Leder

Geopolitikken banker ubelejligt på EU’s dør på Vestbalkan. En dag bliver vi nødt til at åbne den

EU’s balancegang mellem at eksportere stabilitet og importere ustabilitet bliver sværere i spørgsmålet om Vestbalkans optagelse i EU. Vi må ikke opgive de europæiske mål for Balkan
EU-rådets formand, Donald Tusk.

EU-rådets formand, Donald Tusk.

Stephane Lemouton

22. maj 2018

Det var småt med euforien, da EU’s ledere torsdag i sidste uge for første gang i 15 år mødtes med lederne fra Vestbalkan, samlebetegnelsen for Montenegro, Serbien, Makedonien, Albanien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo.

På forhånd havde EU-rådets formand, Donald Tusk, ganske vist krævet, at EU-perspektiverne for Vestbalkan skulle udgøre en »gensidigt bindende forpligtelse« – altså at EU skal kombinere betingelser med et bindende løfte. Men det forblev ved topmødet i Sofia ved de samme luftige løfter om at »støtte Vestbalkans europæiske perspektiver« som for 15 år siden. Døren blev kun lige akkurat holdt på klem for de fattige, korruptionsplagede og retsstatssvage Balkanlande – herunder Kosovo, der endnu ikke er EU-kandidat, og hvis selvstændighed en række EU-lande nægter at anerkende.

Der er gode grunde til forsigtigheden.

For det første er det et pikant anliggende at stille EU-borgerne i udsigt, at et kriseplaget EU ad åre skal optage seks nye nettomodtagere af EU-overførsler i kølvandet på Brexit, hvor en af de største netto-ydere efterlader et betragteligt økonomisk hul.

For det andet har de yngste EU-lande, Bulgarien, Rumænien og Kroatien nok haft vækst, siden de blev EU-medlemmer, men de har ikke gjort substantielle fremskridt i forhold til f.eks. korruptionsbekæmpelse, overholdelse af reststatsprincipper og begrænsning af udvandring.

For det tredje er det rimeligt at spørge, om EU kan styres med 33 medlemsstater.

Den geopolitiske virkelighed ser ud til at overtrumfe disse bekymringer. EU’s kommissær for udvidelse, Johannes Hahn, har sat det på spidsen med sin formel om, at EU med udvidelsen enten kommer til at eksportere stabilitet eller importere ustabilitet. Tvetydigheden viser, at vi formentlig gør begge dele – og at EU er tvunget til at løbe risikoen.

Det handler ikke kun om handelsmæssige interesser og Kinas, Tyrkiets og flere golfstaters politiske indflydelse på Balkan, men især om stigende russisk indflydelse på medier og militære interesser – særligt i det russiskvenlige og nationalistiske Serbien.

Som Péter Krekó fra tænketanken Political Capital har påpeget, drejer det sig om gensidige interesser: Hvis de politiske ledere på Balkan laver forretninger med russerne, profiterer de ikke bare selv af denne business. De får også klækkelige bidrag til at opretholde de magtapparater, de sidder på toppen af.

Det vil blive en ekstremt møjsommelig proces at opildne til, kræve og sikre reelle reformer i f.eks. Serbien, Bosnien og Kosovo, der som EU-medlemmer ville få Ungarn og Polen til at ligne klassens artige drenge. Men EU har allerede bevæget sig langt ud over det vestlige kerneeuropa og er med det ydre pres tvunget til ad åre at gå resten af vejen. Spørgsmålet er, om vejen kan gøres så lang, at den tvinger staterne til reelt at gøre sig EU-egnede, uden at landenes befolkninger mister målet af syne.

Denne geopolitiske udvikling er et symptom på, at EU er ved at blive tvunget til at ændre sin selvforståelse fra, at det er et værdibaseret fællesskab båret af demokrati og retsstatslighed, til at det er et pragmatisk fællesskab drevet af mere kontant interessepolitik.

Som den bulgarske EU-kommentator Ivan Krastev med sin østeuropæiske realisme tilmed har påpeget i bogen Efter Europa, var det udtryk for vesteuropæisk ønsketænkning, at de østeuropæiske lande med deres historiske bagage med et trylleslag skulle blive vestligt tænkende retsstater, bare fordi de blev optaget i EU. I spørgsmålet om Vestbalkan plæderer Ivan Krastev ikke desto mindre for, at døren skal holdes på klem – han frygter ligefrem, at Emmanuel Macrons udtalte skepsis over for udvidelsen tolkes som et en dolk i ryggen på de proeuropæiske kræfter på Vestbalkan:

»Ved at ’fastfryse’ udvidelsesprocessen uden at præsentere et alternativ har Macron bidraget til krisen på Balkan og svækket EU’s position i regionen,« mener Krastev.

Han er ingen profet, men det er opsigtsvækkende, at selv knaldhårde realister tror på det opdragende potentiale i at holde EU’s dør på klem – at de 18 mio. borgere på Vestbalkan faktisk er villige til at gennemføre reformer og tage et opgør med korruptionen, hvis de har skrappe, men også klare optagelseskriterier for øje.

EU har – ikke mindst på Balkan – ofte ofret demokratiske idealer for kortsigtede mål om stabilitet. Her handler det om den langsigtede stabilitet. Derfor vil det blive en lang og sej kamp, hvor prisen både økonomisk og politisk vil blive høj. Men den knap så fristende udsigt er, at prisen for at skubbe Vestbalkan væk fra Europa, i længden vil blive endnu højere.

Den bulgarske samfundsforsker Ivan Krastev har skrevet en fremragende, polemisk analyse af, hvorfor flygtningekrisen afslører en ødelæggende krise for hele det europæiske projekt
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Hvis der ikke er opbakning i befolkningerne til udvidelse - så skal teknokraterne i Bruxelles droppe deres stormagtsdrømme.
Så simpelt er det faktisk.

@ Torben K L Jensen,

Jeg er principielt enig med dig om, at befolkningerne Europa kan bruge mere demokrati. Men så skal beslutningerne også tages på et korrekt beslutningsgrundlag, som alle kan overse og forholde sig til.

Jeg har f.eks. meget dyb og tidsvarende indsigt i disse balkan-lande og hele problematikken, men det tror jeg faktisk ikke, at mange i Vesteuropa har. - Jeg har også en stor omgangskreds, og jeg kender i hvert fald ikke nogen - hverken med indsigt eller interesse for indsigt..

Og derfor tror jeg slet ikke, at befolkningerne i EU er kompetente til at tage stilling til, om disse lande skal optages, hvornår de skal optages eller på hvilke vilkår de skal optages. Og skal EU-befolkningerne tage stilling til dette, må der først gøres et helt enormt oplysnings-arbejde. Og selv efter dette vil flertallet formentlig ikke være kompetente, fordi problemstillingen slet ikke vil interessere dem.