Leder

Venezuela minder os om George Orwells advarsel: Intet menneske er så rent, at de kan tåle at få al magt i sine hænder

Selv om regimet i Venezuela påstår, at de fattige er målet, ser det til stadighed mere ud som om, de blot er midlet til at nå målet: den fuldkomne magt
»Venezuelas præsident, Maduro, har måske ikke læst Orwell, men efter søndagens præsidentvalg, der af Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, bliver kaldt »en farce«, falder både han og Venezuelas socialistiske eksperiment i kategorien totalitær,« skriver Jesper Løvenbalk Hansen

»Venezuelas præsident, Maduro, har måske ikke læst Orwell, men efter søndagens præsidentvalg, der af Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, bliver kaldt »en farce«, falder både han og Venezuelas socialistiske eksperiment i kategorien totalitær,« skriver Jesper Løvenbalk Hansen

Federico Parra

25. maj 2018

»Magt er ikke et middel, den er et mål. Man opretter ikke et diktatur for at gennemføre en revolution; man laver revolution for at oprette et diktatur.«

– George Orwell i bogen 1984 (udg. 1950).

Det er smukt at dele i et samfund – og der er ingen tvivl om, at nu afdøde Hugo Chávez, da han vandt præsidentvalget i 1998, ønskede mere lighed og et bedre Venezuela. Ikke mindst for landets fattigste – og dem var der trods enorme olierigdomme mange af.

Som Venezuelas præsident fra 1999 til sin død i 2013 opfandt og udviklede Chávez en politisk styreform, han kaldte det 21. århundredes socialisme, som igennem en »permanent revolution« skulle gøre en ende på fattigdom.

Og det var ikke kun i Venezuela, at kravet om social retfærdighed blev hørt, tværtimod. En bølge af politisk socialisme slog igennem i 00’erne over det latinamerikanske kontinent, hvor behovet for sociale reformer er langt større end de fleste andre steder på kloden. De forskellige forsøg er dog faldet vidt forskelligt ud.

I Brasilien har præsidenterne Henrique Cardoso, Lula da Silva og Dilma Rousseff trukket millioner af brasilianere ud af fattigdom med sociale reformer og subsidier til de fattigste, imens stat og marked hele vejen igennem har været to adskilte størrelser.

I Bolivia har Evo Morales, der år efter år scorer topkarakterer hos IMF og Verdensbanken for sin makroøkonomiske præstation med budgetter, der balancerer og en økonomisk sund stat, gennemført omfattende sociale reformer, men altså uden at sætte økonomien over styr.

I Ecuador lancerede den økonomiuddannede præsident Rafael Correa en blød udgave af den venezuelanske socialisme. Correa rørte dog ikke ved markederne og lavede heller ikke i samme grad omfattende programmer for de fattige, men han brugte statsmagten til at forfølge medier og ændre grundloven, så det blandt andet blev muligt at genvælge præsidenten.

Men i lande som Nicaragua og især Venezuela antog de socialistiske projekter allerede meget tidligt mere autoritative tendenser i stil med den cubanske styreform.

Således ændrede Chávez igen og igen på Venezuelas grundlov og hver gang med det resultat, at han og Venezuelas socialistiske parti, PSUV, fik øget magt. Blandt andet ved at kuppe domstolene og det statslige valgtilsyn, ved at fængsle politiske modstandere og endeligt, da Venezuelas nuværende præsident Nicolas Maduro overtog magten efter Chávez’ død i 2013, ved også at sætte parlamentet ud af funktion.

I dag står Maduro i spidsen for et parti, der ikke bare styrer alt politisk i Venezuela, men som også har sat sig på de økonomiske ressourcer igennem ekspropriering af privat ejendom, statslig markeds- og priskontrol og konstante trusler imod private virksomheder, der anklages for sabotage, statsundergravende virksomhed og samarbejde med oppositionen.

Resultatet er, at stat, marked og samfund i Venezuela i dag er smeltet sammen til én dysfunktionel størrelse, der slås med akut fødevaremangel, mistillid folk imellem og ekstrem vold.

