Leder

Irakerne ønsker forandring – men landets politikere ønsker status quo

Irakerne har udvist positive demokratiske takter i det første valg efter krigen mod Islamisk Stat. Men selv om mange har stemt imod sekterisme og korruption i deres higen efter forandring, er der ingen garanti for, at deres vilje vil afspejle sig i fordelingen af magten
»Det kan godt være, at Moqtada al-Sadr har lovet forandring, men på et eller andet tidspunkt vil han måske indse, at man ikke kan gennemføre reformer uden at erklære krig mod den gamle elite, der er fast besluttet på at bevare sine privilegier.« skriver Waleed Safi. 

»Det kan godt være, at Moqtada al-Sadr har lovet forandring, men på et eller andet tidspunkt vil han måske indse, at man ikke kan gennemføre reformer uden at erklære krig mod den gamle elite, der er fast besluttet på at bevare sine privilegier.« skriver Waleed Safi. 

Alaa al-Marjani

18. maj 2018

Irakerne spøger ofte med, at de besidder to fundamentale karaktertræk: At de altid gør det modsatte af, hvad der forventes af dem; og at de er et utålmodigt folk.

Parlamentsvalget lørdag bekræftede begge dele. Mange Irak-analytikere og kommentatorer havde spået, at premierminister Haider al-Abadi ville vinde størstedelen af stemmerne, men i stedet gik de fleste stemmer til Moqtada al-Sadr.

»Det er en lige så stor overraskelse, som da Trump slog Clinton,« udbrød en irakisk debattør på tv-kanalen al Sumeria i tirsdags.

Haider al-Abadi – premierminister under krigen og sejren over IS – har ført valgkamp på sikkerhed og stabilitet. To nøgleord, som har været fundamentale for irakerne lige siden 2003 og især de senere år. Alligevel blev al-Abadi fravalgt til fordel for Moqtada al-Sadr, som i årevis har lovet, at han lynhurtigt ville »rydde« og »plukke« korrupte eliter og reformere det politiske system, hvis han fik magten.

For det første afkræfter valgresultatet, at irakerne stemmer sekterisk. Shiaislamisten al-Abadi tabte netop, fordi han ikke fik nok stemmer på hjemmebane i de shiamuslimske provinser. Han klarede sig langt bedre i Mosul og Nineveh-provinsen, hvor flertallet er sunnimuslimer.

For det andet kan vi se, at irakerne ikke længere tror på ideen om den stærke mand. I årevis har den tidligere premierminister Nouri al-Maliki indtaget den rolle, men tabet af Mosul til IS i 2014 viste, at stærke mænd ikke er løsningen. Ved sidste parlamentsvalg fik al-Maliki 721.000 personlige stemmer. I lørdags fik ingen af kandidaterne mere end 100.000, og Maliki mistede 85 procent af sine stemmer.

For det tredje er Iran ikke længere hellig i den offentlige debat. Iran-venlige kandidater har sammenlagt vundet 20 procent af sæderne i parlamentet. Det er angiveligt en halvering af sæderne sammenlignet med tiden under Maliki. Da de første stemmeoptællinger fra valget blev offentliggjort mandag, strømmede irakerne til Bagdads centrum for at råbe slagord mod Iran og Maliki:

»Iran er ude! Irak er fri! Farvel Maliki!«

Men en af de absolut største og mest forstyrrende overraskelser er, at vælgerne i den ellers konservative by Najaf – en af verdens vigtigste centre for islamisk teologi – har stemt et kvindeligt medlem af kommunistpartiet ind i det irakiske parlament.

»Iraks kommunister har ikke følt så meget glæde siden kommunistlederen Abdel Kareem Qasem i 1950’erne,« konstaterer Alwaleed Alwan, en af Iraks mest respekterede digtere.

Parlamentsvalgets positive demokratiske takter har udløst ros i og uden for Irak over den seneste uge. Men selv om irakere har stemt imod sekterisme og korruption i deres higen efter forandring, er der ingen garanti for, at deres vilje vil afspejle sig i fordelingen af magten, når der skal dannes ny regering.

Sunnimuslimerne er splittede internt, og det samme er kurderne mod nord. Det giver shiapartierne mulighed for at dele og herske. Desuden er det politiske system fortsat bygget på et sekterisk kvotesystem, der giver shiapolitikere mulighed for at dominere de afgørende statsinstitutioner, herunder landets finans- og sikkerhedsinstitutioner.

I forhold til opgøret med korruption, som har præget den irakiske stat siden 2003, udtrykker mange analytikere skepsis over for den nuværende politiske elite. Over 85 procent af de ’nye’ parlamentarikere tilhører den gamle garde, der kom til efter 2003. Mange er dømt eller anklaget for korruption. De er fortsat i fuld kontrol over lovene og hvem, der har adgang til magtens korridorer i Bagdad, bemærker Irak-eksperten Zaid al-Ali i Washington Post.

Det kan godt være, at Moqtada al-Sadr har lovet forandring, men på et eller andet tidspunkt vil han måske indse, at man ikke kan gennemføre reformer uden at erklære krig mod den gamle elite, der er fast besluttet på at bevare sine privilegier.

Den gode nyhed er, at irakerne har afvist sekterismen som politisk våben og mobiliseringsværktøj. De har tilsyneladende forstået, at samtale er bedre end krig. Spørgsmålet er, hvad der sker, hvis de trodsige og utålmodige irakere ikke får deres vilje.

Den irakiske politiker og tidligere militsleder Moqtada al-Sadr har gennemgået flere politiske transformationer i løbet af et relativt kort liv. I dag fremstår han som kritiker af Iraks sekterisk opdelte politiske system. Og det er populært.
Læs også
»Sekterismen er blevet umoderne som mobiliseringsfaktor i irakisk politik,« siger Fanar Haddad, Irakforsker ved Middle East Institute i Washington D.C. Her er der vælgermøde i Bagdad.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu