har foretaget i løbet af den syriske borgerkrig, men de – og de iranske angreb, der gik forud – er en farlig eskalering.

Mens sammenstødene tidligere er sket mellem Israel og Irans lokale stedfortrædere, er de nu direkte – og italesat som sådan. Det er svært at vide, hvor det kan ende.

Den israelske forsvarsminister, Avigdor Lieberman, udtalte, at Israel har destrueret »næsten alle« iranske militærinstallationer i Syrien, men også at landet vil gengælde »regn med stormflod«, når det kommer til en konfrontation med Iran, og generelt vil opgradere kampen mod iransk ekspansion.

Det er kort sagt ikke svært at få øje på pisken. Og det er også tydeligt, at Israel har USA bag sig i sin aggressive politik, uanset om det er af fri vilje eller kortsynet trumpsk impulsivitet.

Det er imidlertid svært at få øje på den overordnede strategi, når det kommer til at påvirke Irans regionale politik, og hvordan man vil få Iran til at opfylde krav, der er langt mere diffuse end atomaftalens stipuleringer, hvis det eneste, man kan tilbyde, er krig.

Hvor er guleroden?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

@Tobias Havmand

"Alene det at det iranske angreb på israelsk jord kommer, samtidig med at USA opsiger atomaftalen, siger noget om aftalens betydning som balancestang og modererende værktøj."

Du har ikke styr på kronologien.

De iranske raketbaser i Syrien blev anlagt i god tid før USA’s udtræden af atomaftalen.

Dine forsøg på at påvise, at Iran ikke fører en ekspansiv udenrigspolitik er blot retoriske øvelser uden realiteter.

David Johansson

Golan er ikke israelsk territorium. Hele præmissen er anlagt for at få våben der kan ødelægge irans lovlige atomanlæg. Våben Israel ikke besidder i dag.

Tobias Havmand

Torben Lindegaard: hvor i lederen hævder jeg, at baserne er anlagt efter Trumps udmelding? Jeg skriver, at raketterne er affyret efter. Det er to forskellige ting. Baser anlægger du naturligvis ikke på et par dage eller timer, jeg skriver tværtimod, at Iran har oprustet med dem, mens atomaftalen med usa stadigvæk var et faktum

Torben K L Jensen og Poul Genefke-Thye anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

David Johansson, 14. maj, 2018 - 13:21

Hverken Golan eller Vestbredden er Israelsk territorium, og fastslået af FN.

Vestbredden afgav Jordans Kong Hussein engang tilbage - jeg tror der t var ved "fredsforhandlingerne under Carter", men er efterhånden annekteret af Israelske bosættelser, som fortsat pågår, samtidig med endnu flere Palæstinensere fordrives fra områderne, så ny bosættelser kan etableres og udvides.

Hvis ikke jeg husker meget galt omkring de nævnte fredsforhandlinger var det Carter, Arafat og Menachem Begin, og hvor sidstnævnte hævdede den religiøse historiske jødiske ret til Judæa og Samaria områderne, - hvilket efterhånden ser ud til at ske ensidigt.

Jo, Israel har atomvåben, og det har de haft de sidste 20 år eller mere i Negev ørkenen i Dimona anlægget.

Torben K L Jensen, Flemming Berger, Anders Graae, Karsten Lundsby og Lars Lund anbefalede denne kommentar

Hvordan kan det være at det altid er Iran der angriber - og Israel som gengælder, skønt det vel ikke er lang tid siden at Israel angreb andre Iranere inde i Syrien og Iranerne således må være dem som gengælder...

Heinrich Schmidt, Brian Nocis Jensen og Arash Shahriar anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Det er blevet farlige tider, med Trump og hans nationale sikkerhedsrådgiver, John Bolton, en mand der er eksponent for den "hellige renhed imellem sort og hvidt" i sit syn på omgivelserne med et falsk Messias-syndrom som frelser for alverdens folk i sin egen religiøse fortolkning.

Hen evner ikke at erkende denne, sin fejlagtige opfattelse af Messias "i hans optik og perspektiv" dækker over en "kejser tyran" rolle, der kun kender straf som retledende for alle i det samfund som han opfatter som den frelste samfundsorden han forestiller sig er den rigtige for alle, - uden rettigheder eller frihed som et demokrati er eksponent for, og som han nu vil erstatte med diktatur i stedet for.

Han kunne lige så godt være én person - eller rettere en falsk leder af en sekt for frelse, der prædiker renhed for menigheden, - og som vi tidligere har set det i såvel Amerika - eller Guyana, som kræver menighedens kollektive selvmord for deres forsyndelser, når det "spredte sinds indre stemmer", fortæller ham det er den rigtige "renselse"(straf) for den ulydige menighed.

Fremmede tanker fra "menighedens" medlemmer hører ikke til hans verdensbillede, og for "renhedens skyld" er dyrkelsen af ofrene fra "menigheden" et naturlig offer som han kræver og vil håndhæve.

- Den slags tanker og indre stemmer der taler til ham, får andre medicin for at dæmpe!