Italien kan blive EU’s hidtil største udfordring

Er den udbredte og voksende nervøsitet i EU-begejstrede kredse over den politiske udvikling i Italien velbegrundet? Svaret på det spørgsmål må helt klart være et højt ’ja’.

Se på den ekstremt euroskeptiske Paolo Savona, der er favorit til at blive finansminister i regeringen, som er ved at tage form i Rom. Han ser euroen som en »historisk fejl« og er overbevist om, at Tyskland fortsat ønsker at undertvinge sig resten af Europa, nu blot med finanspolitik som våben. »Tyskland har ikke ændret holdning siden nazitiden i forhold til sin rolle i Europa, selvom landet har opgivet ideen om at gennemtvinge sin vilje militært,« skriver han i en endnu ikke udgivet selvbiografi, som avisen La Stampa denne uge har bragt uddrag af.

Savona mener, at »euroen er et tysk fængsel«. Og, insisterer han: »Europa eksisterer ikke. Der er blot et Tyskland omgivet af underkuede nationer.«

Hvis signor Savona får den vægtige ministerpost, så kan der næsten ikke blæses mere højlydt til angreb på den etablerede tyskdominerede finanspolitik i EU. Den kommende regering kunne i det hele taget nærmest ikke være designet bedre, hvis målet altså er at skabe splid og usikkerhed i eurozonen.

Processen med at danne regeringen har været lang og uskøn. Hele 11 uger efter parlamentsvalget den 4. marts, hvor det højrenationale Lega og antisystempartiet Femstjernebevægelsen vandt, lod præsident Sergio Mattarella onsdag aften endelig til at være klar til at godkende de to partiers kandidat til premierministerposten, den hidtil ukendte jurist Giuseppe Conte, der er uden politisk erfaring.

Lega og Femstjernebevægelsen kombinerer i deres regeringsprogram bekostelige velfærdsambitioner med dramatiske skattenedsættelser. Tilsyneladende to uforenelige størrelser, der truer med at sparke stolen væk under statens finanser, og som kan føre til, at den allerede enorme italienske statsgæld vokser yderligere.

Italien er dermed på kollisionskurs med EU’s stramme budgetregler. Og at de kommende ledere – der tidligere ovenikøbet har ønsket Italien helt ud af euroen – tilsyneladende er villige til fuldstændig at ignorere Italiens økonomiske forpligtigelser, har ført til udbredt nervøsitet blandt EU-kommissærer og i europæiske hovedstæder, hvor man ser hele eurozonens stabilitet som truet – og man ængstes over, hvem der ender med at skulle betale regningen.

Regeringsprogrammet har også ført til uro på finansmarkederne. Euroen er faldet i værdi i forhold til USA’s dollar. Og bevægelserne på markederne har allerede gjort det dyrere for Italien at låne penge. Den overordnede frygt er, at Italien med sin politik vil forårsage en ny krise i eurozonen, der også kan trække andre lande, eksempelvis Spanien, Portugal og Irland, med sig.

Problemet for resten af Europa er dog, at Lega og Femstjernebevægelsen netop har fået et folkeligt mandat til at udfordre eurozonens ortodoksi. Et flertal af italienerne støtter regeringen, og de er rasende på euroen, som de i høj grad giver skylden for landets massive økonomiske problemer med lav vækst, høj ungdomsarbejdsløshed, udhulet købekraft og enorm gæld. De er overbeviste om, at valutaens regler er til fordel for Tyskland og ikke Italien.

Og selvom skylden for Italiens tilstand ikke kun skal findes i Bruxelles og Berlin, men også hos tidligere regeringer i Rom, så virker det dog tydeligt, at euroens rigide regler har været en spændetrøje, der har frataget Italien muligheden for at føre en ekspansiv finanspolitik – som netop Lega og Femstjernebevægelsen agter – hvilket kunne sætte mere gang i økonomien.

Under tidligere regeringer er de italienske bønner om mere fleksibilitet blevet affejet af Berlin. Det er medvirkende til, at italienerne nu har valgt en regering, der kan være med til at nedbryde euroens fundament. At have en så euroskeptisk regering i et europæisk kerneland vil bremse specielt Frankrigs og Tysklands ambitioner om tættere politisk og økonomisk integration.

Men det kan også blive en nødvendig anledning til et opgør med en finanspolitik, der ikke tager tilstrækkeligt hensyn til forholdene i nogle af eurozonens lande, en politik som er med til at skabe en sådan vrede, at det i sidste ende kan true hele det europæiske projekt. MG