I Orwells roman 1984, der i sin væsentlighed er spundet på det tidlige 20. århundredes totalitære regimer, først og fremmest nazismen i Tyskland og kommunismen i Sovjetunionen, er læren, at ingen dødelig er så moralsk, så ren og så retskaffen, at denne ene person tåler at få al magt i sine hænder.

En anden, vigtig pointe i 1984 er, at i en totalitær stat er ikke alt, hvad det lyder. Newspeak eller nysprog er Orwells betegnelse for noget, der sandsynligvis er det stik modsatte af det, ordlyden angiver. Eksempelvis er Ministeriet for Kærlighed i Orwells roman præcis det modsatte – det er ministeriet for krig.

Venezuelas præsident, Maduro, har måske ikke læst Orwell, men efter søndagens præsidentvalg, der af Organisationen af Amerikanske Stater, OAS, bliver kaldt »en farce«, falder både han og Venezuelas socialistiske eksperiment i kategorien totalitær.

Man kan derfor kalde tingene, hvad man vil, for det er ikke navnet, der afgør sagen. Så blot fordi regimet i Venezuela kalder deres styreform socialisme, er det ikke sikkert, at de fattige får det bedre.

Værst er det dog, at det bliver meget svært at rulle demokratiet tilbage til normal igen.

I dag er Venezuela politisk lagt i lænker med en altdominerende, inkompetent og ukontrolleret stat, hvor befolkningen ikke længere kan skille sig af med sine politikere, men blot må afvente og se, hvad regimet uden nogen form for politisk modstand vælger at gøre for fortsat at beholde magten.

Det omstridte valg i Venezuela søndag sikrede som ventet Nicolás Maduro seks år mere ved magten. Han står dog over for enorme udfordringer i form af dalende olieproduktion, galoperende inflation – og risiko for skærpede amerikanske sanktioner.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gustav Alexander

Det er en tandløs og forudsigeligt borgerlig kritk. Man er efterhånden vant med at "totalitær" er skældsordet, der stilner diskussion og debat. Er en statsleder først anklaget for totalitarisme, så har projektet åbenbart allerede fejlet i et borgerligt perspektiv, thi det værste er jo at forbryde sig mod de individuelle friheder, som det borgerlige samfund bryster sig af.

Jeg skal ikke påstå at Venezuelas økonomi fungerer; men problemet er så sandelig ikke totalitarisme. IMF er ikke, som forfatteren mener, en målestok for økonomisk ansvarlighed. Evo Morales brød minearbejdernes strejke, Rafael Correa har endnu ikke vundet kampen mod den nationale finanselite; eller den udenlandske.

Orwell udgør den mest overbrugte og stereotype borgerlige kritik. Vi kunne i stedet anvende en mere specifik kritik af Chavez/Maduro's manglende diversificering af økonomien, således at landvindingerne kunne bibeholdes. Intet er løst ved at give magten til en opposition, der blot vel genindføre massiv fattigdom, analfabetisme og manglende sundhedsdækning. I dag har vi sult på grund af inflation, i morgen kan vi havde det på grund af markedets fastsættelse af den pågældende befolknings lønninger .. Har vi i dét perspektiv vundet noget ved for 700 gang at udbasunere Orwell's borgerlige kritik af totalitarisme?

Totalitarismen spøger i det borgerlige samfund - ikke fordi den korrumperer komplet men fordi den underordner individer kollektive idealer, som naturligvis må blive anti-tesen til borgerlig individualisme og den private ejendomsret, som den er sat i verden for at understøtte.

Totalitarismen har ikke ødelagt Venezuelas økonomi; det har manglende diversificering af olieindtægterne mens priserne var høje. Man kan som socialist kun bifalde, at Maduro og særligt Chavez turde være hårdhændede ved den korrupte, neoliberale opposition: Lukning af tv-stationer, fængslinger, fyringer af store industrialister for åbent tv osv - det biddrog til at cementere de sociale landvindinger, men er også forståeligt uspiselige for tandløse socialdemokrater, der hellere ser fattigdommen gjort permanent end et brud med den borgerlige individualisme.

Claus Høeg, Palle Yndal-Olsen, Trond Meiring, Susanne Berg, Keld Sandkvist, Niels Duus Nielsen, Christina Petterson og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Dennis Jensen

"Man kan som socialist kun bifalde, at Maduro og særligt Chavez turde være hårdhændede ved den korrupte, neoliberale opposition: Lukning af tv-stationer, fængslinger, fyringer af store industrialister for åbent tv osv"

Er du blevet vanvittig ??

Claus Nielsen, Niels K. Nielsen, patrick scholer, Søren Nørgaard, Lillian Larsen, Herdis Weins, René Arestrup, Kurt Sørensen, Kjeld Jensen, Thomas Andersen, Kim Houmøller, Jan Kauffmann, Henriette Bøhne og Kasper Olesen anbefalede denne kommentar
Sabine Behrmann

"... at de kan tåle at få al magt i sine hænder" - helt ærligt, Information, hvis I absolut skal følge den engelsksprogede mode med at bruge "they" i stedet for intetkøn - så bør I også gøre det konsekvent og bruge "theirs" (= deres) som possessivpronomen.

Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger, Susanne Berg, Niels Duus Nielsen og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Jan Kauffmann

Dennis Jensen, vi er alle (99%) umaadelig glade for at dit utopiske raedsels samfund ikke har gang paa jord og at du ikke faar magt som du har agt. Stalin, Mao med flere har forsoegt sig med dine idealer.
Citat Dennis Jensen: "Lukning af tv-stationer, fængslinger, fyringer af store industrialister for åbent tv osv - det biddrog til at cementere de sociale landvindinger, men er også forståeligt uspiselige for tandløse socialdemokrater, der hellere ser fattigdommen gjort permanent end et brud med den borgerlige individualisme."

Søren Nørgaard, Kjeld Jensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det lyder som om at Jesper betragter IMF og Verdensbanken som sandhedsorakler og forkæmpere for det sande demokrati - Er den gode Løvenbalk Hansen gået fra snøvsen ? Alle fornuftige mennesker ved da at IMF er selve neo-liberalimens højborg og hvis rigide lånebetingelser har banet vejen for utallige højreorienterede diktaturer verden over - i Afrika og måske særligt i Sydamerika (Chile,Argentina og militærdiktaturet i Brasilien) og her på det sidste Grækenland hvis gæld er steget fra 120 % til 180 % af BNP samtidig med at de blev 30 % fattigere. Er du blevet vanvittig ?? Sæt dig ind dog i tingene før du skriver - er det ikke det en god journalist altid burde gøre ?

Daniel Santos, Claus Høeg, Trond Meiring, Flemming Berger, Susanne Berg, Steen K Petersen, Niels Duus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar

Dennis Jensen. Du har ret i, at Orwells forfatterskab er blevet misbrugt, men ikke i, at Orwells kritik af de totalitære systemer var uberettiget.
Jeg tror, at social anstændighed i Sydamerika blevet knust at vores beskytter, USA.
Et, nu heldigvis presset, flertal i US har i mange år hævdet den hvide mands forret, og især den amerikanske af slagsen. De har lidt af en sygelig skræk for "kommunismen", og har accepteret total lovløshed for at bekæmpe den. Dele af CIA har i årevis været igang med at bekæmpe den socialistiske fremmarch i Sydamerika, og har, med især den nuværende præsidents kernevælgeres fulde velsignelse, kunnet tage de mest bestialske metoder i brug.
Verdens stærkeste militærmagt og selvudnævnte beskytter af menneskers frihed og demokratiske rettigheder, har brugt sin magt på at knuse Venezuela med alle midler. Ingen røde i USAs baghave, tak.
Men som sagt, det er kun noget jeg tror.

Bo Stefan Nielsen, Jens Bryndum, Trond Meiring, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Susanne Berg, Steen K Petersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Maduro har sikkert heller aldrig set Spiderman og hørt at "With great power comes great responsibility" (sorry Sabine ;).

René Arestrup

'Intet menneske er så rent, at de kan tåle at få al magt i sine hænder'
!!!
Med fare for at fremstå som en pernitten dansklærer, bliver jeg nødt til at påpege, at ovenstående er udtryk for grammatisk/sproglig volapyk.
Det må retteligen hedde:
Intet menneske er så rent, at DET kan tåle at få al magt i sine hænder.
Eller:
Ingen MENNESKER er så RENE, at DE kan tåle at få al magt i DERES hænder.
Sorry, men det generer altså mine øjne.

Claus Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Espen Bøgh, Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Anders Sørensen anbefalede denne kommentar
Espen Bøgh

Sproglig korrekthed eller ej, så finder jeg alligevel meningen er god nok i sit udtryk.

Nu skal man huske på George Orwell var et produkt af sin tid, og tilmed heller et ikke et helt så fint menneske iblandt venner og familie, men lad det nu ligge.

I stedet hæfter jeg mig ved det andet citat i artiklen; "Magt er ikke et middel, den er et mål. Man opretter ikke et diktatur for at gennemføre en revolution; man laver revolution for at oprette et diktatur".

Det finder jeg særdeles interessant såvel i den tid jeg har levet, men også i forhold til en del af fortiden, men lad det nu fortrinsvis handle om den tid jeg er en del af.

Vi kan starte med Iran, der tilbage i begyndelsen af 1950erne ved frie valg valgte Mossadeq som ny præsident, og leder for Iran, hvilket må siges at være en demokratisk udvikling, - men et kup iværksat af såvel England som Amerika fjernede ham fra magten, og i stedet blev Shahen af Persien indsat som landets leder, og hvis hemmelige politik SAVAK i årtier derefter holdt folket nede med forsvindinger, fængslinger tortur osv., undertrykte borgerne.

Mossadeqs forbrydelse bestod i det politiske program en anden fordeling af oliepengene, så man kunne udvikle landet til fordel for borgernes ve og vel.

Der går en direkte linje til udviklingen i sin tid i Chile, som endte med Allende selvmord, - også her handlede det om fordelingen af pengene for de udvundne råstoffer, som amerikanske virksomheder stod for.

Resultatet for borgerne kender vi så udmærket, og minder om de ovenfor beskrevne forhold der udviklede sig i Iran under Shahen.

I Cuba er historien den lidt omvendte, revolutionen skete imod den ultraliberale Batista, som Amerika samarbejdede med, og politiske modstandere var der ikke mange af på fri fod.

Fidel Castros revolution blev en revolution, men endte med en anden form for statsdiktatur, og politiske modstandere, var der ikke mange af på fri fod.

I andre Sydamerikanske lande finder vi også denne model, hvor revolutionen har stået på i årtier med forskellige navne på grupperingerne, uden meget er forrykket.

Set i nævnte citats lys, ser det ud til at kunne gå begge veje - fra det yderste højre til det yderste venstre eller vice versa, for der er vist ikke en åbenbar entydig retning for den slags.

Orwells betragtning var nok mere entydig, på baggrund af nazismens udvikling i Tyskland og ligeledes i Italien, og endnu længere tilbage til den russiske revolution i 1917.

Jan Skovgaard Jensen

Her er et par mænd, som ikke Maduro, som har fået Nobels fredspris!!
Henry Kissinger, Mohamed Anwar Al-Sadat, Menachem Begin, Frederik Willem de Klerk, Yasser Arafat, Al Gore og Barack Obama.

Gad vide om Orwell, hvis han havde levet længe nok, ville opfinde et nyt begreb for personer som har modtaget en fredspris efter at have startet utrolige myrderier i diverse krige, dronet en masse, tortureret i bunkevis? Eller ville Orwell synes at Newspeak ville være dækkende?

Claus Nielsen, Espen Bøgh og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Jan Kaufmann,

Rædselssamfundet er nu. Det inhumane er den nuværende humanismes afvisning af fattigdom og kummerlighed som reelt problem til fordel for de borgerlige frihedsværdier.

Venezuela har kæmpet - og kæmper i dag endnu en gang - intenvisvt med fattigdom, sult og sygesikring som landets dominerende problemer. Det har mange lande gjort og til alle tider har vesten råbt "totalitarisme! Hvad med vores borgerlige frihedsværdier?" Er det ikke iøjnefaldende, at det netop ikke er fattigdommen i Venezuela, som de frihedselskende demokrater i vesten vælger at angribe? Næh, det er manglende ytringsfrihed, politisk undertrykkelse osv (jvf JLH's meget stereotype kritik af totalitarisme som et symptom på netop dette).

Vi må lade os forstå, at det her er de vestlige demokratiers sande ideologiske værdier, der kommer til udtryk. Folks fysiske ve og vel i form af fattigdom er på ganske inhuman vis underordnet borgerlige abstraktioner om individ og individuel frihed. Det er den borgerlige humanismes afstumpede inhumanisme, der kommer til udtryk, når fattigdom - som problem - ignoreres til fordel for bekymringer om totalitarisme.

Gustav Alexander

Vi må huske at ingen borgerlig-demokratisk stemme i vesten kommer med konkrete løsninger på Venezuelas objektive problemer. Vi ved jo alle, at JLH og andres implicitte løsning blot er en tilbagevenden til et liberalt, borgerligt "demokrati", hvor korrupte neoliberale socialdemokrater kan slås om politiske marginaler med end endnu mere højredrejet opposition. Hvordan er dette håb om et lands ikke-fremtid - da man blot projicerer det hensynende politiske 'nu' i verden til også at være Venezuelas, og i øvrigt hele verdens, fremtid - samt obfuskeringen af fattigdom til fordel for borgerlige illusioner om brødløs, kummerlig 'frihed', blevet til et forhøjet moralsk ståsted? Det er perpetueringen af den borgerlige kummmerlighed i "frihedens" navn, der udgør den sande og ikke-ideologiske inhumanisme i mit perspektiv.

Bo Stefan Nielsen

“Man kan som socialist kun bifalde, at Maduro og særligt Chavez turde være hårdhændede ved den korrupte, neoliberale opposition: Lukning af tv-stationer, fængslinger, fyringer af store industrialister for åbent tv osv - det biddrog til at cementere de sociale landvindinger...”

Dét skal en stalinist overhovedet ikke bestemme om man som socialist kun kan bifalde. Gu’ kan jeg ej, og aldrig i livet om jeg vil. Jeg var som alle socialister begejstret, da Chavez vandt valget på en anti-neoliberal platform, og var siden kritisk støtte til dele af PSUV’s politiske projekt, omend vi jo aldrig så noget til den der “revolution”, Chavez blev ved med at tale om. Nok fordi, han byggede et messiansk personkult omkring sig selv og hans håbløse olie-eventyr, ikke en organisering af socialisme fra neden. Men det, du der lister op med det sædvanlige reklameindslag for antidemokratisk populisme som værende “fattigdomsbekæmpelse”, er IKKE socialisme, men den samme vamle omgang autoritær opportunisme som set så mange gange tidligere gennem historien, hvor arbejderklassen og de fattige blev lovet brød og fred og fik fødevaremangel og diktatur.

Bo Stefan Nielsen

Torben K L Jensen

Jeg er ikke sikker, på at lederartiklen anser IMF’s neoliberale økonomiske politikker i Sydamerika for at være det demokratiske forbillede. Måske? Jeg læser blot omtalen af Morales-regeringens såkaldt balancerede budgetter som en konstatering af, at Chavez/Maduro’s karikatur på socialisme heldigvis ikke har patent på venstreorienret politik i Sydamerika.