Leder

Italien er altafgørende for Europas fremtid

I Italien har euroen og EU overtrumfet demokratiet, lyder de populistiske yderfløjes ensporede fortælling. Selvom den indeholder en vis portion sandhed, bliver de i den fortsatte valgkamp forhåbentligt tvunget til at diskutere de reelle muligheder og dilemmaer i og uden for euroen
Ifølge Mathias Sonne blomstre vreden pt. om kap med citronerne, hvilket kan resultere i at Italien forlader samarbejdet om euroen. 

Ifølge Mathias Sonne blomstre vreden pt. om kap med citronerne, hvilket kan resultere i at Italien forlader samarbejdet om euroen. 

Daniel Schoenen

30. maj 2018

»Kender du landet, hvor citronerne blomstrer?«

Over to århundreder efter det tyske universalgeni Goethe satte ord på vores nordeuropæiske længsel mod Italien, oplever vi i disse dage, hvordan Bella Italia i skuffelse over et årtis stagneret økonomi, industridød og arbejdsløshed endegyldigt er ved at udvikle sig til et europæisk mareridt, hvor vreden blomstrer om kap med citronerne.

Som medstiftende og integrationsvilligt land har Italien på godt og ondt ofte haft en politisk avantgarderolle i EU. Det er et faretruende perspektiv i forhold til den succes, som Lega og Femstjernebevægelsen har med at gøre EU og euroen til de entydige skurke i landets miserable økonomi og politiske kaos.

I stedet for at lade dem vise konsekvenserne af de politiske fantasier om en stærkt ekspansiv finanspolitik, har præsident Mattarella med sit letsindige veto mod regeringsdannelsen lagt bolden lige til højrebenet for de populistiske yderfløjes enstrengede fortælling. Den indeholder en portion sandhed i kritikken af EU’s sparepolitik og stabilitetspagt. Men den viser ingen realistiske alternativer.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristen Carsten Munk
  • David Zennaro
  • Ejvind Larsen
  • Torben K L Jensen
Kristen Carsten Munk, David Zennaro, Ejvind Larsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Nielsen

EU: En vakkelvorn rønne, der gennem årene har fået bygget talrige ligeså vokkelvorne etager ovenpå.

Når lortet falder sammen, så kommer det selvfølgelig til at gøre ondt på beboerne i højhuset,

Alvin Jensen, Trond Meiring, Per Torbensen, Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Kommentar til: "I et langt mere eksistentielt omfang kan vi derfor komme til at opleve det samme spil mellem Italien og et EU, der trods anklager om afpresning er tvunget til at gribe ind med gigantiske redningspakker."

Da Grækenland blev "reddet" som medlem af Euroen, blev det fra finansielle kommentatorer fremhævet, at hvis der havde været tale om Italien, der jo er en langt større økonomi og med en langt større statsgæld, ville en sådan "redning" ikke kunne have været gennemført. Men selvfølgelig er den økonomiske og finansielle situation i EU som helhed bedre i dag, end den var dengang.

Det er værd at huske på, at når Grækenland blev "reddet", var der tale om et valg mellem to onder, og løsningen blev ikke kun valgt for Grækenlands skyld. Kritikken gik bl.a. på, at redningen var rettet mod en række finansielle institutioner i EU, der havde givet Grækenland lån, og en forholdsvis stor del af dem havde hjemme i Italien. Det kunne ikke passe, at skatteydernes penge i resten af EU skulle bruges på at hindre tab hos f.eks. en række store banker i Italien og andre EU lande som konsekvens af en græsk statsbankerot, lød kritikken.

Hvis en række finansielle institutioner i det øvrige EU får store tab som konsekvens af en evt. italiensk statsbankerot, så vil den italienske økonomiske krise i et vist omfang brede sig til resten af EU, så det vil kunne mærkes af befolkningen i f.eks. DK.. "Gigantiske redningspakker" eller ej er lidt som valget mellem pest eller kolera, set fra det øvrige EUs side.

Sven Christensen

Italien er et godt eksempel på at traditionelle politikere ikke lever i samme verden som befolkningens flertal. Når vi dertil lægger en gennemgribende korruption, og en stadig koncentration af indkomst og formuer på stadigt færre hænder, er det vel kun logisk der kommer en reaktion.

Desværre er det svært at samle en opposition omkring realisable løsninger, det er så meget nemmere at udpege mere eller mindre abstrakte syndebukke. Femstjernen og Lega er ikke enige om ret meget andet end en opposition mod det bestående. Lidt ligesom brexit England, der heller ikke har nogen løsninger, kun kritik. Euroen er et symbol og et redskab, det er de pengepolitiske beslutninger i ECB, der er mere afgørende, samt ikke mindst Italiens egne økonomiske dispositioner. Italien er et rigt land, men også delt mellem et meget rigt nord, og et fattigt syd. At det så også er syden som trækker læsset med de mange illegale økonomiske flygtninge gør det jo ikke bedre.

I Danmark oplever vi de samme tendenser med opdelingen af befolkningen i de rigtige og de forkerte, på mange områder fra afstamning, reginal tilknytning, beskæftigelse osv. Vi oplever også at vores politikeres fortællinger får stadigt mindre at gøre med befolkningens realiteter, og at politikerne reelt ikke tager deres ansvar for statens eller det offentliges funktion for borgerne alvorligt. Italien er forhåbentlig mange årtier foran Danmark i den udvikling, men tendensen er den samme. I Danmark kan vi måske nå at gøre noget ved sammenhængskraften, før det går så galt som i Italien.

Alvin Jensen, Trond Meiring, Nike Forsander Lorentsen, ingemaje lange, Kristen Carsten Munk og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Når den italienske præsident traf den beslutning, som han gjorde, skal det ses på baggrund af bl.a. følgende:

De internationale ratingbureauer havde truet med at nedgradere Italiens finansielle troværdighed som konsekvens af det regeringsprogram, de to populistiske partier havde fremlagt på økonomiens område. Det ville i givet fald have resulteret i store vanskeligheder i forbindelse med den italienske stats refinansiering af de lån, der udløber, og i praksis ville det have bragt Italien tæt på en statsbankerot.

En løsning ville i så fald være at bede EUs redningsfond om hjælp, hvilket i praksis ville resultere i, at Italien økonomisk set blev sat under EU administration. Og det var jo det modsatte af, hvad de to partier havde lovet deres vælgere.

Peder Bahne

EUROen er forlængst erkendt som et europæisk forsøg i forlængelse af en naiv drøm om DMark til alle, hvilket også realiseredes de første få år med mønten, men hele konstruktionen manifesterede sig hurtigt som en boble uden reelle værdier bag den store sydeuropæiske låntagning.

I dag er den fælles mønt reduceret til et magtinstrument for nord mod syd, og asymmetrien er særdeles destruktiv for det europæiske samarbejde som projekt. Det er svært at skimte lys for enden af tunnelen, med mindre der tages hånd om denne evigt varende uretfærdighed, men den største hindring mod en løsning kunne være det faktum, at rigtig mange frygter rigtig meget alt andet end status quo i Europa.

Jes Enevoldsen

Det er ganske utroligt, hvor store ord der er kommet på bordet før der overhovedet er sket noget reelt i Italien ("Finansielt kollaps"). Italiens økonomi er i svag "bedring". Væksten er lav, hvilket gør det vanskeligt af få gælden ned, men lige nu hersker der et hysteri, som slet ikke afspejler de reele forhold. Når "Institutterne" truer med nedgradering af Italien puster de selv til stemningen, og renten stiger endnu mere. - De to regeringspartier in spe havde begge bekræftet at Italien ville blive i EUROen. Det samme havde den omstridte økonomiminister-kandidat, Savona ("Et stærkere men mere lige EU - med kritik af Merkels politik"). Renten på statsobligationerne steg noget da det lignede en Femstjerne/La Lega regering, men den steg for alvor da denne mulighed blegnede, og det lignede en "teknisk" regering. I dette øjeblik er der ingen, der ved, hvordan det ender, og alligevel er renten dalende igen.
Præsidenten satte sig imod Savona som økonomiminister netop med politiske argumenter (påstand om udtræden af EURO), og det må han ikke. Han må afvise, hvis personen skulle . være anløben på en eller anden måde.
Italienerne har historisk været begejstret for EU, men de store prisstigninger ved konverteringen fra lire til Euro startede en vis kritik af den fælles mønt. Da krisen ramte hårdt blev det til en af syndebukkene osv. Selv socialdemokraterne (PD) blev noget Bruxelles-kritiske fordi de ikke kunne få det økonomiske råderum, de havde behov for at få arbejdsløsheden ned. - Men at tro på, at Italien går tilbage til lira'en er langt ude.
En del her i landet mener, at La Lega satsede så hårdt på Savona for at fremtvinge et brud med præsidenten, hvilket nu så nok ender med et nyt valg. Her vil La Lega sandsynligvis kunne opnå flertal sammen med Berlusconi i den centrum/højre koalition, som stillede op sammen til valget. Så alt i alt har præsidenten spillet La Legas spil. Berlusconi vil ikke ud af Euroen, så hvis den gamle forbryder kommer ind i varmen igen, så bliver Markedet, Bruxelles ,Merkel, Moody's osv. sikkert glade igen.

Thomas Østergaard

Renterne ville nok være steget alligevel, idet ECBs quantitive easing program udløber i disse måneder med endeligt udløb i september, svjh.

2.55 Trillioner euro er blevet brugt til at opkøbe bankernes obligationsbeholdninger for at skabe en kunstig efterspørgsel efter dem, så renterne i EU-landene kunne holdes kunstigt lave og generere økonomisk "vækst".

De forholdsvist lave renter i Italien har således næppe været den aftrædende regerings fortjeneste, men det er da EUs held at der er tidsmæssigt sammenfald, så den EU-kritiske regering får skylden når stimulus pakken, som de færreste almindelige borgere har indsigt i (størrelsen af), ophører.

Kurt Nielsen, Alvin Jensen og Thomas Petersen anbefalede denne kommentar