Leder

Glem promillerne og fortidens vaner. Det handler om indholdet i Europas fremtid

Det forestående slagsmål om EU’s kæmpebudget bør handle om principper, prioriteter og fremtidens Europa – ikke om procenter, promiller og fortidens vaner. Derfor er det også rigtigt, at EU-Kommissionen trods alle betænkeligheder vil koble tildelingen af EU-midler sammen med overholdelsen af retsstatslige grundprincipper
Det forestående slagsmål om EU’s kæmpebudget bør handle om principper, prioriteter og fremtidens Europa – ikke om procenter, promiller og fortidens vaner. Derfor er det også rigtigt, at EU-Kommissionen trods alle betænkeligheder vil koble tildelingen af EU-midler sammen med overholdelsen af retsstatslige grundprincipper

Francois Lenoir

4. maj 2018

Jordskælv og lavine.

Det er bare to af begreberne, der har floreret i europæiske medier, siden EU-Kommissionen onsdag kom med sit udspil til den enorme ’flerårige finansielle ramme for 2021-2027’.

På trods af, at den store nettoyder Storbritannien er ude af spillet, kommer rammebudgettet nemlig til at vokse fra knap 8.000 mia. kr. i sidste rammebudget til knap 9.000 mia. kr. I hvert fald hvis EU-Kommissionen får sin vilje.

Det gør den næppe. Og desværre er der i budgetudkastet også mere tale om kompromisser og små rystelser i Bruxelles, end om jordskælv og deciderede omvæltninger.

I et splittet EU27 igangsætter udspillet en lang kamp, der bør handle om Europas retning og fremtid.

Det var derfor en dårlig start, da østrigske og hollandske ledere, men også vores egen statsminister pr. Twitter refleksagtigt afviste budgetudspillet på grund af omfanget.

Spørgsmålet bør ikke være, hvor meget mere eller mindre hvert EU-land bør betale til fælleskassen. Det bør være, hvorfor og til hvad.

For almindeligt dødelige lyder 9.000 mia. kr. helt ude i hampen. Men delt ud på en halv milliard indbyggere og syv år er det ikke helt så vildt. Ligesom det nuværende rammebudget udgør udspillet ca. 1,11 procent af Europas BNP og ikke 1,0, som bl.a. Danmark ønsker.

Den relativering betyder langt fra, at Bruxelles skal have carte blanche til at udvide rammebudgettet.

I kommissionens præsentation hed det, at hver eneste euro »skal gives mere fornuftigt ud end i en national ramme«. En noget uskarp, men dog interessant prøvesten, som fint kan bruges på budgettets helt store poster.

Det er for det første en ofte protektionistisk landbrugsstøtte, der står til nedskæring med beskedne fem procent.

For det andet er det den enorme ’samhørighedsfond’, hvor regionalstøtten står til en nedskæring på bare syv procent.

Dermed ligger næsten tre fjerdedele af rammebudgettet stadig i de to områder. Det havde været forfriskende at droppe de gamle vaner og vende hver en euro, så EU-midlerne lever op til frasen om ’merværdi for Europa’.

Denne ’merværdi’ har kommissionen tilført sektorer som flygtningeområdet eller sikringen af EU’s ydre grænser, der får milliardstore saltvandsindsprøjtninger.

Forskning og innovation er andre områder, der vokser kraftigt, mens digitalisering, klima og infrastruktur blot er nogle af de øvrige væksteksempler, hvor et europæisk samarbejde i høj grad giver mening.

I forhold til et visionært EU har Kommissionen desuden fat i den lange ende med forslaget om, at EU-midler skal kunne »udskydes, forringes eller indskrænkes« over for medlemslande, der bryder de retsstatslige principper.

Formelt lyder argumentet, at reststatsligheden sikrer en tilstrækkelig beskyttelse af EU-midlerne, og formelt gælder det alle. Men det er selvsagt møntet på Polen og Ungarn, hvor medier og domstole er under politisk pres.

Som demokratiteoretikeren Jan Werner Müller har påpeget her i avisen, er det en større udfordring for EU end Brexit, fordi de på én gang vil blive i og nyde godt af klubben, men også indefra undergraver det retsstatslige og demokratiske grundlag, som EU bygger på.

Alligevel er det første spørgsmål her, om man i Bruxelles selv tror på virkningen i et fællesskab, hvor man i årevis har set højt og flot på brud med f.eks. stabilitetspagtens regler.

Det næste er, om man kan skabe en sådan teknokratisk straffende instans, der selv er juridisk skarp nok til at leve op til egne principper og idealer.

Et tredje spørgsmål er, hvilke nye tommelskruer de illiberale lande i øst kan hive op af skuffen i forhold til budgetforhandlingerne.

En fjerde bekymring er, om EU behersker balancegangen mellem at tvinge de illiberale kræfter og støtte de liberale kræfter. Tjekkiets ældste avis, den konservative Lidové noviny, har sat det dilemma på spidsen i en bidsk kommentar:

»At kræve, at uklart definerede værdier overholdes, minder for borgerne i samfund med kommunistiske erfaringer alt for meget om en slags gummiknippel mod ulydige. Dermed får EU-modstanden ny næring.«

Trods betænkningerne bør EU gå den vej og stå fast på sine – nej på vores – principper.

I samme ånd bør debatten om rammebudgettet befries fra kun at handle om procenter og promiller til fordel for en debat om, hvor Europa skal hen. Ellers ender EU helt sikkert med at marchere i den laveste fællesnævners retning.

Emannuel Macron ønsker, at eurozonen danner fortrop i EU med et selvstændigt eurozone-budget, der kan blive en makroøkonomisk magtfaktor.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben Lindegaard
  • Torben K L Jensen
Torben Lindegaard og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer